”Du skal da helt sikkert på universitetet”

”Du skal da helt sikkert på universitetet”

Jeg har hørt ordene flere gange. De blev sagt igen og igen af lærere og elever, da jeg sad og kedede mig i folkeskolen. De blev gentaget derhjemme. De blev gentaget, da jeg fortalte min højtrespektererede matematiklærer i gymnasiet om min drøm om at blive folkeskolelærer.

Jeg lyttede. Jeg har altid respekteret autoriteter. Jeg har altid gjort mit bedste for at være god nok. Jeg har altid været et stædigt asen. Så jeg lyttede, men jeg holdt fast i min drøm.

Rejsen fra stædigt asen til forvirret følger

I 2011 fik jeg studenterhuen på og rejste ud i den store vide verden. Jeg rejste Østafrika og Sydamerika tyndt. Jeg så armod og fattigdom, men jeg så også kampgejst. Jeg kom ind under huden på mennesker som jeg den dag i dag stadig ser på som min familie. De var lykkelige for hvad de havde. De var stolte af at kunne arbejde, og de knoklede for at komme så langt som muligt. Hvis de havde muligheden for at komme på universitetet, ville de tage den. Jeg blev mine privilegier meget bevidst. Da jeg vendte tilbage til Danmark blev jeg suget lige tilbage ind i de gamle forventninger og langsomt forsvandt min drøm af syne. Jeg skulle blive til noget.

Jeg startede på medicinstudiet. Jeg klarede mig godt, men jeg passede ikke ind. Jeg tænkte for meget over livet. Jeg higede efter udfordringer, diskussioner og refleksioner. Jeg prøvede så godt jeg kunne at finde dette ved siden af studiet – bl.a. ved at undervise folkeskoleelever i psykiske sygdomme – men det gik ikke. Efter 2 år knækkede jeg midt over. Jeg var nødt til at stoppe.

Som pædagogmedhjælper fandt jeg tilbage til livet. Min hverdag blev igen fyldt med smil, kram, skrig, leg, kaos, filosofiske problemstillinger og så umiddelbare udfordringer af mit verdensbillede, som kun børn kan præstere. Jeg indså at ”blive til noget” kunne betyde mange ting.

Jeg fik modet til at starte på mit drømmestudie: Læreruddannelsen.

Verdens vigtigste uddannelse

Her, føler jeg mig som blommen i et æg, og jeg kæmper dagligt for at verdens vigtigste uddannelse bliver så god som mulig. For mig, for mine medstuderende og for vores børn. Jeg har store forventninger til mine medstuderende og endnu større til mig selv.

I min anden praktik blev jeg endnu mere bevidst om den komplekse opgave, jeg kommer ud til som lærer, og jeg var glad for muligheden for at undersøge og reflektere over mine oplevelser i min praktikopgave. Jeg var nervøs for praktikprøven – jeg vil jo stadig gerne gøre mit bedste – men jeg kunne på ingen måde have forberedt mig selv på, hvad der var i vente.

Rosen var til at føle og mærke på. ”Du er utrolig fagdidaktisk stærk” – varmen bredte sig…

…og ”du skal da helt sikkert på universitetet”. Iskold. Jeg blev iskold.

Hvorfor?

Hvad er det for en forestilling vi har? Hvorfor skal jeg som ”fagdidaktisk stærk” studerende ikke netop ud og være ”fagdidaktisk stærk” lærer? Hvordan kan fortællingen om universitet, som den rigtige uddannelse nå så langt ind i folks bevidsthed, at det overskygger den faglige stolthed?

Det er så skide vigtigt med fagligt stærke og engagerede lærere. De har et helt uoverskueligt stort ansvar for vores børns trivsel. Så nej! Den gode studerende skal ikke nødvendigvis videre i systemet.

Den gode studerende skal ud og være den gode praktiker.