Formålsparagraffen
10   388

Uddannelsesforskning kan gøre skolen bedre

Forskning i, hvad der virker i undervisningen, kan styrke lærernes anseelse og selvværd, mener professor Jens Rasmussen.

Så snart vi har fået os bænket, smider jeg hovedspørgsmålet tværs over bordet:

Er der i dag to skolesyn, som konkurrerer om magten i Danmark?

»Rolig nu«, svarer professoren. »Lad os skille det ad og kikke nærmere på det. Stille og roligt. To typer af modsætninger er i spil«.

Dannelse kontra kompetence. Det er den ene. Det er en modstilling, som var moderne for omkring tyve år siden. Den poppede op igen under debatten om læreruddannelsen for nylig. Men det er en kikset debat, mener Jens Rasmussen, der er professor i pædagogisk sociologi ved Aarhus Universitet.

Artiklen fortsætter under banneret

»Det er en falsk modstilling, for skolen skal selvfølgelig udstyre eleverne med både almen dannelse og demokratisk sindelag og faglig viden og kompetence. Det er ikke et modsætningsforhold«, uddyber han.

Pædagogisk tænkning versus forskning


»Og så er der den anden konflikt. Den står mellem pædagogisk tænkning og uddannelsesforskning«, fortsætter Jens Rasmussen. Den har faghistorisk karakter:

Pædagogikken var således først i mange år styret af filosofiske overvejelser, så tog psykologien teten i løbet af 1900-tallet, og gennem de sidste 20 år har den empiriske, didaktiske uddannelsesforskning vundet indflydelse.

»Den empiriske forskning på uddannelsesområdet spiller en stadig større rolle, det kan enhver se nu. Man er i stigende grad optaget af, hvad vi gennem empiriske undersøgelser kan påvise faktisk virker i undervisningen«, siger han.

Der er tale om et faghistorisk indflydelsestab, som mange almenpædagoger har svært ved at sluge, mener Jens Rasmussen. Det er derfor, de indimellem farer i flint, som det for eksempel skete i den offentlige debat om en ny læreruddannelse, da faget KLM (kristendom, livsoplysning, medborgerskab) på et tidspunkt stod til at blive nedlagt for i stedet at blive inkluderet i de andre fag.

»Jeg mener, at det er positivt og rigtig godt for skolen og uddannelsessektoren, at man i højere grad lægger empirisk forskning til grund for de beslutninger, man træffer i skolen«, siger Jens Rasmussen.

»Jeg ved godt, at der er nogen, som synes, at forskningen tager dømmekraften fra lærerne. Men jeg har den modsatte opfattelse. Jeg mener, at den styrker lærernes dømmekraft. Lærerne skal nemlig ikke bare gøre, hvad forskningen siger, for forskningen siger som regel noget generelt og sjældent noget om de specielle omstændigheder. Derfor skal lærerne bruge deres egen dømmekraft til at vurdere, hvordan de kan bruge den generelle viden i deres egen konkrete kontekst med de elever, de aktuelt har«, tilføjer han og fortsætter:

»Det sker! Ork, masser af lærere tænker i de baner ude i skolerne. Også ude på skolerne er der en bevægelse den vej. Heldigvis. Det bidrager til at løfte lærernes anseelse, at de, når de udtaler sig, faktisk udtaler sig på et solidt grundlag«.

Læreren som ekspert i undervisning

Jens Rasmussen, der har en fortid som folkeskolelærer og næstformand for en lærerkreds, bliver ivrig:

»Hvis lærerne som eksperter i formidling og undervisning faktisk kan omsætte og praktisere det, som forskningen peger på virker, så adskiller de sig netop fra folk med andre uddannelser - det er dét, lærerne kan, og som ingen andre kan. Dét er deres særkende, og det styrker deres anseelse og deres selvrespekt«.

Beviset er de lande og regioner, der er gået evidensvejen, påpeger Jens Rasmussen. Finland, Singapore, Ontario. »Lærerne dér lægger i høj grad forskningsresultater til grund for deres undervisning, og de er velansete og lider bestemt ikke af manglende selvtillid«.

