Trivsel
13   24

Trivselsmålinger samkøres med andre test via cpr-nummer

Undervisningsministeriet har sat trivselsmålinger i bero, ind til det er afklaret, om det er i orden, at de såkaldt anonyme målinger registreres sammen med elevernes personnummer. Også for eksempel elevernes testresultater og PPR-udredninger registreres på personnummer.

Når børn helt ned til 1. klasse svarer på spørgsmål om ensomhed, ondt i maven og mobning i de årlige trivselsmålinger i folkeskolen, bliver deres svar på de følsomme spørgsmål gemt sammen med deres cpr-nummer, på trods af at det af testen fremgår, at besvarelserne er anonyme.

Det er muligvis i strid med lovgivningen, og derfor har undervisningsminister Merete Riisager udskudt årets trivselsmåling indtil det er blevet undersøgt, om man holder sig inden for det tilladte. Flere forældre har ifølge Politiken anmeldt Undervisningsministeriet til politiet for brud på persondataloven.

Artiklen fortsætter under banneret

Trivselsmålingerne er dog ikke de eneste undersøgelser i folkeskolen, hvor elevernes resultater opbevares for eftertiden sammen med elevernes cpr-numre. Det gælder også for eksempel de nationale test, PPR-udredninger og afgangskarakterer.

Muligheden for at koble elevernes svar i trivselsmålinger med oplysninger om deres baggrund og resultater i andre test er anvendt i flere af ministeriets analyser, oplyser ministeriet i et skriftligt svar til folkeskolen.dk:

"Indsamles data ikke på cpr-numre, vil det ikke være muligt statistisk at følge eleverne igennem uddannelsessystemet eller at koble deres trivsel til faglige resultater, forældrebaggrund, etnicitet, helbredsoplysninger o.a., som kan have en afgørende sammenhæng med og forklaringskraft ift. elevens trivsel".

Samfundsdebattør Jeppe Søe holder sin søn hjemme fra de nationale test af selv samme grund.

"Hans cpr-nummer er fortsat rent som det bør være hos et barn på ni år", skriver han i et blogindlæg på folkeskolen.dk, som fortsætter:

"Når han sættes foran computeren for at svare på, hvad inflammatorisk betyder, bliver han ikke en bedre elev. Og læreren ikke en bedre lærer. Men lad os endelig starte med at stoppe, fordi det er ulovlig data. Det gør mig ikke meget at se bort fra alle andre argumenter, hvis et enkelt viser sig at være nok".


Ministeriet: Eksperter har anbefalet data på individniveau

Undervisningsministeriet oplyser, at spørgsmålene i trivselsmålingen er udformet af en ekspertgruppe, som anbefalede, at trivselsmålingerne blev gennemført på individniveau, så besvarelserne kan samkøres i statistisk og forskningsøjemed med andre data.

Når data bliver indsamlet på en måde, hvor den kan henføres til et cpr-nummer, så skyldes det alene, at det gør det lettere at sammenligne med andre elevdata, når man skal lave statistik eller forske. Resultaterne af dette statistiske eller forskningsarbejde kan man ikke læse personlige oplysninger ud af, understreger ministeriet.

"Det er centralt for udviklingen af uddannelserne og skolernes arbejde med elevers trivsel at kunne analysere elevbesvarelser fra trivselsmålingerne koblet med andre uddannelsesrelevante data. Det sikrer muligheder for et solidt forskningsmæssigt grundlag for at udvikle evidensbaseret politik og praksis", lyder det i mailsvaret.

Ministeriet understreger, at det vil være ulovligt, hvis statistikker bliver offentliggjort på en måde, hvor den enkelte elevs besvarelse vises eller kan udledes.

Enkelte medarbejdere i Undervisningsministeriet har adgang til besvarelserne på individniveau til brug for statistiske undersøgelser, ligesom eksterne forskere og andre myndigheder kan få udleveret persondata, så længe Datatilsynets regler til beskyttelse af persondata følges. 

Forældreforeninger bakker op om stop for trivselsmålinger

I foreningen Skole og Forældre, der repræsenterer forældre i skolebestyrelser, er formand Mette With Hagensen godt tilfreds med, at Merete Riisager nu vil undersøge, om trivselsmålingerne kan være i strid med loven.

