Blog
0   292

Rygterne om litteraturens dvaletilstand er overdrevne

Abonner på nyt om Litteraturens omveje i dit personlige nyhedsbrev.

OBS: Du er ikke tilmeldt et personligt nyhedsbrev og får derfor ikke en mail med dine valgte emner/blogs. Tilmeld dig her

Kritik er en herlig ting, der bør udøves tidligt og silde og i alle tænkelige retninger. Gives kritik oven i købet på en sober og civiliseret måde, er den et gode, der næppe kan overvurderes. Således kan der siges meget godt om Claus Elholm Andersens (CEA) kritiske artikel Dvaletilstanden, Weekendavisen 13. maj) – men den kalder også på… kritik.

Gentagelse fremmer…

Som CEA selv er inde på, er kritik af litteraturen, dens kredsløb af interessenter og støttemidler og dens (påståede) iltfattigt introverte facon ikke et ganske nyt fænomen. Han refererer selv til både dansk litteraturhistories søjle inden for denne disciplin, Georg Brandes, Søren Ulrik Thomsen og Frederik Stjernfeldts Kritik af den negative opbyggelighed, samt nyligere indspark af folk som Henrik Dahl og Leonora Christina Skov mf. Han undlader dog pietetsfuldt at omtale Mette Høegs mildest talt ramsaltede frontalangreb på (især yngre, kvindelige) danske ordkunstnere, som blev bragt i Weekendavisen for et år siden, og som mange fandt ganske perfidt. Om det således er åbne døre, eller i hvert fald døre på klem, der puffes til, vil jeg lade være op til læsere af Dvaletilstanden selv at vurdere. Til gengæld vil jeg gerne gå lidt i rette med kernepåstanden, nemlig at dansk litteratur som helhed er anæmisk, selvrefererende og tillukket i disse år.

 

Artiklen fortsætter under banneret

Det indlysende først

For det allerførste vil jeg gerne påpege det åbenlyse, nemlig at det er poesiens prærogativ at gøre præcis, hvad fanden den har lyst til. Det er således ingens sag at anfægte, at Cecilie Lind skriver bulimi-poesi eller at Josefine Klougart bruger megen energi på alle detaljer i sit sproglige udtryk – hvilket ifølge CEA sker på bekostning af teksternes makroniveau. Om det sidste er korrekt, ved jeg ikke, men jeg ved, at Klougarts sproglige finesse og indføling giver anledning til nogle helt forrygende visuelle sanseoplevelser, når jeg læser hendes værker. Jeg kan godt lide, at der findes bøger der kan det, også. Desuagtet er det dog sådan, at forfatterne gør hvad de vil og poeterne ligeså, og ligesom alle andre har de deres præferencer og metier. Det kan være rimeligt nok at klandre Tivoli for et skidt årsregnskab, men det ville være sært at følge kritikken op med en opfordring til at sadle om og satse på togdrift fremover. Er man helt personligt utilfreds med Olga Ravns skrivekunst, er det fuldkommen legitimt med kritik af hendes tekster på disses præmisser. Men kritikken snubler i sit eget spor, hvis den peger på en omkalfatring af stil, metode, genre, indhold osv. som konklusion. Det kunne jo tænkes, at Olga og andre rent faktisk selv mente, at de havde fundet deres egen stemme og forbeholdt sig retten til at bruge den efter forgodtbefindende.

Dog kan jeg godt se, at det kan blive lidt langt i spyttet, hvis stort set hele det skrivende folk er uambitiøst fanget i små sproglige hop på stedet, ikke agter fortællingen, og blot dyrker et bagstræberisk og skamredet formeksperiment i deres post-post-post-postavantgardistiske (I ved, dem, der kom efter post-post-postavantgardisterne) ekkokammer.

Godt, det ikke er sådan.

 

De er derude, forfatterne og værkerne.

Dansk litteratur har pt en renegat af hidtil usete dimensioner siddende i varetægtsfængsel for ikke at nøjes med at skyde op i luften. Godt nok handler Yahya Hassan om Yahya Hassan, men blodfattig og navlepillende, det kan hverken mennesket eller værket beskyldes for at være. Selvom Hassans eksistens modsiger den anførte kritik, er det dog næppe rimeligt at holde ham frem som eksemplarisk for noget som helst andet end fænomenet Hassan. Så det vil jeg lade være med. Heldigvis er der masser af andre numre på dansk litteraturs menukort, som på mere behersket vis end Hassan viser et andet billede end det, kritikken fremmaner.

