Specialundervisning
0   676

Thamestrup: Det virker til, at ministeren tager problemet med tvangsfjernelser alvorligt

Autismeforeningen var tilfældigvis inviteret til at hilse på den nye undervisningsminister, da Folkeskolen i går satte fokus på, at kommuner truer forældre til skolevægrende børn med autisme med tvangsfjernelse. Ellen Trane Nørby er klar over, at der er et problem, konstaterer foreningens formand, Heidi Thamestrup, efter mødet.

"Der var lagt op til, at vi skulle tale om inklusion på mødet, og det første ministeren fortalte var, at hun havde læst Folkeskolen og godt er klar over, at der er et problem", siger Heidi Thamestrup om gårsdagens møde med Ellen Trane Nørby (V).

Når børn med autisme mødes for store krav i skolen, for eksempel hvis de bliver inkluderet i almenundervisningen, kan deres modsvar være, at de nægter at gå i skole. Men i flere tilfælde er forældre blevet truet med sanktioner, som i yderste konsekvens er en tvangsfjernelse.

Artiklen fortsætter under banneret

Uden massiv støtte vælter en inkluderet elev

Heidi Thamestrup fortalte ministeren om et møde, hun havde med KL før sommerferien.

"KL ville kun høre gode historier om inklusion, så inden mødet efterlyste jeg nogle eksempler på Facebook. Jeg fik tre henvendelser. Den ene handlede om en dreng i 0. klasse, som fik massiv støtte. Nu sagde skolen, at det gik så godt med inklusionen, at den ville skære i drengens støtte. Min pointe er, at det netop er gået godt, fordi han har fået den nødvendige støtte, så hvis man river tæppet væk under ham, vælter han".

I det andet eksempel rokkede en dreng i indskolingen med en tand, når han blev stresset. Det havde kostet ham tre tænder.

"Han er i dag lykkelig inkluderet på en specialskole og rokker ikke længere i tænderne, fordi han er blevet afstresset", siger Heidi Thamestrup.

Mange unge går rundt som spøgelser

Ofte er det først i puberteten, at elever med autisme får problemer med at være inkluderet. Derfor var Heidi Thamestrup særlig glad for den tredje henvendelse, som kom fra en mor til en 15-årig dreng.

"Han klarede sig fagligt godt i skolen, og hans mor sagde, at det gik godt med at være inkluderet. Men 14 dage efter, at jeg havde fortalt KL om drengen og hans vellykkede inklusion, begik han selvmord på en charterrejse med sin familie. Mange unge med autisme er til stede, men de er ikke en del af det, der foregår. De går rundt som spøgelser", siger Heidi Thamestrup.

Efterfølgende har det vist sig, at moren bad kommunen om hjælp til sin søn gentagne gange uden at få det.

Ellen Trane virker til at være en anden type end sin forgænger

Heidi Thamestrup fortalte både Ellen Trane Nørby om drengens selvmord, og at KL kun ville høre positive historier om inklusion.

"Det er forfærdeligt, hvis skal tale inklusion op ved kun at fortælle om de positive, når vi har inkluderede elever, som sidder i et skab eller under et bord i halvdelen af skoletiden", siger formanden.

Heidi Thamestrup fornemmer, at Ellen Trane Nørby er oprigtig interesseret i at gå i dialog med handicaporganisationerne om inklusion.

"Hun ved, at der er et problem, og hun har sikkert også brug for at distancere sig fra sin forgænger, som sablede vores kritik ned og derfor selv modtog massiv kritik for ikke at ville høre om problemerne. Det virker til, at Ellen Trane Nørby er en anden type end Christine Antorini".

Ministerbemærkning giver anledning til bekymring

På mødet sagde Ellen Trane Nørby dog en ting, som bekymrer Heidi Thamestrup.

"Hun sagde, at vi ikke må forvente, at inkluderende børn med autisme kan få samme struktur på hverdagen som på en specialskole. At vi må have lavere forventninger. Hun sagde det, mens hun bladrede i sine papirer, så måske var det ikke så velovervejet. Ellers har hun ikke forstået, at børn med autisme har brug for faste holdepunkter for at kunne klare sig, for de forstår ikke de sociale sammenhænge, de indgår i", siger Heidi Thamestrup.

Til Folkeskolen siger Ellen Trane Nørby dog, at det er en misforståelse af målsætningen om inklusion, hvis der ikke tages højde for barnets udfordringer.

"Hvis børn holdes hjemme fra skole, fordi forældre og skole ikke er enige om, hvad der er bedst for barnet, kan det være et signal om, at der ikke er den fornødne støtte for barnet i den almindelige undervisning", lyder det i en kommentar fra ministeren.

Autismeformanden vil med i nyt panel

Regeringen giver i løbet af efteråret inklusionsindsatsen et eftersyn, og i indkaldelsen til mødet i går skrev Ellen Trane Nørby, at hun vil nedsætte et panel, som skal rådgive om inklusion. Heidi Thamestrup ville gerne have fortalt ministeren, at hun gerne vil med i panelet.

"Der var fire andre handicaporganisationer med på mødet, så jeg fik ikke lejlighed til at sige det. Men jeg skal have et møde om inklusion med departementschef Jesper Fisker fra Undervisningsministeriet på mandag, og så siger jeg det til ham", fortæller Heidi Thamestrup.


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ

Specialpædagogiknetværket er for alle, der interesserer sig for eller arbejder med undervisning af børn og voksne med særlige behov. I samarbejde med Tidsskriftet specialpædagogik

Læs mere om de faglige netværk
Nu får du et nyhedsbrev (inkl. fagrelevante annoncer) fra netværket. Du kan ændre dine valg af nyhedsbreve på din profilside.
2.256 andre er allerede tilmeldt