Døden er altid et emne, der optager os, men for mange har emnet været et tabu eller i alt fald noget, der kan være svært at tale om. Men angsten for at tale om døden ligger for det meste hos den voksne og ikke hos børnene. For dem er døden så langt ude i fremtiden, at det fænomen, at man skal dø, når man bliver gammel, er helt naturligt. Det svære kommer først, når døden handler om børn, unge eller forældre, mens man endnu er ung. For vi skal jo helst have vore forældre hos os, mens vi vokser op, for hvem skal ellers tage sig af os?

Nærværende bog handler om den niårige Pelle, der oplever sin fars sygdom, død og begravelse. Det er en bog, der er velegnet til højtlæsning for de 8-12-årige, og det er på mange måder en rigtig god bog. Som der står i det medfølgende undervisningsmateriale, så følger vi en drengs tanker i børnehøjde. Og jo. Det gør vi, og det virker godt pædagogisk, men jeg synes bare ikke, at barnestemmen er med hele vejen igennem bogen. Der er mange ”voksenagtige” iagttagelser og følelser i bogen, hvor barneperspektivet ikke er helt troværdigt. MEN … det gør ikke noget, når man taler om en bog til brug i undervisning eller sorggruppe, fordi bogen er en eksempelfortælling, og der må man gerne bruge didaktiske greb indimellem.

Jeg kan rigtig godt lide bogens sidste del, der handler om bedemanden og begravelsen. Jeg synes, at det er så fint, at kristentroen træder så tydeligt og naturligt ind i fortællingen og viser os, hvad vi kan bruge troen og ritualerne til, når man står der med de helt store følelser, og hvor almindelige hverdagsord ikke slår til. Dér har bogen helt sikkert sin berettigelse.

Det er oplagt at bruge bogen i faget kristendomskundskab i indskoling og mellemtrin, og det vil altid være godt at kombinere det med besøg hos en bedemand, på et krematorium, en kirkegård og hos en præst i en kirke.

Egentlig synes jeg, at det er overflødigt at skrive, at man skal være opmærksom på børnenes reaktioner. For det skal man jo selvfølgelig, og selvfølgelig skal man fare frem med lempe og skærme og trøste. Det er bare min erfaring, at mindre børn har et helt naturligt forhold til det emne, og at det er de voksne, der lægger følelser over i børnene, som de måske ikke helt er fortrolige med. Jeg ved godt, at der er børn, der allerede har haft døden tæt inde på livet, og at der ganske givet sidder børn i indskolingen og på mellemtrinnet, der har mistet forældre, men børnene bliver ikke mindre kede af, at deres forældre er døde, fordi man taler om det – snarere tværtimod.

Måske burde der komme en toer, der handler om, hvordan man lever med sorgen over at have mistet en far eller mor.