Anne Lise Marstrand-Jørgensen startede med lyrik, og et poetisk klingende sprogstrejf møder man ofte i de romaner, hun begår nu om dage. Prosaen glasklar og tilgængelig – ingen hermetiske passager i denne forfatters bestsellere, men når det giver mening glides der ubesværet over i en lyrisk tone, der ofte favner det svært forklarlige bedre end en mere nøgtern stil. Hvad angår ”problemer af almindelig human eller social natur”, så har disse bestemt forfatterens bevågenhed; faktisk i et omfang, så integrationsministeren offentligt har anmodet hende om at være lidt mere hermetisk i fremtiden.

Kim Leine har netop udgivet nok en bog. Jeg har ikke læst den endnu, men jeg kunne forestille mig, at den tidligere sygeplejerske fortsat betjener sig af et meget ukunstlet sprog, som på effektiv vis, som en diagnose, viser læseren livet som det også kan skæres litterært, med skalpel. Kim har den højt kvalificerede betragters synsvinkel på livet i Grønland. Niviaq Korneliussen og Sørine Godtfredsen er nye litterære stemmer fra rigsfællesskabets nordligste del – de skriver ikke den tilrejsendes fortælling. Godtfredsen giver en ætsende beskrivelse af den velkendte armod, mens Korneliussen skriver om sex og mennesker og alt ind imellem. Præcis som man ikke behøver at skrive om roemarker fordi man kommer fra Lolland, er grønlandske forfattere heller ikke forpligtet af de fejende flotte fjelde. Fjelde er ligegyldige, når kæresten er skredet. Iben Mondrup skriver også Grønland på en særegen måde, jeg kun kan anbefale. Og da særligt til folk, der opfatter dansk litteratur som en nærdødsoplevelse.

Armod findes også på Amager, hvilket man kan forvisse sig om ved at læse Planen af Morten Pape. Dette selvbiografiske værk løb med sidste års debutantpris på BogForum, og jeg har fra forfatteren selv, at alt i bogen er foregået – navne er ændret, men indholdet er den skinbarlige sandhed. Mortens opvækst i Urbanplanen var ingen fest, men den har forsynet ham med et righoldigt stof og hans egne evner som manuskriptforfatter har sat ham i stand til at organisere og strukturere sit værks plot. Minderne om barndommens beton iscenesættes som stor romankunst med faderopgør, identitetsdannelse, social kritik, sex og vold.

Ane Riel har givet mig en sjældent stor litterær oplevelse med romanen Harpiks. Jeg vil ikke forsøge mig med en udredning, for det evner jeg ikke. Blot vil jeg anbefale alle (minus nervepatienter, små børn og andre med skrøbelige sind) at fare vild i den, mærke duftene, føle varmen, se vanviddet folde sig ud, og mere ud og endnu mere, mens alt eroderer og til sidst imploderer.

Henning Mortensens Kvinden i Korshæren er en lille fortættet perle af delikat uhygge med uvished, insinuationer og prunkløst sprog. Hassan Preisler brillerer med Brun mands byrde, det aldeles uhåndgribelige Nielsenske Værk, for tiden gestaltet som Søster Nielsen, sprænger rammer og møder den europæiske krise i marken.

Og så videre…

 

Hvad lærer de unge i skolen i vore dage?

Under kritikken af skrivekurser og forfatterskoler, som kvalificeres med reference til Horace Engdahl, fremfører CEA det synspunkt, ”… at de litterære institutioner som helhed synes at fremme en formorienteret litteratur, der lukker sig om sig selv, og hvor fokusset på sprog er alfa og omega. ” Om det er korrekt, er svært at sige, men hvis det er, så kan det kun finde anvendelse som kritik af den faglige linje på eksempelvis Forfatterskolen – ikke som kritik af skrivekurser generelt. At skrive er (også) et håndværk, og som alt andet kan det læres, hvorfor det giver mening at undervise i det. En skole er naturligvis tegnet af dem, der underviser på den, så hvis de er meget sprogorienterede, ja så vil skolens elever og deres produkter naturligvis bære præg af det. Man kunne dog også forestille sig, at en og anden underviser udi skrivningens kunst kunne finde på at skole sine elever i de discipliner, CEA efterlyser – struktur, organisering, makroform, fortælling, plot, begrænsning og balance.

Måske minder Forfatterskolens afgangselever lidt om hverandre; måske er de forskellige fra Gladiatorskolens, måske Thiemers gør det anderledes. Der er i hvert fald ingen naturlov der forhindrer, at skrivekurser beflitter sig med andre aspekter af forfattergerningen end udformning af ugennemtrængelige fæstninger af fluekneppede ordkonstruktioner.

