Anmeldelse Skolepolitik
0   425

Med øre for solisten

Bertel Haarders erindringer er spækket med det forunderlige, det forudsigelige, det foruroligende og det fordrende. Læs den og bliv høj – eller hys.

Op mod strømmen

Fakta


Titel
Op mod strømmen

Forfatter
Bertel Haarder

ISBN
9788702135374

Pris
334

Sider
300

Forlag
Gyldendal

Da Bertel Haarder for nylig blev stemt ud af "Maestro"-konkurrencen, skyldtes det angiveligt, at han i sin fokusering på solisten overså orkestret. Og faktisk kan denne bedømmelse også tjene som karakteristik af det første bind af hans erindringer, hvor han i sagens natur ofte selv er solisten.

Artiklen fortsætter under banneret

Der er en letløbende drive i beretningen, en højskolemundtlighed i skriftsproget, som gør bogen let at læse. Men også forunderlig: Hvordan kan det lykkes for en af landets længst siddende og mest markante ministre at holde fast i billedet af at være i permanent opposition? Grebet er enkelt nok, for oplevelsen af modstand giver Haarder en nærmest Duracell-kaninagtig energi. Men det kan være vanskeligt at acceptere et sådant selvbillede af en mand, der er en del af tidsånden. Forklaringen kan måske findes i beskrivelsen af den mærkelige barndom, hvor Bertel på grund af sine dårlige øjne og sin stammen blev et oplagt mobbeoffer både blandt jævnaldrende og blandt sine søskende. Derfor blev han hjemmeundervist indtil 6. klasse og fordrev meget af sin barndom sammen med sine elskede dyr og i sin elskede have. En række optrykte stile afslører en både gammelklog og tænksom purk. En purk, der også tager farve af sin legesyge far, højskolens dominerende patriark, så han ved senere lejligheder kaster sig ud i at skrive lejlighedssange, gå på hænder og lege - også hvor det forekommer upassende.

Den modstander, Bertel Haarder stiller op i sin beskrivelse af sig selv som evig opposition, er en stereotyp: de offentlige fællesskaber, de faglige organisationer og den afledte kræve-, offer- og rettighedsadfærd. Når fjenden skildres forgrovet, bliver det tegnede billede som oftest forudsigeligt og insisterende. Det er påfaldende, at næsten alle refererede debatter har som facit, at Haarder – om ikke straks, så i eftertidens klare lys – står som sandhedens bannerfører. Han elsker dialogen, men har især øre for solisten. Ja, faktisk er han villig til at underløbe sit eget orkester, når han hvisker medlemmer af finansudvalget noget i øret, som kan sætte fut i hans eget ministerium.

Når Bertel Haarder undrer sig over, hvad friskolerne formår, mens folkeskolen forstener – især på grund af Danmarks Lærerforenings lønmodtagerattitude – så er det foruroligende, at han overser sin egen medvirken til afskaffelse af professionstænkningen ved overgangen fra nævn til bestyrelse. Tværtimod fremturer han med friskolernes engagement og forældrenærhed, mens han overser sine egne massive bidrag til en bureaukratisering af folkeskolen. Det skal fremhæves, at Haarder har kæmpet for de humanistiske fags faglighed og for, at skolens elever bliver undervist i deres rødder, selv om han nu også har været mere til den kronologiske pælerod end til mere dynamiske trevlerødder. Men han har prioriteret de faglige foreninger over Danmarks Lærerforening i det faglige arbejde, og her har han ifølge Jørn Lund haft øje for en frugtbar arbejdsdeling. Men ikke alt er humaniora og bløde værdier. Haarder siger i bogen, at han ville have forsværget, at han skulle indføre test og kontrol i skolen. Men det er altså også de andres skyld, at det er kommet så vidt. Endnu en gang foruroligende, at et så tænksomt menneske kan mærke højskolen i ryggen, men ikke handelshøjskolen i brystet.

Men trods en række forsimplinger og ”forglemmelser” i erindringsdelen så er bogen vedkommende læsning, dels på grund af det heftige engagement, dels – og ikke mindst – på grund af de sidste kapitler, hvor Bertel Haarder sprænger erindringens rammer og giver sig til at diskutere fremtid, magt, medier, demokrati og moralkapital. Her opstiller han scenarier, hvoraf mange kan genkendes fra hans egne kampe, men her præsenterer han også filosofiske dilemmaer, som ethvert moderne menneske må tage stilling til.

Man kan blive høj af både begejstring og irritation i mødet med den engagerede og tænksomme Haarder, der fremstår politisk markant og personligt selvudleverende. Og man kan blive hys af, at modstanderne gøres så svage, at bogen bliver en solistoptræden.       


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