"Vi er grundlæggende enige i, at sagsbehandlingstiden har været uacceptabelt lang", siger departementschef Sophus Garfiel

Ekspert: Undervisnings-ministeriet optræder absurd og ulovligt

160 dage. Så lang tid ud over fristen var Undervisningsministeriet om at svare på Folkeskolens anmodning om aktindsigt om 360-graders-eftersynet af folkeskolen. Det er ulovligt, siger pressejurist Oluf Jørgensen. Departementschefen beklager.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Hele dette forløb er et grusomt eksempel på, hvordan en aktindsigtssag bliver trukket i langdrag med den konsekvens, at offentligheden ikke får indsigt, mens en sag er aktuel", siger Oluf Jørgensen, der er pressejurist og afdelingsleder ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. "Det er ikke alene meget meget dårlig forvaltningsskik, den tid, de har været om at svare, er klart i strid med offentlighedsloven".

Den 8. januar søgte fagbladet Folkeskolen aktindsigt i Statsministeriet og Undervisningsministeriet om forberedelse, gennemførelse og efterbehandling af statsministerens Marienborg-møde den 27.-29. januar om folkeskolen og det såkaldte rejsehold, der skulle rapportere til regeringens Vækstforum den 4. juni.

Offentlighedsloven giver en svarfrist på ti dage, så aktindsigten skulle nemt kunne bruges til at fortælle læserne om tankerne bag 360-graders-eftersyn og rejsehold inden de to møder. Sådan gik det ikke. Med skiftende begrundelser undervejs var Statsministeriet nemlig 140 dage om at svare, og med 160 dages forsinkelse kom så også Undervisningsministeriets svar midt i skolernes sommerferie.

Pedantisk og nærmest absurd

Fra Statsministeriet modtog Folkeskolen 75 sagsakter, mens ministeriet ikke ønskede at fortælle offentligheden om 31 andre akter om samme sag. Undervisningsministeriets har registreret 300 sagsakter om 360-graders eftersynet og rejseholdet, men 208 af akterne, bilag eller dele af bilag vil man ikke udlevere. Dertil kommer, at begge ministerier fortæller, at de kun vil udlevere dokumenter, der eksisterede "på tidspunktet for aktindsigtsanmodningens fremsættelse".

"Det jo helt grotesk, ja nærmest absurd", siger pressejuristen. "Først trækker man svarene i langdrag, og så optræder man pedantisk helt ud i det absurde ved at afvise at give indsigt i dokumenter, som er kommet til senere. Det er simpelthen en hån".

Usaglig behandling i Statsministeriet

Sagen forværres yderligere af den usaglige behandling, som en journalist fra netavisen altinget.dk fik, da han søgte indsigt i de samme akter, som Folkeskolen havde bedt om, mener Oluf Jørgensen.

"Da journalisten henvendte sig i Statsministeriet, optrådte den chef, han talte med, aldeles usagligt. Han sagde nærmest lige ud, at hvis du lader mig styre, hvad I får af informationer, så går det nemt. Men hvis du bruger din ret til aktindsigt, så..."

Journalisten talte med Statsministeriets chef for indenrigsområdet, Sophus Garfiel, som dengang blandt andet sagde: "Du kan ikke regne med, at vi både behandler et hav af aktindsigter, og at jeg også er flink over for dig". Dermed afslørede Sophus Garfiel sig selv i decideret usaglig behandling, mener Oluf Jørgensen. "Ja, han var jo nærmest truende over for journalisten, der blot ville bruge sin ret."

Altinget.dk klagede til Ombudsmanden og modtog derefter en undskyldning fra Statsministeriet, men det er tankevækkende, at Sophus Garfiel derefter blev udnævnt til departementschef i Undervisningsministeriet, mener Oluf Jørgensen.

"At han efterfølgende bliver placeret i Undervisningsministeriets højeste stilling, giver indtryk af mangel på respekt for offentlighedsloven i centraladministrationen", siger han.

Sophus Garfiel beklager

Over for folkeskolen.dk afviser departementschef Sophus Garfiel pressejuristens generelle kritik, men han beklager, at Undervisningsministeriet har været næsten et halvt år om at svare Folkeskolen, selv om offentlighedsloven har en svarfrist på ti dage.

"Jeg har ingen kommentar til pressejuristens generelle karakteristik af centraladministrationen. Den må stå for Oluf Jørgensens egen regning", siger han. Hændelsesforløbet i Statsministeriet med journalisten fra altinget.dk kalder departementschefen "en rigtig ærgerlig sag", som han mener "har fået lidt mere, end den kan bære". Sophus Garfiel mener ikke, at det en stor sag, men ærgrer sig over, at den har givet indtryk af, at tingene ikke gik lige efter bogen.

"Vi har efterfølgende gjort noget ud af at præcisere, at det er den selvfølgelig. Vi har beklaget, hvis journalisten har følt sig dårligt behandlet. Og så er den altså ikke længere fra min side", siger han.

Undervisningsministeriets behandling af Folkeskolens begæring om aktindsigt, som - ud over, at svaret kom 160 dage for sent - er interessant ved, at ministeriet skiftede begrundelse for forsinkelsen flere gange undervejs - kalder Sophus Garfiel "et rigtig dårligt forløb".

"Vi er grundlæggende enige i, at sagsbehandlingstiden har været uacceptabelt lang. Det kan jeg kun beklage," siger han.

Bør op i Folketinget

"Dette forløb tjener som et skrækeksempel på, hvordan en sag kan blive trukket ulovligt i langdrag. Det fortjener at komme frem, når Folketinget skal behandle forslaget til en ny offentlighedslov. En af de vigtige ting i reformen er jo at få strammet op i sagsbehandlingen, både når man henvender sig om aktindsigt, og hvis man senere vil klage over forløbet," siger Oluf Jørgensen.