Lærerne arbejder jo kun halv tid!
»De fleste lærere arbejder mellem 40 og 42 timer om ugen. Vi sidder ikke foran eleverne i alle 40 timer. Vi forbereder, har tilsyn med eleverne og løser andre administrative pædagogiske opgaver. Lige så lidt som en medarbejder i en bank sidder foran en kunde alle 37 timer om ugen. Når man arbejder med service og velfærdsområder, er en del af arbejdet at gøre sig dygtig til det, man skal foretage sig. Som en medarbejder i en bank, der forbereder sig til et kundemøde. I lærernes tilfælde for at rykke eleverne fra A til B«.
Skal man virkelig bruge timer på at forberede sig, når man har været lærer i mange år?
»Det bedste svar starter ofte med et modspørgsmål, nemlig om de selv har børn, og hvis det bekræftes, om de har holdt børnefødselsdag. Og så beder jeg dem forestille sig at holde det 27 gange om ugen. Uden at hver undervisningslektion selvfølgelig er en børnefødselsdag, men det handler om at have øje på 27 børn, at have kontakten med dem alle og indfri forventninger, der er i den forbindelse. Det plejer at virke«.
Hvorfor skal lærerne have så lange ferier?
»Når nu I misunder os vores sommer- og vinterferie, så er det jo et bytte, vi får, fordi vi er på arbejde længere tid, end I er. Jeg fortæller, at vi ligesom andre fuldtidsansatte når op på de 1.680 timer om året, vi gør det bare på kortere tid. Det er sådan set ikke for vores egen mageligheds skyld, men fordi vi har indrettet os efter, hvad forældre og elever ønsker«.
Forklar din arbejdstid
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.