Anmeldelse

Tæt på danskdidaktik

Et danskfagligt mesterværk

Et af de centrale begreber i denne danskdidaktik er "det integrative danskfag". Nye tendenser i medier, teknologi og børne- og ungdomskulturen skal indarbejdes i fagets helhed, så det hænger sammen på en ny måde.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Bogen handler om danskundervisning i folkeskolen og på læreruddannelsen, og faget belyses ud fra både en almendidaktisk og fagdidaktisk synsvinkel. De første kapitler beskriver danskfagets udvikling i en globaliseringstid, forholdet mellem skolefag og læreruddannelsesfag og vekselvirkningen mellem almendidaktik og fagdidaktik.

Fakta:

Titel: Tæt på danskdidaktik

Forfatter: Johannes Fibiger, Martin Jørgensen

Pris: 475

Sider: 468

Forlag: Hans Reitzels Forlag

Den følgende fremstilling er ordnet efter overskrifterne, som Fælles Mål er bygget op over: læsning, fremstilling, fortolkning og kommunikation. Til slut afsnit om kravene til bacheloropgaven og et engageret indlæg om forfatternes opfattelse af, hvad god danskundervisning er.

Bogen må være en drøm for de fagforfattere, som fastholder, at fagbogen er uundværlig. Den er en fremragende fagbog og lærebog, der giver overblik med grundige, faglige fremstillinger på en måde, som digitale tekster ikke kan. Den beskriver emnerne sagligt, velstruktureret og i et letforståeligt fagsprog, og forskellige synspunkter på faget refereres loyalt. Efter hvert hovedafsnit er der spørgsmål, opgaver til refleksion og forslag til videre studier.

Men det er ikke en debatbog. Den accepterer de afstukne rammer i folkeskoleloven og bestemmelserne for læreruddannelsen i dansk og kommer med teoretiske overvejelser og praktiske forslag til, hvordan et dansk dannelsesfag kan realiseres inden for de givne rammer. Lærerne er i sidste instans ansvarlige for deres undervisning og må træffe valg, der passer til faget og elevernes forudsætninger. Og forfatterne tror på, at det kan lade sig gøre at skabe en meningsfuld danskundervisning inden for de gældende bestemmelser. De foretager dog også kritiske analyser især af Fælles Mål.

Bogens overvejelser og eksempler giver kød og blod til Fælles Mål på en levende og engageret måde. Der er både grundige teoretiske overvejelser og gode praktiske eksempler. Nye medier og kommunikationsformer og konsekvenserne af globalisering og kommunikation via nye teknologiske medier har også i høj grad holdt sit indtog i denne bog.

Det er en fornøjelse at læse bogen, og det er underholdende at deltage i forfatternes strejftog i fagets forskellige felter, kroge og afkroge. Forfatterne åbenbarer en imponerende viden og kompetence både fagdidaktisk og almendidaktisk.

Samtidig med at bogen er opdateret i forhold til nye tendenser i faget, bygger den også på værdifulde lag i danskfagets tradition. Det gælder ikke mindst dens beskrivelse af undervisningen i skønlitteratur.

Mens fremstillingen i størstedelen af bogen overvejende er deskriptiv, er de afsluttende afsnit normative bud på, hvad en god danskundervisning kan være. Forfatterne nævner centrale kernepunkter i deres opfattelse af faget. Et af dem er etik. Det handler om dannelse, personlig udvikling og empati. Nogle af danskfagets områder, for eksempel mundtlighed og skønlitteratur, er særlig egnet til et arbejde med disse områder.

Et fagligt begrebsapparat er nødvendigt, og eleverne skal beherske fagets begreber og sprog. Begreberne skal ikke bruges instrumentalistisk, men indgå som støtte i produktion og fortolkning af tekster.

Den historiske dimension er et andet kernepunkt. Det drejer sig ikke kun om ældre tekster og kanonforfattere, men også om, at alle tekster kan ses som led i en historisk proces.

Danskfaget skal være integrativt. Det skal være åbent over for elevernes kulturformer, nettets nye tekstformer og sociale medier, der må indgå i faget, uden at det mister sin kerne.

Andre centrale områder er sprog og kommunikation, som spiller en større rolle end nogensinde. Endelig gennemgås læremidlernes betydning, vigtigheden af progression og læring af strategier til at producere og forholde sig til tekster.

Bogen kan anbefales til dansklærere i folkeskolen som fagbog, studie-, opslags- og idebog og som grundbog til en diskussion af fagets essens i fagteam. På læreruddannelsen må den være oplagt både som grundbog og som opslagsbog. For forskere og undervisere på læreruddannelsen vil den også være yderst relevant.

Powered by Labrador CMS