Det var dog en dejlig bog – kan man virkelig sige det om en fagbog? Men med tanke på, at denne samling af artikler kan danne grundlag for vore dages lærerstuderende i modulet specialpædagogik, der indgår i lærerens grundfaglighed, bliver man faktisk glad. Lærerstuderende – kommende lærere – skal i dag kunne håndtere det meget komplekse at leve op til skolereform og inklusionsdagsorden, ikke kun teoretisk, men lige om et øjeblik i praksis med skoleklasser, der ikke blot skal rumme, men også inkludere snart 96 procent af alle børn på en årgang. Der er igennem bogen en tråd i at pege på, at der kræves en større indsigt og en anderledes forståelse af eleven for at kunne undgå eksklusion og sikre, at læring foregår hos alle uanset forudsætninger, og her kommer bogen langt omkring.
I del ét redegøres der på bedste vis for en bred vifte af perspektiver om normalitetsforståelser, historiske som nutidige diagnoseperspektiver, der åbner op for at forstå de måder, vi tænker det specielle og det almene på i dag. Der slås ned på fordomme som for eksempel social arv, og diagnosetænkningen nuanceres. Del to omhandler inklusionsdagsordenen, både baggrund og fortolkninger, og også praksisanvisninger, eksempelvis i form at skitser for undervisningsdifferentiering. Del tre handler om elevplaner og muligheder for deltagelse og peger blandt andet på, hvad vi i dag ved virker i specialundervisning. Del fire anlægger perspektiver på det nødvendige tværprofessionelle arbejde også på tværs af psykiatri og mere perifere samarbejdspartnere, og endelig afsluttes bogen med team- og forældresamarbejde.
Der præsenteres ny viden, relevant forskning og udviklingsarbejder. Noget er akademisk avanceret præsenteret, og en del er direkte praksisangivende. Også videreuddannelsen kan drage nytte af denne fine samling artikler, der helt sikkert kan kvalificere også den erfarne lærers praksis.
Af alle 15 artikler var der højst en enkelt eller to, jeg letlæste. Resten var velskrevet og inddragende. Så tak for den udgivelse.
Velfunderet specialpædagogik
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.