I 7. klasse har eleverne 'samfundsfag light', hvor de blandt andet har lært retorik af undervisere fra ungdomsskolen.

Skoleleder: Den understøttende undervisning er et fælles ansvar

I morgen onsdag er der åben høring om understøttende undervisning på Christiansborg. Her skal skoleder Ann Christina Raunsbæk fra Nibe Skole fortælle om sine gode erfaringer med understøttende undervisning på Nibe. Lærernes tillidsrepræsentant oplever dog, at både lærere og pædagoger er pressede.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I Aalborg Kommune ligger Nibe Skole, som er én af de tre skoler, der er repræsenteret ved den åbne høring om understøttende undervisning. Høringen holdes af Folketingets Undervisningsudvalg som har inviteret skolelederne fra Nyager skole i Rødovre samt Højvangskolen og Nibe Skole, som begge ligger i Aalborg, til at præsentere, hvordan den understøttende undervisning foregår i praksis på deres skoler.

Understøttende undervisning kan bruges til faglig fordybelse og kreativitet 

På Nibe Skole er der en opdeling af hvem, der varetager den understøttende undervisning på skolens tre trin. I indskolingen står pædagogerne for de aktiviteter, der ligger i den understøttende undervisning. De står eksempelvis for gå-prøven i børnehaveklassen, hvor børnene lærer om trafiksikkerhed. På mellemtrinnet varetager både pædagoger og lærere den understøttende undervisning, hvor der er fokus på trivselssammenhænge.

"Der er en lidt mere målrettet indsats på trivselssammenhænge i mellemtrinnet. Pædagogerne går eksempelvis ind og træner med eleverne i forhold til, hvilke spilleregler de skal have for at behandle hinanden ordentligt. Men også det der ligger i, hvad vi signalerer over for hinanden, når vi siger ja eller nej til at lege", siger skoleleder Ann Christina Raunsbæk.

Både i indskolingen og i udskolingen har den understøttende undervisning også en forebyggende rolle. I indskolingen masserer børnene eksempelvis hinanden.

"Børnemassage er en forebyggende indsats for, at børnene tør være tætte på hinanden", forklarer Ann Christina Raunsbæk. Hun understreger, at r den understøttende undervisning ikke er et lukket rum i forhold til resten af skolen, men planlægges i et tæt samarbejde mellem lærere og pædagoger, som har teammøde hver uge.

"Den understøttende undervisning, som pædagogerne varetager, er helt i tråd med hvad lærerne arbejder med, når de står for den understøttende undervisning. Det er en samlet indsats. Hvis man har et bestemt fokusområde, så har hele teamet fokus på det". 

Ballerup: Flere penge til lærere i understøttende undervisning 

Tillidsrepræsentant for lærerne Jesper Larsen er dog ikke helt ligeså begejstret for den understøttende undervisning som skolelederen. Folkeskolen.dk har spurgt ham, om lærerne og pædagogerne er tilfredse med den understøttende undervisning. 

"Nej, vi er pressede, forstået på den måde at vi er en stor skole med næsten fire spor. I de årgange, hvor vi har fire spor, der er holddeling nærmest ikke eksisterende, fordi der kun er én lærer pr. klasse. Og den del af den understøttende undervisning som pædagogerne tager sig af, står de ofte alene med", siger han og uddyber, at de skal have flere resurser, hvis den understøttende undervisning skal være vellykket.

I udskolingen er det udelukkende lærerne, der står for den understøttende undervisning, fordi pædagogerne ikke har den nødvendige berøringsflade med eleverne. Udskolingen har forskellige fag på hvert klassetrin. Eksempelvis har 7. klasse i år et fag i den understøttende undervisning, som hedder samfundsfag light. Faget har til formål at brede verdenen ud for børnene, hvilket betyder at de skal have holdninger, turde diskutere og stå lidt på egne ben. Nibe Skole har haft et samarbejde med ungdomsskolen, som har kørt præsentationsteknik med eleverne, hvor de sætter fokus på retoriske teknikker.

"Den understøttende undervisning i udskolingen understøtter både, hvor eleverne er fagligt, men også hvor de befinder sig i deres personlige udvikling", siger skolelederen.

Før høring: Derfor virker den understøttende undervisning på Nyager Skole 

Powered by Labrador CMS