Anmeldelse Pædagogik
0   253

”Har du forstået det? Godt, så går jeg videre”

Louise Klinge har skrevet en grundlæggende god bog om en af lærerarbejdets grundlæggende udfordringer, nemlig relationen mellem elev, lærer og fag. Treklangen. Det er en bog, der fortjener mange læsere.

Lærerens relationskompetence

Fakta


Titel
Lærerens relationskompetence

Forfatter
Louise Klinge

Pris
320

Sider
270

Forlag
Dafolo

I en tid, hvor de bøger, der skrives om skole og uddannelse, er domineret af artikelsamlinger, er det dejligt at møde en bog, der både er sammenhængende, velskrevet, nuanceret og grundig i sin beskrivelse af anvendte teorier og den praksis, der analyseres på.

Artiklen fortsætter under banneret

Det er en bog med mange gode sider, en bog, der formidler svært stof om en vigtig del af læreres arbejde - relationskompetence. Relationer opleves altid fra to sider: Der er elevens oplevelse, og der er lærerens oplevelse af skolehverdagens hurtige hændelser. Og det er altid kompliceret. "Det er krævende at agere relationskompetent", skriver Louise Klinge.

Det er en vigtig pointe i bogen, at begge sider af relationen beskrives grundigt. Lærere har behov, der skal understøttes, for at den nødvendige kompetence skabes og vedligeholdes, og lærere skal lære at blive relationskompetente både gennem deres grunduddannelse og gennem læreprocesser på arbejdsmarkedet. Tre elementer er i spil her: Lærere har psykologiske behov for eksempel om selvbestemmelse, oplevelse af nødvendig kompetence og samhørighed, tre begreber, som mange kender fra tekster om at styrke elevers motivation i undervisningen.

Der er lærere og elever ikke forskellige. Naturligvis. Lærere skal have både almen og specifik viden om børn, almen viden fra det pædagogiske og psykologiske fagområde og specifik viden om grundlæggende begreber som trivsel og læring. Lærere skal have en "forholdemåde", en "receptiv rettethed", der kan håndtere undervisningssituationens komplekse sammenblanding af fagligt indhold, elevens tilstedeværelse og lærerens opmærksomhed på sin egen tilstedeværelse. "Jeg er meget opmærksom på min stemme. Når jeg nogle gange hører, at min stemme er ved at blive skinger, så skynder jeg mig at sænke stemmen", som en lærer siger i bogen.

Bogens store styrke er beskrivelserne og analyserne af elevernes perspektiv på undervisningen og deres fortællinger om lærere, der gør det godt – er relationskompetente – og lærere, der ikke er det, som når en elev fortæller: "Jeg er også bange, når en lærer råber ad mig, for jeg er følsom". Eller fra observationer af konkret undervisning med de to lærere Sif og Bente, der deler klasse. Sif med udfordringer i rollen som lærer og så Bente: "Man kan godt lide Bente, fordi hun er rolig - altså hun skælder ikke så meget ud. Hun siger hellere, hvad man skal gøre, i stedet for hvad man ikke skal gøre", som en elev siger. Relationskompetence i en nøddeskal.

Louise Klinge beskriver, hvordan elever motiveres i mødet med læreren og faget, læreren repræsenterer. Og her er der en vigtig pointe, der præciseres flere gange i bogen: Fag og trivsel hænger sammen. Lærer og elever mødes altid om noget, det fælles tredje: "Trivslen skal udspringe dels af den gode stemning, som den faglige fordybelse foregår i, dels af arbejdet med det faglige, der er så engagerende og meningsskabende, at børnene kan glemme sig selv og det, der måske er svært i deres liv", og "det er af stor betydning, at du som lærer ved, at trivsel og læring hænger sammen som ærtehalm i forhold til alle børn, at de begge skal ledsage hinanden i undervisningen, og hvordan man konkret lykkes hermed".

Man kan som læser hæfte sig ved, at der står "børn" og ikke elever. Er der børn eller elever i skolen? Louise Klinge argumenterer for, at der altid er børn i skolen, og at der altid bør være børn i skolen. Barnet som eksistens er baggrunden for den elevrolle, som barnet kan udfylde. Det er interessant læsning om en af skolens grundlæggende udfordringer.

Louise Klinge bruger teoretikere, man ikke ofte støder på i vores danske sammenhæng, nemlig Max van Manen og Nel Noddings, der begge er pædagogiske filosoffer. De skriver om undervisning som et grundlæggende etisk forhold mellem mennesker. Nel Noddings skriver om omsorgsetik, Max van Manen skriver om "det pædagogiske øjeblik", der, hvor læreren "er sensitiv og kan fortolke indre tanker, forståelser, følelser og ønsker hos børnene ud fra indirekte tegn som gestik, opførsel, udtryk og kropssprog".

Ingen underviser kan være uberørt efter læsning af denne bog. Derfor er det en vigtig bog for alle undervisere i skolen og på læreruddannelsen.

Louise Klinge skriver, at hun har en bog nummer to på vej rettet mod læreruddannelse og teamsamarbejdende lærere, en bog med øvelser. Det lyder godt! Og så er der en bog på vej om skældud skrevet sammen med Erik Sigsgaard. Også det lyder godt.


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