Her underviser vi nemlig mennesker i mennesker

Den i skolen mindste mastodont af dem alle er kristendomskundskab. Intet andet fag - med mulig undtagelse af historiefaget - er rammet ind af så få undervisningstimer, der står i skærende kontrast til fagets allestedsnærværende fylde og betydning for menneskenes samfund.

Og netop på grund af den misrøgt, faget har undergået, er behovet for pleje stort. Derfor var det med interesse, at jeg fik "Religionsdidaktik" i hånden. Det er efterhånden en sjældenhed, at grundskolens religionsundervisning sættes fagfagligt - fagvidenskabeligt - til debat. En tak skal lyde til redaktør Mette Buchardt herfra.

Således med "Religionsdidaktik" i hånden har jeg kunnet orientere mig i de historisk-politiske tilgange til faget gennem tiden og fået viden om fagets pædagogiske og didaktiske skullen og kunnen i teori og praksis. Jeg har med overvældende interesse kunnet studere den betydning, det har, om læreren går til faget med det ene eller det andet verdensbillede og fagdidaktiske ønske, og om det ene eller det andet materiale bringes i anvendelse.

Alle undervisere i kristendomskundskab - hvilket i disse år vil sige flere end de linjefagsuddannede - bør læse "Religionsdidaktik". Jeg anbefaler samtidig bogen til dem, der interesserer sig for diskursen om forholdet mellem kristendommen og andre religioner - det vil sige vægtlægningen mellem religionerne - i det pædagogiske læringsrum. Her tænker jeg især på kristendommen og den benævnelse, alle øvrige religioner og trossamfund periodevist har fået hæftet på sig. Bogen understreger den meget lige linje mellem den politiske og den pædagogisk-didaktiske diskurs.