Anmeldelse

Det gode tankesæt

Jeg præsterer, altså er jeg. Og jeg er, hvad jeg tænker

"Det gode tankesæt" handler om at gøre eleverne ansvarlige for egen læring i et dynamisk og procesorienteret læringssystem.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Vi lever i de hurtige løsningers tid. Alt skal optimeres og effektiviseres. Der skal være målstyring og evaluering. Det nye er så, at vi også skal til at styre, hvordan vi tænker. Det handler bogen "Det gode tankesæt" om. Det har nemlig vist sig, at  børn skal trænes i at tænke i dybden over emner, de skal øve sig i at løse problemer kreativt, de skal blive bedre til at arbejde i grupper, de skal kunne kommunikere klart og kunne håndtere skiftende teknologier i en stadig stigende strøm af information.

Fakta:

Titel: Det gode tankesæt

Forfatter: Lene Skovbo Heckmann

Pris: 275

Sider: 83

Forlag: Dafolo

Det siger sig selv, at elever skal lære at sortere i informationer, når der florerer så mange falske nyheder på de sociale medier, og når det ikke længere er så smart at abonnere på en trykt avis. Så er det internetmedierne, der tager over. Derfor stiller det nye krav til, hvad elever i grundskolen skal lære. Alt forandrer sig i stadig stigende tempo inklusive arbejdsmarkedet.

Derfor er der kommet øget fokus på, hvordan man lærer, frem for hvad man skal lære. Det er vigtigt med selvrefleksion, så eleverne selv vil kunne vurdere egen læring og selv tænke over og sætte ord på egen læring. Derfor er en bog som denne, der handler om elevernes tankesæt, en vigtig faktor.

Det lyder så pænt og rigtigt alt sammen – alligevel bekymrer det mig, at der er så meget, der hele tiden skal måles og vejes og vurderes. Det er en syg kultur, som gør, at der er endnu flere mennesker, der bliver syge af stress, og som har dårligt selvværd. Og det er denne kultur, man nu vil implementere i den danske grundskole.

I bogen stifter vi bekendtskab med nye begreber som læringsorienteret og dynamisk tankesæt over for et fikseret og præstationsorienteret tankesæt. Det er den procesorienterede tankegang, der gør, at man aldrig kan slappe af og tænke på, at det er godt nok, det man gør. Der er i denne higen og søgen en stadig mangel på forståelse af, at læring tager tid, og fordybelse kræver ro.

Al den fokus på elevernes egen læring er måske effektiv, men er den god for alle? Der er meget godt at læse og lære af denne bog, og læring er langt mere kompleks end som så, hvilket også understreges. Det er godt, at der også fokuseres på, at man lærer ved at lytte, prøve, koncentrere sig, være vedholdende, begå fejl, rette på dem, sætte ord på, og at man lærer sammen – hele livet, og ikke kun for skolen.

Det er en god bog, der er nem at orientere sig i, hvis man bare lige husker at mærke efter og tænke over, at man skal have det hele menneske med og ikke kun elevens præstationer.