Åh nej, ikke igen!

Vi var nok mange, som havde forestillet os, at arbejdsgiverne denne gang ville besinde sig og indgå en aftale. En almindelig overenskomst, intet prangende, intet, nogen kunne opfatte som privilegier – bare helt normalt som for alle andre. Der er trods alt i al fredsommelighed indgået lokale aftaler i 72 af de 98 kommuner. Det må jo være, fordi kommunerne kan se en fordel i det.

Men nej, man tror, det er løgn – vi står der tilsyneladende igen.

Meget få danskere kan gennemskue det indviklede forhandlingssystem. Medierne taler mest om frygten for lukkede skoler og daginstitutioner – og næsten ikke om, hvad der egentlig er på spil. For det er også meget få journalister, som forstår, hvad der foregår, og de er meget bange for at blive opfattet som partiske. Så de går ikke i detaljer med krav og modkrav. På den måde opretholder de en illusion om, at der er tale om ligeværdige parter, som bare skal se at komme overens.

Analyse: Den danske model er ude af balance

Men de offentlige arbejdsgivere tjener penge på en konflikt. Og de har – som alle lærere ved – et 179 personer stort tæskehold siddende på sidelinjen, hvis de skulle komme i bekneb.

Stat og kommuner håber åbenbart, at de kan gentage kunststykket fra 2013 og bosse sig til lavere udgifter i det offentlige ved at lægge kompromisets kunst på hylden til fordel for smart framing fra Moderniseringsstyrelsen. Ord som »lønfest« og »alle skal give og tage« er med til at gøde jorden i offentligheden for en opfattelse af, at medarbejdernes krav er urimelige og vil ramme de hårdt plagede skatteydere.

Men scorer arbejdsgiverne igen hele puljen via vennerne i Folketinget, bliver det en Pyrrhussejr. Det var som bekendt sådan, kong Pyrrhus vandt over romerne i år 279 før Kristus. Sejren kostede ham størsteparten af sin hær, så han var ikke meget værd bagefter.

I dette tilfælde vil sejren være med til at tage livet af den fælles folkeskole. For hvis man ikke når et kompromis, som arbejdstagerne kan leve med, rammer det knaldhårdt. Man kan presse meget igennem via lovgivning, men man kan ikke forhindre folk i at stemme med fødderne bagefter.

Tallene taler deres tydelige sprog: Forleden kritiserede Rigsrevisionen, at hver tiende ansatte i folkeskolen kun har en gymnasial uddannelse. Desuden er antallet af timelønnede vikarer steget med 47 procent siden 2014. Samtidig slår antallet af elever, der går i privatskole, nye rekorder hvert år, og det er nu flere end hver femte elev.

Kommunerne tror, at rekrutteringsproblemerne er løst i 2022. Men det er jo et halvt skoleliv! Og det regnestykke forudsætter så også, at lærerne ikke i endnu højere grad søger job uden for folkeskolen.

Så politikerne mister ganske vist ikke penge på en konflikt, men deres politiske kapital fosser til gengæld ud af kassen. Lad nu aftalesystemet virke – lærerne mener faktisk deres fremstrakte hånd. Det er ikke for sent endnu.