 

Litteraturens medløbere.

I forbindelse med kritikken af den klaustrofobiske fødekæde af stramt skolede forfattere, der skriver til hinanden og deler støttekronerne mellem sig i deres kvistværelser og elfenbenstårne, leveres der også en afsløring af motiverne bag. At udpege underliggende motiver er en nem sport at kaste sig ud i, men en svær en at mestre, thi faldgruberne er mange. Det forekommer således lettere barokt når CEA hævder, at forholdene er som de er fordi ”… litteraturen [er tvunget] til at orientere sig mod det mere eksklusive for at fastholde en idé om litteraturens særstatus. ” Da det næppe skal forstås derhen, at litteraturen agerer på egen hånd, må man antage, at den har agenter til at varetage denne orientering.

Der er især ét forhold, der forhindrer mig i at købe påstand: For at en forfatter kan kvalificere sig til at modtage økonomisk støtte fra det offentlige, må man gå ud fra, at vedkommende som tommelfingeregel skal have udgivet minimum én bog. Måske tager jeg fejl, men det falder mig svært at tro, at fx Johannes Riis og hans litterære svende på Gyldendal fravælger en kunstnerisk og kommerciel vurdering af et manuskript – det kunne være Ina Munch Christensens Nielsine, som CEA udpeger et af tidens litterære problembørn – og i stedet går benhårdt efter at holde eventuelle læsere på afstand for ”… at fastholde en idé om litteraturens særstatus. ”, og så i øvrigt satser på snarlig offentlig forsørgelse og prisregn til forfatteren.

Kunststøtte er en uendelig diskussion – helt ud i den yderposition, at hvis man helt afskaffede den, ville man diskutere dens genindførelse indtil den var genindført. Herefter ville man atter diskutere hvem, der skulle modtage den, samt naturligvis om det ikke snart var på tide at afskaffe den igen. Skal man poste penge i forfattere som er kanoniserede af en stor læserskare? Skal man poste penge i forfattere, der er kanoniserede af Lars Bukdahl? Den første gruppe tjener selv penge og den anden har brug for penge, men er deres skriverier overhovedet noget værd?

Alene uendelighedsaspektet af denne debat kan gøre mig fjern i blikket, men jeg kan godt blive en smule pikeret over, at kritikken af det påståede lefleri for det eksklusive, og uddelingen af støttemidler på baggrund heraf, går direkte over i en kritik af kritikere og akademikere inden for det litterære felt. Det er svært ikke at komme til den følgeslutning, at disse verdensfjerne eksistenser bør holdes uden for indflydelse på det økonomske del af deres bestilling. Det leder videre til, at vi i stedet bør overlade tildelingstjansen til Maren i Kæret. Med al respekt for Maren, så giver det mere mening at placere litterært orienterede opgaver hos folk, der arbejder med litteratur, er uddannet inden for det og har læst flere bøger end vi andre har spist ærter. Ligesom man typisk foretrækker erfarne og uddannede håndværkere til opførelse af huse, fremfor én, der handler i Silvan et par gange om året og ernærer sig som erhvervsdykker.

 

Mens litteraturen er i dvale, er der krise i kritikken

Med kritikerne er de sådan, at ud over at være med til at fastholde nutidens forfattere i deres tomgang ved at fortælle dem at tomgangen er fantastisk, og drysse ufortjente stjerner ud over deres værker, så ”… ligger [de] under for et relativt kvalitetsbegreb, hvor én standard gælder for nyere dansk litteratur, mens en anden gælder for den udenlandske. ” Se det er jo lidt af en påstand – jeg må tilstå, at jeg ikke er i stand til at levere det empiriske materiale til at gendrive den. Jeg må ligeledes stille mig tvivlende overfor om CEA har tilstrækkeligt data til at underbygge den. Det er fanden til analysearbejde, der kræves for at få det postulat op i marchhøjde. Man må finde et større antal, i al væsentlighed sammenlignelige danske og udenlandske værker (og hvor mange Klougarter går der i grunden på en Frantzen?). Så må man skrue et absolut kvalitetsbegreb sammen – måske kan man sige, at Krig og fred svarer til seks stjerner, og så bare følge dén norm…

Når dette er på plads skal man sammenligne anmeldelser af ensartede danske og udenlandske værker, fra samme kritiker. Men måske kan man spare på denne manøvre og blot lave en samlende komparativ analyse, idet man jo opererer med den antagelse, at litteraturkritiker er en enhedsbetegnelse i Danmark anno 2016 og at de enkelte delelementer af denne grå masse er gensidigt udskiftelige.

