Skal vi frygte de professionelle forældre?

Hvad sker der, hvis forældrene mister det autentiske, og begynder at opdrage deres egne børn som om de var i institution? Hvad sker der, hvis forældrene har en professionel tilgang til børnene, hvor børnene bliver et projekt, der skal udvikle sig efter nogle læringsmål, der passer godt ind i samfundets krav?

Der er i øjeblikket et stort fokus på opdragelse. Politiken kunne fortælle om en stor stigning i tilmelding til kurser, der hjælper forældrene med opdragelsen. Psykologiske selvhjælpsbøger har længe været populære, og de fleste moderne forældre mener sikkert også, at deres børn er kompetente, som Jesper Juul skrev i 1995. Senest har Børne-og Socialministeren Mai Micado startet en debat om opdragelsen ved at nedsætte et panel af meningsdannere og eksperter, der skal igangsætte debatten om opdragelsen.

Noget af det, der kendetegner den moderne opdragelse er, at vi opdrager vores børn, som vi selv syntes det er rigtigt i modsætning til tidligere, hvor man opdragede sine børn, som andre syntes vi skulle opdrage. Man kan sige, at der er sket en professionalisering af opdragelsen, hvor det ikke længere er familien og traditionerne der er afgørende for opdragelsen, men den personlige holdning og viden om barnets udvikling. Mange af os forældre kender til psykologiske teorier, og har nogle værdier og mål, som vi gerne vil opnå med opdragelsen af vores børn. Det giver os nogle retningslinjer, når nu traditioner og autoritet ikke længere giver os det.

Samtidig er pædagogikken gennem de seneste mange år blevet en profession. En profession med en central placering i samfundet. Dels fordi vores børn tilbringer rigtig meget tid i institution, og fordi pædagogikken netop kan tilbyde nogle konkrete handlemuligheder på et område, der er fuld af dilemmaer.

Den moderne familie kan være mange forskellige ting. I takt med at den medicinske og teknologiske udvikling, er der vokset mange forskellige typer af familier frem, og det er nok mere nødvendigt nu, end nogensinde før at betragte familien som et system ud over at være en kærligheds relation.

Alt dette peger i retning af, at vi i familierne i langt højere grad bruger forskellige redskaber, som hører til pædagogikken og psykologien.

Med udgangspunkt i tilknytningsteorien handler min bekymring om tilknytning, trivsel og selvværd. Noget af der kendetegner mor/far-barn relation er ifølge tilknytningsteorien, de tidlige erfaringer med samspil. Vi trøster, leger, efterligner og spejler barnets følelser. Barnet lærer sig selv at kende gennem samspillet med mor og far. Kernen her er det autentiske, kærlige og umiddelbare, der adskiller forældrene fra alle andre relationer i barnets liv. Et samspil som er vigtigt hele vejen op igennem barndommen.

Hvad sker der, når forældrene er på arbejde derhjemme?

Et eksempel kunne være det, man kalder curlingforældrene. Her er tale om overdrevet fokus på anerkendelse af barnet og barnets behov, som følge af psykologiens fokus på barnets selvfølelse og iboende kompetencer. Denne bølge startede med den anerkendende pædagogik tilbage i 90´erne, og er måske et eksempel på, hvordan professionelle pædagogiske tilgange er blevet adopteret ind i opdragelsen.

Et andet eksempel er tilgangen til at rose børn. Mange forældre er blevet tilbageholdende med at rose børn, fordi det måske bygger deres selvværd falsk op, og giver dem en overfladisk tro på egne evner, som ikke giver et reelt selvværd. Men dette kan være problematisk, fordi det er svært at skelne mellem det ydre og det indre. Jeg mener, at ros også er en måde at sige til barnet, at det er godt nok, og hvis det ender med at vi ikke tør rose børn, kan det så ende med, at de slet ikke får det selvværd, vi så gerne vil give dem.

Et tredje eksempel er det anerkendende girafsprog som: ”Jeg kan godt se, at du er ked af det, men det skal du”. Her er intentionen god nok, men handlingen er stadig ikke anerkendende over for barnet. Dermed bliver det rent girafsprog. Rent symbolsprog hvor barnet hverken bliver hørt eller forstået.

Tilbage til udgangspunktet. Skal vi frygte de professionelle forældre?

Ja, det mener jeg faktisk, vi skal. For det første fordi børnene risikerer at miste de autentiske og kærlige forældre og dermed at få en dårlig ”kunstig” tilknytning i deres opvækst.

For det andet fordi de professionelles tilgange er en balancegang med mange faldgrupper, og det kræver uddannelse og etiske overvejelser, for at det ikke giver bagslag over for børnene.

Forældre er forældre på godt og på ondt. Der er ingen tvivl om, at man kan opdrage sine børn på mange forskellige måder og noget er bedre for ens børn end andet. Dog, må vi holde fast i det særlige ved at være forældre, og at alle må finde deres egen vej i opdragelsen.