Anmeldelse

Håndbog for ressourceteams og vejledere i skolen

Overskuelig trin for trin-håndbog til udvikling af resurseteam

Hvis I er ved at etablere et resurseteam på skolen eller har brug for inspiration til udvikling af dette, er her en lettilgængelig og grundig håndsrækning, der ikke kræver den store forberedelse.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Nogle kalder det "resurseteam", andre "vejledere", "koordinatorer", "tovholdere" eller "PLC". Enighed er der om, at en etablering af et fælles resurseteam og et samarbejde om dette er en rigtig god idé, når målet er at fremme elevernes læring og trivsel i skolen. Lige præcis det er på spil i ”Håndbog for ressourceteams og vejledere i skolen – ideer, viden og værktøjer”.

Fakta:

Titel: Håndbog for ressourceteams og vejledere i skolen

Forfatter: Heidi Honig Spring

Pris: 249

Sider: 152

Forlag: Frydenlund

Bogen henvender sig til resurseteam og -personer samt skoleledere og består af to dele, der kan læses uafhængigt af hinanden. Perspektivet for resurseteamets arbejde er systemisk, og skolelederen tilskrives en helt central rolle i ramme- og retningssætning af resurseteamet.

Første del omhandler det konstituerende arbejde for resurseteamet, når målet er at blive et reelt og effektivt team. Her er blandt andet ideer til at afklare skolens tilstand, de enkeltes kompetencer i resurseteamet, mål og indsatsplaner, funktionsbeskrivelser og procedurer for samarbejdet. I den anden del er omdrejningspunktet, hvordan det etablerede resurseteam kan bidrage til at skabe den ønskede udvikling, når pejlemærket er elevernes læring og trivsel. Her er det afsnit om behovsafstemning, legitimering og modstand i forhold til resurseteamet, udfordringer/dilemmaer og domæneteori. Og så er der konkrete værktøjer, såsom forslag til spørgsmålstyper, observationer, lærings- og trivselssamtaler, netværksmøder og udvikling af forløb for klasser eller årgange.

Til alle emner og afsnit er der skemaer i form af kopisider, der kan downloades gratis på forlagets hjemmeside. Der er også givet konkrete eksempler på, hvordan man kan udfylde eksempelvis en kontrakt for resurseteamet.

”Håndbog for ressourceteams og vejledere i skolen – ideer, viden og værktøjer” er på flere måder værd at anbefale. Forfatteren trækker på nyere forskning og viden, der fint underbygger de beskrevne ideer og værktøjer. Bogen er let at læse og overskueligt opbygget. Det er ikke en forudsætning med en kronologisk læsning, da de forskellige afsnit kan læses separat. De mange kopisider i form af skemaer er gennemarbejdede og kan umiddelbart bruges, hvilket gør forberedelsen minimal. Det kunne imidlertid være et ekstra plus, hvis disse også lå i et filformat, man kunne skrive i.

En anbefalelsesværdig håndbog, hvor læseren trin for trin guides godt igennem hele processen fra etableringen af resurseteamet til arbejdet ude på skolen.

Powered by Labrador CMS