Dog vil jeg også berolige dem, der måtte være trætte af al den bevidstløse hyldest, der tilfalder skrivekursernes mikrokosmonauter; der er lysglimt hist og her. Eksempelvis kalder Mai Misfeldt Jacob Skyggebjergs Hvad mener du med vi? ”Et udkast forklædt som roman”, og kvitterer med to stjerner i Kristeligt dagblad, mens Klaus Rothstein bl.a. kalder den ”svært skuffende”. Man kunne også nævne allerede nævnte Nielsine af Ina Munch Christensen, CEA bruger selv eksemplet to gange, som bestemt ikke hæves til skyerne af Tue Andersen Nexø. I en anmeldelse, der bestemt sagtens kunne have været mere kaustisk, men i stedet anlægger en sober tone, peger Nexø på, at Nielsine er ”ordinær” og både indeholder ”genuint stærke passager” og ”genuin tomgang”.

En afsluttende strøtanke til kritikerkritikken: Gad vide, hvordan man ville vurdere en forfatter, der forlod sit kunstneriske projekt og tillagde sig en anden stil, efter at en kritiker havde udtrykt kritik af et af hendes værker; gad vide om man, efter stilskiftet, ville klandre hende for manglende integritet?

 

Og så er der akademikerne…

Universiteternes litteraturfolk er ligeledes en del af problemet. CEA citerer fra Marianne Stidsens disputats, Den ny mimesis: ”… litteraturforskning, der har vendt verden og indholdet ryggen til fordel for sproget og formen, ”. At en vægtig stemme i dansk litteraturforskning, i et vægtigt skrift peger på det, som CEA problematiserer, må jo siges at være en validering. Og hun er ikke alene. Erik Svendsen skrev i tidsskriftet Spring #33 og om det problematiske i mest at henvende sig til en akademisk læserskare som litteraturkritiker. Forlaget Spring udgav også en bog med navnet Litteratur i 00´erne – en ny ideologikritik, i 2013. Forfatteren Jens Kramer Finker, ønsker at skabe fornyet fokus på indhold. Således er Finker ikke blot opmærksom på den skitserede problemstilling, han gør også noget ved den. Forfatterskolen er også genstand for opmærksomhed i Martin Gregersen og Tobias Skiverens bog Det åbne redskabsskur – Hovedstrømninger i det nye årtusindes danske forfatterskolelitteratur.

Med andre ord er man på parnasset opmærksom på disse parnasproblemer. Problemerne sættes dog i relief af talrige udgivelser, der demonstrerer, at litterært interesserede akademikere faktisk beskæftiger sig med andet end poststrukturalistisk sniksnak og sprog for sprogets skyld: Mads Bunch kom med Millennium – Nye retninger i nordisk litteratur i 2013, hvor der bl.a. ses på autofiktion, et emne han sammen med Poul Behrendt genbesøger med antologien Selvfortalt fra 2015. Velfærdsstaten er i spil hos Anne-Marie Mai og Peter Simonsen, mens det voldsomt samtidsrelevante emne krig og dets indflydelse på litteraturen behandles af Klaus Rothstein og Kasper Green Krejberg. Søren Frank og Ümet Necef behandler Indvandreren i dansk film og litteratur i en antologi af samme navn. Erik A. Nielsen er tre bind henne i et firebinds mastodontværk om det kristne billedsprog, Billed-Sprog – som trods titlens lovning på sprog ikke kan beskyldes for at være et lavloftet og indadvendt værk.

Træder man et skridt til siden, ind i feltet hvor forskning og forfatterskab på sin vis smelter sammen, er det nærliggende at pege på den kraftpræstation af en faglig og poetisk gave, Ellen Wulff gav sine landsmænd med Tusind og én nat for et par år siden. En hovedrig litterær arabesk, der har begejstret og inspireret mangen dansk læser og forfatter siden de første oversættelser begyndte at dukke op for flere hundrede år siden, foreligger nu i noget, jeg vil driste mig til at kalde den definitive, danske udgave. Desuden arbejder vore videnskabsmænd utrætteligt på at forsyne os med en lind strøm af værker og artikler om notabiliteter som Blixen, Andersen, Munk med flere. Jeg vil stoppe gennemgangen her for at undgå (yderligere) redundans.

