Anmeldelse

Lillefingeren

Surrealistisk og smuk

Store spørgsmål i en lille bog med masser af stof.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Jesper Wung-Sungs "Lillefingeren"illustreret af Otto Dickmeiss, er en forunderlig, eventyrlig og tankevækkende historie om de eksistentielle livtag med tilværelsen: sygdom, lidelse, kærlighed. Jesper Wung-Sung har altid noget – meget! – på spil, når han skriver. Sygdom spiller i øvrigt en stor rolle i Wung-Sungs seneste udgivelser. Den smukke bog om William og kræften, "Ud med Knud" (2014), som var nomineret til Nordisk Råds Børne- og Ungdomslitteraturpris, er ét eksempel, "Lillefingeren" et andet.

Fakta:

Titel: Lillefingeren

Forfatter: Jesper Wung-Sung

Illustrator: Otto Dickmeiss

Pris: 199,95

Sider: 90

Forlag: Høst og Søn

Arne, storebror og langtidssyg, og Finn, lillebror, er som en absolut undtagelse alene hjemme, hvor farmor ellers passer på til hverdag, men hun er lige i dag til portugisisk, og forældrene har trukket veksler nok på deres arbejde. Lillebror Finn kommer ind til Arne og meddeler, at han har skåret sin lillefinger af. Storebror Arne tager omgående affære og foranstalter en jagt på Finns lillefinger. Først tror de, at hundene kan have taget den, så forsøger Arne at muntre Finn lidt op ved at sige, at han nu er en slags krigsveteran. De to drenge er forbi pølsevognen, hvor Jesper Wung-Sung leger godt med alle slangordene for pølser. De er hos rockerne i rockerborgen, hvor lederen har en halskæde med afskårne fingre, de er hos aktiehandleren, hos skattevæsenet, på kongeslottet, hvor man jo bruger strittende lillefingre, når der drikkes te. De er også i skoven, hvor de møder tykke Hans (”Hans og Grete”). De er også i kirken, hvor de forsøger at snakke med Gud og Jesus, men responsen er skuffende nok lig nul. Summa summarum: Ingen har set Finns lillefinger.

Da de vender tilbage til huset, er det, som om situationen har ændret sig, og den helt afgørende forskel er, at Finn har mistet sin lillefinger, og at Arne er blevet rask. Vi ved ikke, hvad Arne har fejlet, men han har været igennem en krise og er nu klar til at være storebror igen, og samtidig har de nu fået modet til at fortælle forældrene, at Finn har skåret sin lillefinger af.

Og hvad drejer "Lillefingeren" sig så om? Ofrer Finn ligefrem sin lillefinger, så storebror Arne kan blive rask? Oplever vi vendepunktet i Arnes sygdom? Er det her, han finder ud af, at nogen – Finn – har brug for ham? Eller er det Finn, der vil påkalde sig opmærksomhed ved at skære lillefingeren af? Nu har han længe nok oplevet, at fokus har været på storebror Arnes sygdom.

Der er mange svarmuligheder, men "Lillefingeren" handler blandt andet om at være lille og blive stor, om at turde, om at være modig, om at savne og søge, om at finde ud af noget vigtigt. De intertekstuelle referencer – det legende, som Jesper Wung-Sung elsker – finder man rigt repræsenteret igennem hele historien.

Otto Dickmeiss er fuldstændig med på Wung-Sungs tanker og ideer. De sort-hvide tegninger behøver ingen rød farve for at fortælle om smerten, angsten, panikken i drengenes øjne. Billeder af store dinosauruslignende hunde, en krigsskueplads med en hånd uden lillefinger, der gør V-tegn, billeder, hvor storebror Arnes hår går direkte over i drivende skyer, duer med børneansigter, et fingertræ, skattekontoret med øjet, der ser alting. Ja, der er lillefingre overalt, men altså ikke Finns. De finder den i øvrigt i legehuset, da de kommer hjem fra odysseen. Otto Dickmeiss er i absolut topform.

"Lillefingeren" er ikke en hyggelig godnathistorie, slet ikke, men vil være en fortræffelig fælleslæsningsbog i 5.-10.-klasserne, og ja, der vil være en masse at analysere og snakke om.

Powered by Labrador CMS