Anmeldelse

På kanten

En fortælling om tab, sorg og venskab

***** - fem stjerner ud af fem

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Jakob, Bjarke og Thais er bedste venner. Jakob skal dog altid være først og bedst med alt, og nogle gange får han nogle rigtig dårlige idéer såsom at gå i vandet en sen eftermiddag i efterårsferien. Han er først i og hurtigt længere ude, end de plejer, og end de må, og da de to andre når derud, hvor han skulle være, kan de ikke få øje på ham, kun hans gule luftmadras, og der er rigtig gang i strøm og bølger. Bjarke og Thais må hurtigt indse, at de har mistet Jakob og må redde sig selv, inden det er for sent, og melde ulykken til Jakobs forældre.

Fakta:

Titel: På kanten

Forfatter: Sissel Bergfjord

Illustrator: Halfdan Pisket

Pris: 280

Sider: 62

Serie: Læseklub

Forlag: Alinea

Ind i denne fortælling, som fortælles af Thais, fortæller han også historien om, hvordan han for knap et halvt år siden mistede sin far. Så der er mange følelser på spil for Thais, og heldigvis er Jakob hjemme i god behold. Det kommer der selvfølgelig en voldsom reaktion på fra Bjarke og Thais, der føler sig ført på vildspor af Jakob. Men på trods består venskabet.

Det er på alle måder en gribende fortælling om tab, sorg og venskab skrevet i et smukt og elegant sprog, hvor der ved den læsetekniske bearbejdning med korte sætninger kommer en rytme, der nærmest gør fortællingen lyrisk, og hvor de sort-hvide illustrationer gør historien til en både smuk og dramatisk billedfortælling. Tre sætninger, som især har gjort indtryk på mig, er som den første, når Jakob tager en forhastet beslutning: ”Beslutningen, der ligesom tager sig selv!” Den anden er, når kollegerne på Thais’ fars arbejdsplads skal mindes faderen: ”... og hørt lyden af et lager sat på pause”. Og den tredje er ”Resten af livet vil vi skulle bære rundt på denne dag”. Dette bliver sagt af Thais ved hans fars bisættelse og kunne også siges efter denne dramatiske eftermiddag.

Bogen er udgivet i serien "Sort Læseklub", som henvender sig til børn og unge fra cirka 12 år. Der findes læseforståelsesopgaver på nettet.

Anbefales på det allervarmeste.