Stop kritik af evidens

Kritikken af den evidensbaserede undervisning er alene af den grund irriterende, mener Jens Rasmussen. Men den rammer også ved siden af målet, for det er jo ikke meningen, at læreren skal lave kogebogsundervisning. Og kritikken af kompetencebegre­bet rammer helt uden for skiven, tilføjer han.

»Jeg ser ikke kompetence og dannelse som to forskellige ting. Jeg mener faktisk, at kompetence og dannelse spiller sammen. Forudsætningen for at være et dannet menneske er, at man også er et vidende og et kompetent menneske, som har tilegnet sig grundlæggende færdigheder i læsning, skrivning og regning. Og også tilegnet sig sociale og demokratiske kompetencer. Jeg opfatter det som en lidt gammeldags måde at stille tingene op på. Og en ufrugtbar måde. Man skaber et modsætningsforhold, som ikke er gavnlig for skoledebatten«, siger Jens Rasmussen.

»Jeg sidder ikke og taler om eleverne som konkurrencestatens soldater, som det er blevet udtrykt. Jeg kender faktisk ingen i uddannelsesverdenen, der har det standpunkt. Men det er klart, at man gør børn en bjørnetjeneste, hvis skolen ikke gør dem duelige til at fungere i et samfund, som er under omstilling. En af de få ting, vi kan sige med ret stor sikkerhed, er, at de vil komme til at skulle lære hele livet. Det gælder jo også os andre. Det er jo begyndt. Sådan er det allerede blevet. Derfor er det vigtigt for børnene og de unge og for samfundet, at de i skolen tileg­­ner sig kompetencer, der sætter dem til selv at lære«, mener han.

Fortabt i skolen og samfundet

Og hvis man ikke kan læse og regne og skrive, så kan man ikke lære nyt, og hvis man ikke kan lære nyt, er man mere eller mindre fortabt i dagens og morgendagens samfund, fastslår Jens Rasmussen.

Dét burde være den væsentlige skolepolitiske debat i Danmark i dag, mener professoren: Hvordan kan vi sikre den offentlige, fælles folkeskole? Og hvordan kan skolen sikre, at de bogligt og socialt svageste børn ikke bliver tabere i skolen og dermed i livet som voksne?

»Nogle er modstandere af mål overhovedet. De mener, at undervisning alene er et mellemværende mellem lærer og elev. De er af den opfattelse, at kun elevens dannelse tæller, og den kan læreren selv tage stilling til. Læreren ved selv, hvad der er bedst for eleven, mener de. Det er jo på mange måder et udemokratisk standpunkt. Det er et patriarkalsk standpunkt. Og det stammer vel også fra en patriarkalsk tid«, siger Jens Rasmussen.

»Tænk, hvis læreren er despot! Tænk, hvis han er tyrannisk indstillet! Skal forholdet mellem elev og lærer så også være helt suverænt og autonomt? Det er et stærkt udemokratisk grundsyn efter min mening«. Jens Rasmussen ryster på hovedet.

Værdikamp 


I foråret langede pædagogisk filosof Thomas Rømer i en blog på folkeskolen.dk ud efter blandt andre professorerne Per Fibæk Laursen, Jens Rasmussen og Lars Qvortrup. Han beskyldte dem for at undergrave vigtige værdier i folkeskolen og gå ind for, at eleverne bare skal gøres parate til at klare sig i konkurrencesamfundet. I en række artikler taler Folkeskolen med nogle af hovedpersonerne og får deres bud på, om der foregår en værdikamp - og hvad den i givet fald handler om. Dette er det sidste interview i serien. De tidligere artikler er »To menneskesyn tørner sammen« med Jens Erik Kristensen (Folkeskolen nummer 16), »Den fagligt myndige lærer« med Lars Qvortrup (Folkeskolen nummer 17) og »Dannelse eller kompetence? - en pseudo-diskussion« med Per Fibæk Laursen (Folkeskolen nummer 18). Artiklerne og debatten om dem kan også læses på folkeskolen.dk


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ

Lærerstuderendenetværket er for alle lærerstuderende samt andre med interessere for læreruddannelsen. I samarbejde med Lærerstuderendes Landskreds.

Læs mere om de faglige netværk
Nu får du et nyhedsbrev (inkl. fagrelevante annoncer) fra netværket. Du kan ændre dine valg af nyhedsbreve på din profilside.
461 andre er allerede tilmeldt