Kulturminister Uffe Elbæk indledte dagens musikkonference i Hørsholm på Sjælland.

Kulturministeren vil have børnenes musiske talenter i spil

Musikfaget er sat frem i rampelyset under dagens musikkonference på Sjælland. Der skal fokus på både individet og fællesskabet - også mellem fagene - mener undervisnings-, kultur- og forskningsministeren.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Kulturminister Uffe Elbæk, børne- og undervisningsminister Christine Antorini og minister for forskning, innovation og videregående uddannelser Morten Østergaard er de tre hovedpersoner ved Kulturministeriets musikfaglige konference på konferencecentret Søhuset i Hørsholm på Sjælland i dag. Konferencens klare mål er at indlede en dialog om en ny og forbedret retning for musikfaget i folkeskolen.

Elevernes indre potentiale Det var kulturminister Uffe Elbæk, der slog tonen an foran de mange deltagere fra hele landet. Han mener, at det først og fremmest drejer sig om tænke faget anderledes og mere sammenhængende, hvis man vil udvikle eleverne.

"Jeg kan som minister sætte mine konservatorier i spil. Jeg kan sætte mine landsdelsorkestre i spil, jeg kan sætte musikskolerne og kulturinstitutionerne i spil. Sådan kommer vi alle tre ministre med noget, vi kan sætte i spil for at få ny fokus på det her og sætte en retning. Det skal sikre, at det enkelte barns talent bliver udfoldet på højeste niveau", siger kulturminister Uffe Elbæk.

Den praktiske dimension skal synge for Børne- og undervisningsminister Christine Antorini tog blandt andet udgangspunkt i de tre partnerskabsmøder, hun har holdt med blandt andre Danmarks Lærerforening, KL og Skolelederne. Her er man ifølge ministeren blevet enige om en række vigtige overordnede retninger, der også dækker overvejelserne om musikfagets fremtid.

Antorini: Bred opbakning til reform

"En af dem er, hvordan vi får styrket praksis i hverdagen. Vi kunne godt tænke os, om man kunne have en folkeskole, der fra start til slut lader eleverne møde de praktisk-musiske fag hele vejen igennem. En anden ting, vi gerne vil, er at kombinere fagene på tværs. Det er ikke for at udviske musikfaget, for faget har sin egen berettigelse, men for at skabe merværdi", siger Antorini.

Musikken skal tages fra toppen Den nye læreruddannelsesreform var i frisk erindring hos minister for forskning, innovation og videregående uddannelser Morten Østergaard. Han opfordrede til mere fokus på musikken allerede fra lærernes uddannelse på professionshøjskolerne og var ikke i tvivl om, at mange kommende lærerstuderende glæder sig til at kunne arbejde sammen med konservatorierne og universiteterne.

"En ny læreruddannelse giver professionshøjskolerne mulighed for at øge mængden af undervisning af musik inden for undervisningsrammen. Man får mulighed for at lave en læreruddannelse, der løfter kompetencer på nogle af de små fag som musik også ude i folkeskolen", siger uddannelsesminister Morten Østergaard.

"Børn og unge har brug for musikken, ikke fordi de alle skal være musikere, men fordi det giver gode instrumenter, som de kan bruge senere", tilføjer han.