Anmeldelse

Gang i grammatik

Kedelig grammatik? Ikke med CL

Med udgangspunkt i forskellige CL-strukturer behøver arbejdet med grammatik ikke at være kedeligt. Materialet er beregnet til 3. klasse, men ideerne kan sagtens bruges til ældre klasser.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Anja Qvist har skrevet andre materialer om at bruge cooperative learning (CL) i danskundervisningen. Nu er “Gang i grammatik - med CL, 3. klasse”, der består af en vejledning med kopiark og et elevhæfte, udkommet.

Fakta:

Titel: Gang i grammatik

Forfatter: Anja Qvist

Pris: 771,25

Sider: 120

Type: Vejledning og kopiark

Forlag: Alinea

Pris: 61,25

Sider: 56

Type: Elevhæfte

Vejledningen er en 120-siders spiralbog, der indeholder afsnit om læringsmålstyret grammatikundervisning, cooperative learning, bogens fem strukturer, en metodisk vejledning, kopiark og et evalueringsskema, der kan skabe overblik over hele klassen. Der er fokus på målsætning, løbende evaluering med tankekort, bevægelse i undervisningen og undervisningsdifferentiering.

Lærervejledningens fem første kapitler handler om ordklasserne navneord, udsagnsord, tillægsord, bindeord og stedord, og det sidste kapitel drejer sig om at sætte punktum, udråbstegn og spørgsmålstegn.

De fem strukturer, der inddrages i hvert kapitel, og som er “find min regel”, “giv en - få en”, “svar-bazar”, “dobbeltcirkler” og “par-tjek”, forklares trin for trin med eksempler fra elevbogen.

Vejledningen er særdeles grundig. Til hver ordklasse er der således ti siders metodisk vejledning, hvor den lærer, der er helt uerfaren med CL-strukturerne, tages i hånden og eksempelvis kan se, hvad der skal skrives på tavlen. Heldigvis er der små bokse med titlen “Kort sagt”, hvor den mere erfarne lærer hurtigt kan orientere sig. Desuden er der små bokse med tips og huskesedler. Det er en dejligt overskuelig og samtidig meget grundig metodisk vejledning.

Såvel kopiark som elevhæftets illustrationer er enkle og tydelige, og layoutet er indbydende. Vælger man ikke at bruge elevhæftet, kan man finde målsætningssiderne som kopiark. Desuden kan kopiark og andre resurser downloades.

Materialet lægger op til en spændende måde at arbejde med grammatik på. Det er indbydende og inspirerende. Ideen med de  forskellige elementer, CL-strukturerne og målsætningssiderne kan således sagtens bruges i ældre klasser. Jeg regner med at bruge flere af ideerne i min 7.-klasse.