 

Der var lige et par ting mere

CEA har rundt om i sin tekst nogle lidt løsere forankrede påstande: Asta Olivia Nordenhofs personlige kommentar til disputten om Søren K Villemoes´ fyring som reggae-DJ bruges som bevis for, at en antikveret ”… forestilling om, at forfattere tilhører avantgarden og derfor skal være i opposition til og udfordre det omgivende samfund alene ved at være progressive og provokative. ” ”lever i bedste velgående ”. Måske kan bevisførelsen her strækkes til at dække Nordenhof selv, men den er for tynd til en generationskarakteristik.

Det påstås, at ”På universiteterne er man for længst holdt op med systematisk at læse litteratur. ” Det står hen i det uvisse, om der blot er tale om, at studerende bliver holdt uden for systematikken (hvilket de naturligvis ikke gør, man starter på generelle niveauer inden for teori og historie med relevante læseeksempler, og så specialiserer man sig over tid i takt med etableringen af et stadig højere akademisk niveau, på klassisk og systematisk vis) – eller om også fx Erik Skyum-Nielsen blot sejler umetodisk rundt på døgnfladens krusninger, om Sune Auken flanerer gennem genrerne uden mål og med; eller om Johnny Kondrup med flere blot lidt tilfældigt har rodet 55 bind kommenterede Kierkegaardværker sammen i løbet af de senere år.

CEA mener, at man må ty til aviser, tv og internet for at få belyst emner som klima, kriser, flygtningestrømme og angreb på demokrati. Man kunne også læse Den første sten af Carsten Jensen, hvis man vil have en litterær vinkel på krig. Olav Hergel beretter om en flygtning i Flygtningen – man kan blot gange op, så har man en flygtningestrøm. Klimaundergangen skrives frem af Theis Ørntoft, der har været en tur omkring forfatterskolen og i øvrigt deler interessen for klimakrisen med forfatter Lars Skinnebach, med hvem han musicerer i bandet… Klimakrisen. Og hvis man virkelig er træt af parnaspis kan man jo gribe en bog som Kvinden i buret eller Marcoeffekten af Jussi Adler-Olsen. Adler-Olsen betjener sig af et uornamenteret hverdagssprog i sine plotdrevne livtag med emner som misogyni, forholdet mellem I- og Ulande samt menneskeliv uden for samfundet. Man kan også gå helt væk fra de kendte stier, ned i undergrunden og finde en forfatter som XX Ann, der ved et og andet om, hvordan misogyni arter sig – og kan håndteres; og om hvordan tilfældet kan skabe terrorister.

 

 

Det litterære miljø i et land af Danmarks størrelse er ikke stort, hvorfor der altid vil kunne findes eksempler på varme såvel som kolde følelser mellem dets aktører. I kølvandet herpå kan der naturligvis rundkastes giftigheder angående både kvalitet, relevans, personlig habitus, støttemidler og muligt kammerateri. Man behøver imidlertid ikke blive uhøvisk i sin kritik, og det er glædeligt, at CEA undgår dette. Men hans kritik kalder alligevel på kritik. Det har jeg nu forsøgt mig med, og vil blot slutte af på denne note:

Dansk litteratur er ikke udgjort af et par håndfulde ordekvilibrister uden noget på hjerte, selvom sådanne da givetvis findes. Hæder og sønderlemmende kritik kan blive alle til del. De folk, der forvalter ris og ros er, i lighed med resten af os, blot dødelige og dermed tilbøjelige til at begå fejl – det er næppe kritisabelt i sig selv. De er også temmelig forskellige og man kan altid finde mindst et par stykker at være lodret uenig med. Men denne uenighed lader sig vanskeligt ophæve til generel lov, efter hvilken hele holdet af kritikere og akademikere kan dømmes.

Adler-Olsen, Olga Ravn, Susanne Staun, Carsten Jensen og alle de andre rødder – det er dansk litteratur anno 2016. Alle som én kunne de undværes, men alle ville de blive savnet ved deres fravær. Selv hvis man er decideret uimponeret over Christel Wiinblad, kan man jo godt glædes ved den diversitet, hun bidrager med; mens man venter på at Hassan og hans svære toer bliver sat fri.


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ

Netværket for danskundervisning er for alle, der underviser i eller interesserer sig for faget. I samarbejde med Dansklærerforeningen.

Læs mere om de faglige netværk
Nu får du et nyhedsbrev (inkl. fagrelevante annoncer) fra netværket. Du kan ændre dine valg af nyhedsbreve på din profilside.
3.590 andre er allerede tilmeldt