Debat

Politisk hjemløs - hvad nu?

Vi er mange, der ikke aner, hvilket parti vi skal stemme på, når der kommer et valg. Hvor er de nye politikere?

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Yes, jeg indrømmer: Jeg er en af de lærere, der stemte på Socialdemokraterne - dengang. Jeg lover aldrig at gøre det mere. SF har også mistet min respekt og kommer ikke i betragtning. Men hvad nu? Når der kommer et valg, hvem kan vi stemme på? Danmark har brug for nye partier, men de skal slet ikke opstå ved nogle kendte politikeres flytterier, hvor de prøver at give sig selv et nyt image og fra nu af lover ærlige demokratiske processer.

Mine ønsker går ud på, at der kommer flere modne, veluddannede mennesker ind i politikken, der ikke har været der før. Jeg mener, at vi har brug for idealister med en faglig baggrund, flere års erfaring på arbejdsmarkedet og livserfaring som voksne mennesker. De nye politikere skal helst være fri for personlige ambitioner og forfængelighed og afstå fra at iscenesætte sig selv. Vi har brug for saglighed og kompetence.

Det store spørgsmål må være: Hvorfor er der så få kloge og modne mennesker, der føler sig tiltrukket af politisk arbejde? I de sidste mange år var det desværre sådan,  at partierne trænede deres unge lovende medlemmer til en karriere og placerede dem strategisk, når de mente, tiden var inde for at blive indstillet som levebrødspolitiker. Uanset om de unge partimedlemmer havde en velfunderet uddannelse og erfaring på arbejdsmarkedet eller ej. Dermed præsenterer de ikke befolkningen, der lever under helt andre forudsætninger. Der må komme andre politikere på banen, der har en stærk personlig profil og som ikke underkaster sig partiprogrammer på punkt og prikke.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Hvis nu hele befolkningen investerede mere energi i at deltage aktivt i det daglige politiske arbejde, for eksempel i kommunalpolitikken og gav deres mening til kende, så ville politikerne sikkert få et mere realistisk indtryk af borgernes ønsker. Vi burde alle følge meget mere med og demonstrere, at vi udgør et vågent samfund, der ikke finder sig i alt. Jo, det er kedeligt at høre på maratondebatter om alt muligt uvedkommende. Men når der ikke er borgere, der råber op, så er der helt pludselig truffet nogle beslutninger, der ikke kan laves om på.

Lærerne har en uhyre vigtig funktion i samfundet, det har nok aldrig været så tydeligt i de sidste uger under lockouten. Alle danske skolebørn har i hvertfald fået sig en maraton lektion i politik i april måned 2013, hvad mon deres indtryk af den nuværende regering er? Glæder de sig til at blive myndige og vælgberettigede?  Når de ældre elever nu spørger deres lærere  (- og det gør de ), hvem de ville stemme på, hvis der var valg lige om lidt, hvad kan de voksne så svare?

Der må ske et eller andet, vi kan ikke leve med at være politisk hjemløse!