Hvor små kan skolebørn være? Peter og Petra lå i underkanten af gennemsnittet, da de bankede på døren til klasseværelset. De mente bestemt at høre til målgruppen, boede i skoledistriktet og alting. Godt nok ikke i nogen af boligblokkene rundt omkring, bare i et lille bitte jordhus under et grantræ i parken. Med nærliggende skøjtebane, som bedstevennen Gunnar finder dem på, og bekræfter et betingelsesløst venskab, selvom Gunnar - sjovt navnesammenfald med Astrid Lindgrens bror - hører til storfolket.

Smuk og eftertænksom bog om nissers møde med den virkelige og - i Digmans fortolkning - nogenlunde moderne verden. Måske fæstnet til Astrids voksenår og illustratorens egen allertidligste barndom. For hvornår har vi sidst mødt en Volvo 444 i en børnebog?

Det bedste ved historien er, at ingen nogensinde sætter spørgsmålstegn ved, om børn af nissefolket har ret til skolegang på den lokale kommuneskole, selv om det indebærer udgifter til møbler i HO-modelstørrelse og en meget spids pen til at skrive på karakterbladet med - det skulle jo gerne kunne gå ind ad døren derhjemme.

Smuk bog om venskab og det at være anderledes. Lindgren behøver ikke mere ros. Digman skal have al den, hun kan bære. Fantastisk dejlig bog til oplæsning og visen frem!