Anmeldelse

Aktivitetshjulet

"Aktivitetshjulet" sætter skolen i bevægelse

"Aktivitetshjulet" er et didaktisk redskab til udvikling af bevægelse i skolen, idrætsaktiviteter og idrætsundervisning. Materialet giver fine muligheder for at beskrive, analysere, reflektere og udvikle aktiviteter, også med særlig fokus på læring.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Aktivitetshjulet" giver undervisere og elever gode muligheder for at være med til at udvikle aktiviteter gennem bevægelse i skolen og i idrætsundervisningen, således at man eksempelvis kan fastholde målstyring, nye undervisningsformer og tydelig involvering af eleverne gennem undervisningen.

Fakta:

Titel: Aktivitetshjulet

Pris: 62,50

Serie: Sunde børn bevæger skolen

Type: mappe

Forlag: Dansk Skoleidræt, TrygFonden

Pris: 18,75

Type: plakat

Materialet indeholder aktivitetshjul i forskellige udgaver, og disse udgaver kan let anvendes i en idrætspraksis, og en plakat. De forskellige udgaver af "Aktivitetshjulet" har anvendelsesmuligheder, der giver udviklingsprocessen af aktiviteter gode vilkår. Arbejdet giver tydelige muligheder for at lægge vægt på læringsmål, udvikling af nye spil og lege samt fokus på elevernes evne til at føle ejerskab for idrætsaktiviteten.

"Aktivitetshjulet" bygger på tre grundlæggende elementer: ”indholdsringen”, ”procesringen” og ”helhedsmodellen”. ”Indholdsringen” arbejder med krop, tid, rum, relationer, rekvisitter og retningslinjer. Gennem ”procesringen” lægges vægt på fokus, feedback, formidling og igangsætning. Arbejdes der med alle elementer, er det ”helhedsmodellen”, hvor der sættes fokus på drivkraft, interaktion og energi i øjeblikket.

På websitet sundebørnbevægerskolen.dk findes der en meget tydelig video, der er en grundig gennemgang af materialet, og den beskriver de mange anvendelsesmuligheder.

Materialet anbefales til alle lærere, pædagoger og studerende, der arbejder med bevægelse i skolen og med idrætsfaget. Aktivitetshjulet giver kvalificeret mulighed for at arbejde med målsætning, feedback, udvikling af bevægelsesfelter, idrætsområdet og med tydelig elevmedbestemmelse, hvilket givetvis også vil fastholde motivationen på idrætsområdet.