Politikere lytter til lærerne

Budgetaftale for 2018 tilfører fem millioner kroner til skolerne i Vordingborg. Politikerne overvejer også at indføre ny tildelingsmodel.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det er et problem, at der skal 22 elever til at udløse en lærer, når mange skoler kun har 17-18 elever i klasserne. Det erkender formanden for børne-, unge- og familieudvalget i Vordingborg Kommune, Kirsten Overgaard (Venstre).

»Det er skolernes opfattelse, at de har for mange timer med samlæsning på grund af lave klassekvotienter, så vi har indgået en budgetaftale, som fra 2018 tilfører skolerne fem millioner kroner om året«, siger hun.

Beløbet skal lægges oven i det nuværende budget på 350 millioner kroner og rækker til to lærere per skole i gennemsnit. Såfremt pengene bliver udmøntet på den måde.

»Det er et plaster på såret for de skoler, som ikke har 22 elever i klasserne. Jeg havde gerne set flere penge til mit område, men vi kan ikke bruge løs på grund af økonomiaftalen mellem regeringen og KL«, siger hun om aftalen, der er indgået af Venstre, Dansk Folkeparti og De Konservative. De tre partier mønstrer lige nøjagtig flertal i byrådet.


Kun 84 procent af timerne dækket

I Lærerkredsen Faxe Vordingborg frygter formand Lene Høiriis Nielsen, at pengene er bevilget, fordi der snart er kommunalvalg.

»Skolerne får det svært, hvis de skal spare pengene igen i 2019. De har været fanget af samlæsning i flere år, og lærerne har en stor opgave med at holde regnskab med, om eleverne får den undervisning, de skal have i de forskellige fag. I dag har vi for eksempel en afdeling, som kun får penge til 84 procent af lektionerne, og så skal der vendes meget op og ned på tingene for at få det til at fungere«, siger Lene Høiriis Nielsen.

Udvalgsformand Kirsten Overgaard afviser, at bevillingen bunder i, at der snart er kommunalvalg: »Vi har kontinuerligt tilført flere penge til folkeskolen. Sidste år var det tre millioner, men valgåret kan selvfølgelig have indvirket positivt på beløbets størrelse i år«.

Skoler har ikke råd til en lærer i alle timer

Ny model vil omfordele penge

Kirsten Overgaard anerkender, at det ikke er ideelt, at én lærer skal undervise omkring 40 elever i 1. klasse på én gang, som der er et eksempel på. Hun peger på, at udvalget netop har haft en ny tildelingsmodel i høring. Den vil flytte penge fra kommunens to store skoler til de tre små. I alt vil cirka tre millioner kroner blive omfordelt, hvis modellen bliver vedtaget. Det er ikke den eneste ændring.

»Den nuværende model dikterer blandt andet, hvor mange ledere og administrative medarbejdere skolerne skal have. Den stramme styring skyldes, at vi ikke vil have budget­overskridelser, men skolerne er dygtige til at styre økonomien, så vi vil give dem større frihed«, siger Kirsten Overgaard.

Men det er svært at lave en rimelig model uden penge nok i systemet, mener kredsformand Lene Høiriis Nielsen: »Nogle skoler vinder på den nuværende model, mens andre vil stå bedst med en ny tildeling. Men de skoler, som mister penge, har ikke noget flødeskum at tage af«.

Med fem millioner kroner ekstra i budgettet er der mulighed for at kompensere de store skoler, påpeger børne- og kulturdirektør i Vordingborg Jakob Thun.

»Det er ikke optimalt, at nogle skoler er nødt til at planlægge med samlæsning, så det prøver politikerne at løse«, siger han.

Børne-, unge- og familieudvalget havde forslaget om en ny tildelingsmodel på dagsordenen i sidste uge. Udvalget ønsker fortsat en ny model og anbefaler, at det nye byråd, der tiltræder til nytår, nedsætter et midlertidigt udvalg til at forestå det videre arbejde.