Roman, som gør klog

"For enden af din pegefinger" er velskrevet og gribende. Med de utrolig relevante emner: racisme, køn, seksualitet og kultursammenstød som omdrejningspunkt udfolder historien sig mellem hænderne på en.

Bogens friske, nutidige sprog med engelske ord indflettet forledte mig til at tro, at jeg sad med en helt almindelig ungdomsroman. Og sproget skulle jeg da også lige overgive mig til. Men da først det var sket, var jeg fuldstændig solgt.

Sproget er ikke kun moderne ved at bruge engelsk slang og bandeord – det har også en følsomhed for at bruge de helt rigtige ord i de helt rigtige sammenhænge. Det er en bog, der er skrevet med den største omsorg for Danmark, for flygtninge, for folk, som oplever racisme, og endda også for alle de andre heldige, som aldrig møder racismens ansigt.

Temaet om kultursammenstød er helt klart det dominerende i bogen. Man fornemmer, hvordan familiens forventninger konstant støder imod det, hovedpersonen Sheherazade vil. Helt ned til de mindste detaljer: tøjet, som strammer, cigaretterne, som ryges i hemmelighed, frustrationen over at få taget særhensyn på gymnasiet, familiens forventninger til uddannelse, ægteskab og levevis.

Det er en bog, som gør sin læser klogere, på den måde som kun skønlitteratur kan: berøre og flytte mennesker følelses- og holdningsmæssigt. Ikke at det er en repræsentativ historie for det brede flertal af muslimer, men den tilbyder et relevant indkig i en bestemt slags skæbne. Det er en stor litterær oplevelse, som jeg under mange unge mennesker at få og i særdeleshed have mulighed for at dele med hinanden i klasserummet.

Romanen er et fantastisk indblik i et teenageliv, som mange har et alt for snævert, fordomsfuldt billede af. Nuancerne udfolder sig, modsætningerne får lov til at være der, og Kristina Aamand formår at skabe tre facetterede, dybe personer – Sheherazade, hendes veninde Thea og Sheherazades far står ekstremt skarpt og som mennesker, man føler, at man kan gå ud og møde i virkeligheden. De føles som ægte mennesker af kød og blod. Mennesker, man griner med og græder for.

Flere steder i romanen brydes teksten af fanzineinspirerede illustrationer, som skal forestille at være hovedpersonens selvproducerede fanzines, men som i virkeligheden er illustreret af Sune Ehlers. Det virker dog til, at Sune Ehlers har kigget mere på zines fra 80’erne end på de nutidige, selvom der er rigeligt at vælge imellem. Det bryder illusionen lidt, hvis man er bekendt med zinegenren. Det ville have virket mere troværdigt, hvis illustrationerne havde været mindre konkrete og mere fabulerende over tekstens indhold. Det er dog til at leve med, og det skal bestemt ikke afskrække en fra at læse bogen eller bruge den i undervisningen. Det kunne fint tages op som et emne for genrelån og komparative analyser mellem nutidige zines og bogens illustrationer.

Alt i alt får romanen mine varmeste anbefalinger.