Søren Sønderskov er uddannet i 1990'erne, hvor man havde matematik som en del af grunduddannelsen, han har undervist i matematik i overbygningen i årevis, så han kunne sagtens være blevet kompetencevurderet af sin skoleleder til at have kompetencer svarende til linjefag. Men i Hedensted har lærerne fået mulighed for at opgradere til et fuldt linjefag, så nu har han et 12-tal i matematik på sit cv.

Efteruddannelse: Hedensteds høje ambitioner

For Søren Sønderskov er det det hele værd. Nu står der et skinnende 12-tal i matematik på hans cv, og det er noget helt andet end en vurdering fra skolelederen. Hedensted Kommune har fra starten lagt en ambitiøs plan for at opgradere alle lærere. Men spørgsmålet er, om målet overhovedet kan nås.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Det er jo sådan, at når først vi har nogle tysklærere med et linjefagsdokument, så er de meget attraktive i alle kommuner", siger ledelseskonsulent i Hedensted Ellen Grøn om et af de indbyggede dilemmaer. "Der er desværre allerede én fra matematikholdet, der er rejst".

Hedensted Kommune tog regeringsudmeldingen om fuld kompetencedækning i 2020 100 procent til sig, nedsatte et partsudvalg med repræsentanter for lærere og pædagoger, skoleledere og forvaltning og lagde ambitiøs plan, der startede med de fag, hvor der var flest, som underviste uden et formelt papir fra læreruddannelsen.

Egen uddannelse i kommunen

"Vi lagde hårdt fra land i år ét med at oprette vores egen linjefagsuddannelse hjemme i kommunen i henholdsvis matematik og natur/teknologi i samarbejde med henholdsvis UC Lillebælt og UC Syd", fortæller Ellen Grøn.

Matematiklærerne var til kompetenceafklaringssamtale først, og så blev der tilrettelagt en uddannelse svarende til 10 ECTS-point med undervisning 14 tirsdage i løbet af sidste skoleår afsluttende med en eksamen i faget. Som udgangspunkt skulle lærerne have skemafri de pågældende tirsdage, men det lykkedes ikke helt for alles vedkommende.

Efteruddannelse: Ingen dokumentation for, at linjefag er svaret 

"Vi sagde fra starten, at man selv måtte vurdere, om man var klar til at gå til eksamen, eller man gerne ville have lidt ekstra undervisning efterfølgende, for det var selvfølgelig ikke alle, der var nået lige langt. Men næsten alle gik op", fortæller Ellen Grøn.

I natur/teknik indgik Hedensted Kommune et samarbejde med den naturskole, kommunen driver sammen med Billund og Vejle. 18 lærere blev færdige i sommers med et fuldt linjefag på 30 ECTS-point, også med undervisning på tirsdage hen over halvandet år.

"På den måde fik vore natur/teknologi-lærere nogle relationer til naturskolelærerne og omvendt, og naturskolelærerne fik mere kendskab til arbejdet med læringsmål i folkeskolen", fortæller Ellen Grøn.

Men for Hedensted Kommunes skoler var det til gengæld en hård tid, da en relativt stor del af skolens faste lærere var væk om tirsdagen.

Mange timer

"Det kom lidt bag på skolelederne, hvor mange timer, 10 ECTS-point faktisk svarer til", fortæller Søren Sønderskov. "Selv havde jeg et nyt fire timers musik-valgfag om tirsdagen, og det ødelagde rigtig meget, at jeg var så meget væk. Og jeg endte jo med at forberede undervisningen til de timer også. Det var meget forskelligt, hvordan de forskellige på holdet gik til læsearbejdet. Der er meget at læse til sådan et fag, og nogle syntes, at når de nu fik et linjefag i gave af kommunen, så skyldte de også at bruge noget fritid på at læse. Andre læste stort set ikke, fordi vi ikke fik tid til det. Men de fleste brugte noget af deres almindelige forberedelsestid på skolen på det og brugte så ekstra tid op til eksamen".

I år er det engelsk- og tysklærerne, der bliver opgraderet, og på baggrund af erfaringerne med de hårde tirsdage, er hver lærer denne gang af sted i seks hele uger. Skolerne får dækket en del af vikarudgiften via en ekstra bevilling fra kommunalbestyrelsen, men der er bare ikke nogen ledige lærere at tage af.

Efteruddannelse: Skolelederens afgørelse, om en lærer er kompetent

"Et mareridt"

"Det er et mareridt", siger Ellen Grøn. Vi har forsøgt at tage rotationsvikarer ind, og vi fandt også fire med læreruddannelse, men to af dem blev ikke ret længe. Så det bliver oftest unge, der holder pause mellem studentereksamen og universitet eller andet".

Når engelsk- og tysklærerne er færdiguddannede, har Hedensted Kommune i princippet kompetencedækket de fag, hvor der var mange lærere uden linjefag - hvis de altså ikke stikker af til nabokommunerne. Partsudvalget er ved at færdiggøre en revision af kompetenceudviklingsplanen på baggrund af de erfaringer, kommunen foreløbig har gjort sig. Og blandt andet er det nu op til skolelederne at sende de lærere på efteruddannelse, som mangler linjefag i for eksempel fysik/kemi eller dansk:

"Jeg prøver at holde dem orienteret, når der er nogle hold, der kan bruges, men det er altså ikke sjovt for en erfaren lærer at skulle ind på grunduddannelsen, foruden at det betyder, man skal til Jelling to dage om ugen, og det er svært med et lærerjob", siger Ellen Grøn.

Hun har nu aftalt med Horsens og Odder Kommuner, at når de er nået lige så langt, som Hedensted er nu, så vil de tre kommuner samarbejde om at få hold op at stå i biologi, geografi, historie og samfundsfag inden 2020.

Markedsføring

Når Hedensted til næste år skal have uddannet matematikvejledere - en uddannelse, der varer tre gange seks uger - overvejer man igen at gå tilbage til de undervisningsfri tirsdage, fordi skolelederne har haft så svært ved at få vikardækket sproglærerne i år. Lærermanglen gør det svært at leve op til de høje ambitioner:

"For eksempel blev jeg kontaktet af Tørring Skole, fordi de kunne se, at de kom til at mangle mange lærere i uge 45, fordi der var ugekursus i håndværk og design, samtidig med at de havde lærere af sted på linjefag. Der endte vi med at kontakte Læreruddannelsen i Jelling og spørge, om de kunne være interesserede i at overtage skolen i den uge. Og det var fantastisk", fortæller Ellen Grøn.

Markedsføring af Hedensteds skoler over for de lærerstuderende er for hende at se den eneste vej frem lige i øjeblikket. Derfor håber hun på at kunne gentage skoleovertagelsen, og derfor prøver hun at overtale skolerne til også at sende flere lærere på praktikvejlederuddannelse, så skolerne i Hedensted i langt højere grad end i dag kan blive praktikskoler for lærerstuderende og gøre det rigtig godt.

"Vi må prøve at gøre strategisk opmærksom på os selv", siger hun. "På lang sigt må alle gode kræfter gå ud på at gøre lærerjobbet og læreruddannelsen så attraktiv, at mange flere ønsker at uddanne sig til lærer. Lærerjobbet er efter min mening verdens vigtigste job!"