Det udgør en væsentlig trussel mod vores livskvalitet, og paradoksalt nok også mod de resultater vi er så opsat på at måle, herunder ønsket om at forandre verden til det bedre. Denne udvikling er med al tydelighed slået igennem i hele vores uddannelsessystem, hvor vi i en misforstået jagt på “læringsmaksimering” er i fuld gang med at underminere grundlaget for, at børn og unge bliver rustet til at navigere, agere og leve et godt liv i en kompleks og kaotisk verden.

"But it's wrong to think of playing as the interruption of ordinary life. Consider instead playing as the underlying, always-there continuum of experience" - Richard Schechner

For mig er leg ikke blot “for sjov”, “for børn” eller “spild af tid”. Leg er ikke blot en aktivitet, men også en særlig sindstilstand og måde at møde verden på. Det “legende” definerer, udvider og omkonfigurerer en persons repertoire af handlemuligheder. Legen er udtryk for en deltagelseskultur, hvor de legende indgår i en løbende forhandling om formål, mål og regler. Hvorfor leger vi? Hvordan skal legen foregå? Hvem indtager hvilke roller? Dermed er legen afhængig af, at de legende forstår hinanden og sammen kan få legen til at fungere. I den henseende giver legen os mulighed for at afprøve nye roller og nye måder at være sammen, og dermed også hvordan vi kan finde sammen, altså hvordan samfundet kan indrettes. Hermed føjes en etisk dimension til legen, hvor vi undersøger hvad vi opfatter som “rigtige” og “forkerte”, “gode” og “dårlige” måder at indgå i små og store fællesskaber. Det forudsætter en veludviklet empatisk sans, som kan styrkes yderligere gennem leg med andre.

How do we discover who we are? How do we determine the character of the world in which we live? And how do we decide what we can do in a world so configured? [...] we learn about ourselves and the world— and about the intersection of these two realms— through acts of play. - Thomas S. Henricks

Legen er altså vævet tæt sammen med den dannelsesopgave, der stadig står centralt i folkeskolens formålsparagraf, og jeg er sågar overbevist om, at mennesker der lærer (og tør) at være legende, også er mennesker, der er bedre klædt på til livet. 

Når vi har indrettet et system, der frygter og søger at udgrænse legen, så er det selvfølgelig fordi leg i sin natur er svær at kontrollere og forudsige. Det er jo legens styrke, og det vi i virkeligheden har brug for er netop det uforudsigelige, det kreative og det nytænkende, der ikke kan tæmmes. Leg er ikke noget, vi skal hive ind i skolen som et simpelt instrument til træning af dette eller hint eller som en gulerod afkoblet fra fagligheden. Hvis legen skal have en meningsfuld rolle i skolen, så skal det ske på legens præmisser. Vi skal fokusere både på, hvordan legen og det legende mindset kan øge glæde og livskvalitet, og hvordan vi kan blive mere empatiske, nysgerrige, kreative og innovative.

“If you want to have a culture of playful learning and experimentation, you need adults to have embraced a culture of playful learning and experimentation before you can expect that we might try to make it happen in schools” - David Gauntlett

Derfor har vi behov for rum til at tale om legen, udforske den og eksperimentere med den. Vi må opdyrke fællesskaber og skabe en bevægelse (det forsøger vi med foreningen CounterPlay). Det er selvfølgelig ikke muligt at ændre alting fra den ene dag til den anden. Tværtimod må vi væbne os med tålmodighed, og tage små skridt i retning af den verden, vi drømmer om. Vi kan skabe rum til leg og eksperimenter inden for de nuværende rammer og strukturer, og på den måde kan vi, på længere sigt, skubbe til selvsamme rammer.