LøkkeFonden har endnu ikke besluttet, hvad der skal erstatte den stærkt kritiserede enhed 'læringsår' i deres afrapportering fra DrengeAkademiet.

LøkkeFonden dropper de omstridte 'læringsår'

På baggrund af heftig kritik dropper LøkkeFonden at opgøre fagligt svage elevers progression i løbet af et sommerkursus i enheden 'læringsår'. Hvad der skal stå i stedet er endnu ikke besluttet.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

LøkkeFondens DrengeAkademiet er kommet under beskydning i en række artikler i Weekendavisen den seneste tid. DrengeAkademiet er et intensivt undervisningsforløb for fagligt svage elever, og i sommer lød det fra fonden, at de 14 dages intensiv undervisning havde løftet eleverne "over 2,5 læringsår".

Men begrebet læringsår udspringer af det statistiske begreb effect size, der traditionelt bruges til at isolere, hvad et givent tiltag gennemsnitligt har af effekt på læringen i en stor gruppe af elever. Det giver videnskabeligt belæg for at sige, at den samme indsats gennemsnitligt set vil have samme effekt, lige meget hvor den bliver iværksat.

Skal man anvende det, så kræver det, at man blandt andet bruger tilfældigt udvalgte forsøgspersoner, har en kontrolgruppe og bruger validerede psykometriske test til at måle elevernes progression. Men ingen af delene lever LøkkeFonden op til, og derfor pynter deres resultater sig med lånte, videnskabelige fjer, lyder kritikken fra professor i statistik Peter Allerup.

Professor: LøkkeFondens brug af resultater er uvidenskabelig

Kritikken er kommet bag på Trine Bek Gold, konstitueret fagchef i LøkkeFonden.

"Vi synes, vi har garderet os ved at have nogle kloge folk med på sidelinjen, og lige nu bevæger fokus sig meget langt væk fra det, vi synes, vi er gode til. Nemlig at lave nogle forløb, der både fungerer som pædagogiske laboratorier og som løfter nogle af de elever, der har allemest brug for det", siger hun.

Afskaffer brugen af læringsår

LøkkeFonden har som følge af kritikken valgt at afskaffe brugen af læringsår i sine resultater. Hvad der kommer til at stå i stedet, har man ikke lagt sig fast på.

"Vi er blevet anbefalet at angive den procentvise fremgang. Men den løsning har sine udfordringer. Vi ser ofte, at en elev for eksempel i starten af forløbet kan svare rigtigt på tre ud af 50 opgaver og langt over halvdelen i slutningen af forløbet. Det vil give en procentvis fremgang på mange hundrede procent, og det vil simpelthen virke utroværdigt", siger Trine Bek Gold.

For Trine Bek Gold er det ikke vigtigt, om resultaterne kan sige noget forskningsbaseret om, hvilke resultater de isolerede tiltag på DrengeAkademiet vil kunne give andre steder.

"Vores hovedfokus er de drenge, vi har med. Vi omtaler os selv som et læringslaboratorium. Hvert år gør vi noget nyt for at se, om det har en effekt. Og det er derfor, vi har brugt en effektmåling, så vi internt år for år kan se, om tiltagene giver endnu bedre læring. Og så kan vi se, at man på KøbenhavnerAkademiet og på EsbjergAkademiet har set nogenlunde samme progression", siger hun.

"Vi er meget bevidste om, at releationer har en stor påvirkning på læringen. Og dem kan man jo ikke flytte med. Der er så mange elementer, der i samspil afgør, hvor stort udbytte elever får af undervisning. Vi   fortsætter med er blevet anbefalet at bruge læringsår til internt  at få en fornemmelse af om den samlede indsats giver mere læring år for år, når vi netop eksperimenterer med de mange elementer og samspillet imellem dem".

Derfor vil LøkkeFonden også internt fortsætte med at bruge læringsår som måleenhed, fordi det er det, man har brugt de tidligere år.

"Vi mener, det er en god indikator. Men i kommunikationen udadtil vil vi selvfølgelig finde en anden løsning. Det er ikke religion for os, og DrengeAkademiet har aldrig været ment som et traditionelt forskningsprojekt. Vi kan lave intensive læringsforløb, der virker", siger Trine Bek Gold.

Powered by Labrador CMS