Sprogstart: Giv eleverne succesoplevelser
Når elever skal have succesoplevelser under tidlig sprogstart er indlæring af chunks - faste udtryk eller fraser - en meget sikker måde at få eleverne i tale på, og dermed er de i gang med at lære sproget.
Jette von Holst-Pedersen underviser i tysk på læreruddannelsen på Københavns Professionshøjskole, hvor hun er tilknyttet det A. P. Møller-støttede projekt med tidlig sprogstart i engelsk, tysk og fransk.
Hun har skrevet masterafhandling om chunks:
"Den menneskelige hjerne kan højst arbejde med syv problemstillinger ad gangen under indlæring af sprog. Derfor giver det god mening at bruge chunks, for så tænker eleverne ikke så meget over grammatik, når de bruger de indlærte, faste sætninger", forklarede hun blandt andet på temadagen om tidlig sprogstart på Hotel Frederiksdal mandag med deltagelse af 60 lærere.
Hun henviste til forskeren George A. Miller, som står bag teorien om chunks.
På tysk kan gode chunks være Guten Tag; Auf Wiedersehen; Herzlichen Glückwunsch zum Geburtstag!
Det kan også være såkaldte kollokationer: Klavier/Computer spielen og Fahrrad fahren, hvor eleverne lærer, at ordene hører sammen.
Sprogundervisningen bør omfavne sprogets fraser
Hun forklarede, at det indlæringsmæssigt er smart at bruge disse chunks.
"Ved at lære gennem chunks udnyttes kotrtidshukommelsen optimalt, og det er sprogøkonomisk smart", sagde Jette von Holst-Pedersen.
"Blandt fordelene er at chunks er højfrekvente og bruges i 50-70 procent af sproget, og de forekommer altid i samme form, ligesom de læres som en enhed (ét ord) og huskes som en enhed", forklarede hun.
'Chunks' er god sprogøkonomi
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.