Anmeldelse

Nest Programmet i Danmark

En bog om inklusion, jeg har glædet mig til at læse

”Nest” er i anmelderens optik en spændende pædagogisk praksis med en inklusionsdiskurs, hvor børn med særlige behov i højere grad kan blive en del af et reelt inkluderende læringsfællesskab!

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Kan man glæde sig til at læse en bog, før den er skrevet? Svaret er ja. Lige siden jeg for år tilbage så et indslag om programmet i nyhederne, har jeg glædet mig, for hvordan går det, og hvilke erfaringer er der indtil videre høstet?

Fakta:

Titel: Nest Programmet i Danmark

Pris: 275

Sider: 88

Forlag: Dafolo

"Nest Programmet i Danmark - En tredje vej til inkluderende fællesskaber" er skrevet af medarbejdere fra Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR) i Aarhus med afsæt i de erfaringer, kommunen har gjort med implementering af programmet ved oprettelse af landets første Nest-klasser på Katrinebjergskolen. I bogen introduceres læserne til Nest-programmet med afsæt i de forskellige niveauer: fra det overordnede med Nest som en ”tredje vej til inkluderende fællesskaber” over historien om og interessen for programmet til den helt konkrete udmøntning i praksis med autismeforståelsen, social træning og de specialpædagogiske metoder.

I bogens sidste kapitler er fokus på det konkrete arbejde i Nest-klasserne omhandlende de voksnes roller og samarbejde, tilrettelæggelse af undervisningen og den sammenhængende skoledag med den nødvendige organisering mellem skole og skolefritidsordning.

Bogen har sin egen hjemmeside, hvor man blandt andet kan finde redskaber som Nest-værdikort og -planlægningsark samt videoer, der understøtter og giver konkrete eksempler fra Katrinebjergskolen på indretning af klasselokalet, visuelle støttesystemer med mere. Læserne skal primært findes blandt ledelse og pædagogisk personale på skoler samt PPR-personale og forvaltninger.

Nest-programmets hovedprincip er, ”at børn er mere ens, end de er forskellige, og at alle børn har brug for god undervisning”. I praksis består en Nest-klasse af børn med autisme og børn fra almenområdet, hvor anvendelsen af specialpædagogiske metoder er i hele klassen, hvilket alle børn i klassefællesskabet profiterer af. Selvom inspirationen og programmet er hentet i New York, er de specialpædagogiske metoder og strategier beskrevet i bogen kendt fra dansk praksis.

Som sagt: Jeg havde glædet mig til at læse denne bog, og jeg fik mine forventninger indfriet. ”Nest Programmet i Danmark – En tredje vej til inkluderende fællesskaber” er hurtigt læst, velskrevet og letforståelig. For mig var bogen en læseværdig og spændende indføring i en pædagogisk praksis, der på den ene side indeholder velkendte specialpædagogiske metoder og på den anden side åbner op for nye perspektiver i forhold til inklusion, der bestemt er værd at udforske.