Nogle af øvelserne skulle udføres to og to.

Motorikken skal støtte læringen i Kolding

På Lyshøjskolen i Kolding var eleverne fra 0.-6. årgang fredag inden påske i fuld sving med krydsbevægelser og koordinationsøvelser. Motorikøvelserne, som kan bruges i undervisningen, i pauserne eller derhjemme, skal stimulere elevernes indlæringsevne.

Publiceret Senest opdateret
Øvelserne kan varieres i en uendelighed, så sværhedsgraden passer til elever i alle aldre.
Mototik-øvelserne blev præsenteret fredag før påske, og nu er meningen, at de skal implementeres i skolehverdagen.

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Projekt Motorikken er et samarbejde mellem Lyshøjskolen og Kfum Idrætsforbund. I fredags var 700 elever samlet i Lyshøjhallen, hvor idrætsforbundet introducerede eleverne for øvelserne.

For eksempel skulle de løbe langs en steg på gulvet og skiftevis placere den venstre fod til højre for stregen og den højre fod til venstre for stregen. Hvis det er for let, kan de prøve at gøre det, mens de løber baglæns, og det er i det hele taget en øvelse, som kan varieres i det uendelige, fortæller lærer Jan Sørensen, som sammen med kollegaen Rikke Egsgaard er initiativtager til projektet.

"De umiddelbare tilbagemeldinger, vi har fået fra eleverne, har været, at det er sjovt og svært. Og det skal det også være. Især når det er første gang, de bliver introduceret for øvelserne", siger Jan Sørensen.

Motoriske øvelser som en del af dagligdagen

Projektet er både inspireret af hjerneforsker Ann-Elisabeth Knudsens fokus på sammenhæng mellem motorik og læring og af at Kfum Idrætsforbund i forvejen besøger for eksempel håndboldklubber og virksomheder for at introducere øvelserne.

Efter påskeferien er planen, at eleverne skal øve sig på øvelserne i idrætstimerne, i frikvartererne og derhjemme og inden sommerferien skal de testes i øvelserne.

"Jeg kunne godt tænke mig at øvelserne bliver implementeret i den daglige undervisning. I de små klasser kunne det for eksempel være ved at vores legegrupper kunne inspirere eleverne. Eller når eleverne skal have en pause efter stilsiddende arbejde, kan man i stedet for at sende dem ud på egen hånd i fem minutter, sige til dem, at de skal lave en bestemt øvelse".

Ud over fredagens introduktion hænger der også beskrivelser af de forskellige øvelser rundt om på skolen.

Det er første gang Lyshøjskolen etablerer et sådant samarbejde med en lokal idrætsforening, fortæller Jan Sørensen, som glæder sig til at se, hvad projektet byder på.

"I første omgang handler det om, at få gang i projektet. Vi skal have gang i øvelserne, og vi skal se om vores øvelsesvalg til de forskellige klassetrin har ramt plet. Vi kommer til at gøre os en masse erfaringer, og til sommer skal der evalueres. Men jeg kunne godt tænke mig, at vi også i de følgende år fortsætter med øvelserne", siger han.