Lærernes sår fra de sammenbrudte overenskomstforhandlinger, lockouten og regeringsindgrebet i 2013 er ikke lægt. Lov 409 og skolereformen presser stadig lærernes tid til forberedelse. Et helende plaster på såret vil være et nyt forlig med aftalte rammer for lærernes arbejdstid.

I begyndelsen af året stod lærernes formand, Anders Bondo Christensen, frem og erkendte, at Danmarks Lærerforening (DLF) i 2013 ikke havde talt sin sag godt nok over for resten af fagbevægelsen. Derfor havde lærerne stået alt for alene over for arbejdsgiverne. Den fejl kommer ikke til at ske igen i 2018, gjorde han klart. Kort før jul udvekslede de offentlige arbejdsgivere og arbejdstagere så deres krav og satte overenskomstforhandlingerne i gang.

Og udgangspunktet er helt anderledes denne gang. Alle offentlige personalegruppers organisationer har indgået en musketer­ed, hvor de bakker lærerne op. De offentligt ansatte afviser selv at begynde at forhandle, før lærerne har fast grund under fødderne. Det har de skrevet i et brev til KL og statens forhandler, Moderniseringsstyrelsen. I brevet kræver de reelle forhandlinger om lærernes arbejdstid, og de står fast på den usædvanlige solidaritet:

»Vi går slet ikke i gang med at forhandle, før der er skabt et fundament for en ny arbejdstidsaftale for lærere og undervisere«, sagde FOA-formand Dennis Kristensen på en pressebriefing få dage før udvekslingen af krav.

»Det er historisk, at alle organisationer går sammen og bakker op om en enkelt gruppes krav på det her område«, sagde formanden for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen, der også er formand for Forhandlingsfællesskabet.

Flere forhandlinger på samme tid

Usædvanlig solidaritet

Blandt forskere er der også blevet lagt mærke til den usædvanlige musketered. Arbejdsmarkedsforskerne Mikkel Mailand og Nana Wesley Hansen fra Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier, Faos, Københavns Universitet, noterer sig således, at »Solidariteten mellem grupperne og på tværs af forhandlingsbordene synes derfor denne gang at være blevet styrket«.

KL mærker også presset. To uger før kravene blev udvekslet, blev lærerne derfor inviteret til at forhandle om arbejdstiden. KL's politiske topforhandler, Michael Ziegler, trak også forhandlingerne om lærernes arbejdstid frem, da han præsenterede KL's samlede krav foran pressen tolv dage før juleaften. Her gjorde han det klart, at KL vil forhandle. Men det er ikke ensbetydende med, at KL's og lærernes forhandlere kan blive enige om aftalte rammer for lærernes arbejdstid.

»Jeg tror, det står klart for enhver, at vi har nogle synspunkter omkring arbejdstid, som vi også mener temmelig dybtfølt. Så jeg kan ikke love jer, at det bliver nemt«, sagde han. En uge før jul udsendte Forhandlingsfællesskabet for de offentligt ansatte en meddelelse, hvor de understregede, at overenskomstforhandlingerne er sat på standby, indtil der kommer reelle forhandlinger med lærerne.

»Det er positivt, at KL signalerer vilje til at indgå i forhandlinger med lærerne, og at de første møder har været afholdt. Det er imidlertid afgørende, at der kommer reelt indhold i forhandlingerne«, står der i meddelelsen.

Og lige her mener arbejdsmarkedsforskerne fra Faos, at solidariteten hurtigt kan komme på prøve: »Det store spørgsmål er dog, hvornår realitetsforhandlinger med de mange andre lønmodtagerorganisationer vil gå i gang, hvis lærerne fortsat melder om mangel på forhandlingsvilje hos arbejdsgiverne, når vi når et stykke ind i forhandlingerne«.

FOA's formand, Dennis Kristensen, sætter gerne ord på, hvor meget der skal til, før der er tale om reelle forhandlinger:

»Vi vil ikke blande os i lærernes forhandlinger. Men der skal være et stykke papir, som begge parter anerkender er grundlaget for forhandlingerne. Hvad det papir så skal indeholde, det ligger på lærernes bord«.

Og lærernes formand er godt klar over, at opbakningen forpligter: »Det fantastiske rygstød, vi har fået, stiller også store krav til os. Vi skal selvfølgelig gøre alt, hvad vi kan, for at komme i reelle forhandlinger og få landet et resultat. Det er vi helt klar over«, siger Anders Bondo Christensen.

Fremtidsscenarier

Mikkel Mailand og Nana Wesley Hansen fremhæver, at det er svært at komme med scenarier for, hvordan forhandlingerne ender. Men i et notat har de alligevel opstillet tre muligheder:

• Det mindst sandsynlige scenarie er, at der bliver et udviklingsforlig, hvor parterne ikke tager fat på de store udfordringer. Men der bliver taget hul på langvarige udfordringer som kompetenceudvikling og psykisk arbejdsmiljø og arbejdstid på andre områder end lærerområdet.

• Et andet scenarie er et vedligeholdelsesforlig, hvor de største udfordringer, herunder lærernes arbejdstid, først bliver løst langt henne i forhandlingsforløbet. Forskerne mener, at det, som taler for denne model, er, at parterne ikke som i 2013 taler meget om konfliktforberedelse. Desuden ser det ud til, at parterne er villige til at strække sig meget langt for at undgå konflikt.

• Det tredje scenarie er, at der slet ikke bliver et forlig, det betyder, at overenskomsterne fortsætter - eller at det ender i konflikt. Hvis Anders Bondo Christensen overbeviser resten af organisationerne om, at der ikke er realitetsforhandlinger, og de øvrige forhandlinger derfor ikke går i gang, kan det ende med, at de nuværende overenskomster løber videre, så længe der er tålmodighed til det.

»Resultatet vil være, at de nuværende overenskomster løber videre, indtil situationen er afklaret, eller at der opnås enighed om at udskyde forhandlingerne for eksempel med ét år«, skriver forskerne i notatet.

Endelig kan det hele ende med et konfliktscenarie, hvor den ene af parterne på et tidspunkt beslutter sig for at sende et konfliktvarsel. Hvis mægling ikke lykkes, bliver der konflikt. Som i 2013 kan det igen presse regeringen til et politisk indgreb i konflikten.