Sprog styrer handling – også hvad angår mobning

Da jeg gik på lærerseminariet i slutningen af 1980'erne, da var mobning det samme som filmen ”Historien om Kim Skov”. Han var et stakkels barn fra landet, der flytter ind til byens grå beton. Far og mor er triste og begynder at ryge og drikke af alt det toldfrie, som far kan få på sine ture som langturs­chauffør. Kim er et let offer, fordi han taler ”bondsk” og går i grimt tøj. Derfor kommer bøllerne i deres sorte læderjakker og slår Kim med cykelkæder.

Ja, sådan blev vi introduceret til, hvad mobning var. Heldigvis har fronterne flyttet sig. I dag ved vi, at mobning er angst for social eksklusion, og at den skal ses i en fæl­lesskabs­analytisk forståelse. Det er vigtigt, at vi som lærere forstår og kender de nye definitioner af, hvad mobning er. For har vi ikke et ord, der beskriver, hvad vi ser, så ser vi det ikke. Og sådan har jeg det, hver gang jeg læser noget af Helle Rabøl Hansen. Når hun siger det, så sænkes mine skuldre – og jeg trækker vejret lettere og sukker: ”Ja, det er sådan, det er!”

Selv om lærerne har den strukturelle magt i form af organiseringer og vurderinger, så ser vi ofte – eller Rabøl Hansen ser det – ”at de undervisningsuvillige elever” (igen et spørgsmål om definitionsmagt!) overtager den uformelle og kulturelle magt i klasserummet. Alt for ofte står lærerne magtesløse og forstår simpelthen ikke de overlevelseskampe, der opstår, hvis samhørig­heden i en gruppe er truet. Det er psykisk opslidende, hvis man hele tiden skal være bange for at være udenfor.

Det handler om vores grundlæggende behov for at høre til og vores grundlæggende angst for at blive ekskluderet. Tænk, at det bare handler om længslen efter at høre til! Og derfor skal emnet på skemaet i læreruddannelsen.

Det er så vigtigt, hvilke ord vi bruger. Og det handler om at turde tale om ”elefanten” i rummet. Vi er på vej mod et nyt paradigme, og hvis det ikke er en sag for læreruddannelsen, så ved jeg altså ikke, hvem det er en sag for. Grunden til, at mobning ikke er pensum på læreruddannelsen, skyldes – ifølge dem, Rabøl Hansen har spurgt – at det er et emne, der er for subjektivt og flygtigt. Desuden skal vi jo passe på med ”social over­ophedning”.

Det er dejligt, at det forskerteam, der arbejder sammen med Rabøl Hansen er sammensat af folk med forskellig uddannelsesmæssig baggrund. Det giver os muligheden for at anskue fænomenet fra flere sider. Vi undgår nok ikke blinde vinkler, men jo flere øjne, jo flere indsigter. Det er en af sommerens vigtigste bøger. Og denne lille bog bør ligge som obligatorisk ferielæsning for alle lærere – også dem på læreruddannelsen.