"Vi har tidligere bragt problemstillingen, om hvem der har adgang til data om vores børn, op for det politiske niveau. Det vigtigste for os er at få svar på, hvad data bliver den brugt til, og hvordan vi som forældre kan få lov til at melde til eller fra. Forældrene skal naturligvis have fuldt klarhed over, hvem der ejer data om deres børn, og hvad den bliver brugt til", siger hun.

Så længe data udelukkende bruges til statistiske og videnskabelige formål, har forældre ikke ret til at få indsigt i, hvilke data der er indsamlet om deres barn, oplyser ministeret i sit skriftlige svar:

"Endvidere gælder det, at der ikke er pligt til at slette oplysninger, der udelukkende behandles til videnskabelige eller historiske forskningsformål eller til statistik. UVM/STIL sletter således i dag ikke data fra ministeriets statistikberedskab". 

Mette With Hagensen er dog ikke som Jeppe Søe bekymret for, at andre testresultater opbevares sammen med elevernes cpr-numre.

"Trivselsmålingerne indeholder spørgsmål, der går meget tæt på børnenes følelser og personlige tanker. Når man siger trivselsmåling, så tænker både barn og forældre, at det er noget, der skal udfyldes for at arbejde konkret med trivslen i klassen. Nationale test handler om de faglige præstationer. Dermed dog ikke sagt, at de data skal være frit tilgængelige for alle", siger Mette With Hagensen.

Allerede sidste forår gjorde foreningen Folkeskoleforældre opmærksom på, at man anså det for at være et problem, når svar på følsomme spørgsmål bliver gemt sammen med cpr-nummer.

"Hvis man slår ordet 'anonym' op på den danske ordbog ordnet.dk fremtræder betydningen 'uden kendt navn eller identitet; uden afsender eller forfatternavn'. Hermed må både lærere, forældre og ikke mindst elever forvente, at anonyme besvarelser bliver registret uden afsender, det vil sige kun selve undersøgelsens besvarelse bliver registreret hos Undervisningsministeriet. Men sådan forholder det sig ikke. Og konsekvenserne kan være foruroligende!", skrev næstformand Anette Lind i en blog på folkeskolen.dk.

Analytiker: Data er vigtig, hvis vi skal forbedre skolen

I maj kunne Arbejderbevægelsens Erhvervsråd offentliggøre en analyse, der konkluderede, at børn af enlige mødre på kontanthjælp klarer sig dårligt i nationale test i 6. klasse. Den analyse kunne ikke være lavet, hvis ikke data var knyttet til cpr-numre.

"Det er vigtigt for os at have adgang til de data for at kunne kortlægge udviklinger i, hvordan eleverne klarer sig. Første skridt i forhold til at kunne forebygge uheldige tendenser og at skabe udvikling er, at man præcist kan analysere, hvordan tingene reelt hænger sammen. Endnu vigtigere er det jo, hvis man kan bidrage til, at børn kommer videre og klarer sig bedre, end de ellers ville", siger analysechef i Arbejdernes Erhvervsråd Mie Dalskov Pihl.

Hun understreger, at præcis dataanalyse er uvurderligt som grundlag for at kunne lave de rette tiltag i skolen, når det kommer til for eksempel negativ social arv og trivsel.

"Man kan give børn nok så mange dansk- og matematiktimer, men hvad nytter det, hvis man ikke trives i skolen? Og hvad skal der så til for at skabe den trivsel? Det kan dataanalyse gøre os klogere på".

Mette With Hagensen kan godt forstå, at forskerne gerne vil have adgang til så korrekt og specifik data som muligt.

"Men data kan bruges til både rigtig meget godt og rigtig meget skidt. For os som forældre vil førsteprioriteten altid være at få beskyttet vores børns data - nu og i fremtiden", siger hun og tilføjer:

"Data til trivselsmålingerne er altså indsamlet i den kontekst, at børnene tror, at hvis de deler meget personlige oplysninger, så er der nok nogle voksne, der gør noget ved det, man render rundt og er ked af. Ikke at nogle voksne kan forske i, hvad min trivsel i 3. klasse gør ved min tilknytning til arbejdsmarkedet, når jeg er 45 år".


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ

It-netværket er for alle, der underviser i eller interesserer sig for it i folkeskolen. 

Læs mere om de faglige netværk
Nu får du et nyhedsbrev (inkl. fagrelevante annoncer) fra netværket. Du kan ændre dine valg af nyhedsbreve på din profilside.
11.218 andre er allerede tilmeldt