Nemt er det ikke

De kommentarer, der er kommet til mit bidrag ’Realismen og realisterne’ (nærværende site 8.oktober), giver anledning til et forsøg på en præcisering – en præcisering, som nok vil kunne mudre vandene til.

Jeg hævder i indlægget, at Løgstrup i sit foredrag ’Skolens formål’ er en realistisk pædagog, og at hans realisme står i kontrast til to typer af realismer, som skolen traditionelt kultiverer. Lad mig dog straks understrege, at jeg tror, der er flere typer af realisme på spil i skolen og blandt lærerne, og gudsketakoglov for det.

Det er et spørgsmål om, hvordan begrebet ’uoverkommelighed’ skal forstås. Jeg hælder ikke til at tolke det sådan, at det er omfanget og spændvidden af opgaver, skolen skal løse, der henvises til. Dette synspunkt kunne man kalde en slags neo-realisme. Men, denne byrde kunne jo lettes gennem vedtagelser. Man kunne jo bare sige, at skolen kun handler om kundskaber (så kan alt det andet sejle i sin egen sø).

Jeg hælder heller ikke til at tolke begrebet som noget, der kan sidestilles med et sisyfos-arbejde. Dette synspunkt kunne man kalde en slags naturalisme. Ganske vist har det det ved sig, at vi ikke helt kan blive færdige med tingene (som Sisyfos), at det er slidsomt og vanskeligt på mange måder, og at vi er nødt til at begynde forfra igen og igen. Men, vi må dog alligevel indrømme, at vi så risikerer et en smule selvplagerisk skolebegreb. Men, at der diskuteres dilemmaer og dybt- eller knapt så dybtstikkende holdninger i undervisningen, det betragter jeg som udmærket.

Her er der grund til endnu en understregning, nemlig, at jeg har den allerstørste respekt for lærere. At være lærer er for mig at se det fornemmeste, man kan være. Når jeg siger, at der er mange realismer på spil i skolen og hos lærerne, så er det derfor ment overordentligt positivt.

Pluralismen

Men det er ikke helt det, Løgstrup sigter til, tror jeg. Jeg har den opfattelse, at ’uoverkommeligheden’ skal forstås som knyttet til det, han kalder ’de uløselige problemer’ som igen skal forstås som knyttet til begrebet om tilværelsesoplysning. Man skal lægge mærke til, at Løgstrup binder sig op på, at det skal fremgå af formålet, at det er uoverkommeligt at holde skole. Hvem ville gerne se et skoleformål, der er forenklet selvplagerisk?

Klasseværelset er en sociologisk banegård, var der engang én, der skrev. Det samme bør lærerværelset være. Det betyder ikke, at man ikke som lærer kan arbejde med på krav, man ikke er enige i, og at der ikke er plads til uenigheder, kompromisser og pragmatik. Tværtimod.

Men, hvis vi i skolen – og alle andre steder – ikke har mere på sinde end at spørge hinanden om, hvor vi er på vej hen fra det ikke-sted en banegård er, så gør vi måske ganske vist hinandens liv interessante i nogle få sekunder men en skole har vi ikke fået ud af det. Vi har nemlig ikke som fri mennesker fundet ud af noget sammen – som er den gammelgræske betydning af ordet skole, Løgstrup henviser til. Vi har fået en ansamling af selvreferentielle identiteter.

Og på samme måde har vi, hvis vi gør skolen til et sted, der ikke bare fysisk men også åndeligt og følelsesmæssigt og mentalt er helt igennem lokalisérbart, heller ikke skabt en skole. Da har vi måske nok skabt en interessant ’skole’, der kan plapre her fra og til evigheden om, hvad ’den er ’optaget af’, og hvor alle hvert sekund ved, hvad, de skal gøre (og tænke) men også en skole, der har beslaglagt læreres og elevers åndsfrihed, og hvor det vil være forbudt at kede sig og drømme og skrive digte, en læring-til-døden skole.

Hvis vi har eller får en skole alle kan samle sig om, så vil ingen kunne se sig selv i den, og vice versa. Jeg tror, det er noget i den retning, Løgstrup henviser til.

Kilder:

K.E.Løgstrup: Skolens formål