En ny svensk undersøgelse viser, at elever, der har gået i små skoleklasser, har signifikant større chance for at tjene flere penge som voksne end elever fra store klasser. Også i et historisk perspektiv er det interessant. I det 19.århundrede var det nemlig kutyme, at en lærer underviste op til 50 elever af gangen.     

"På landet gik man i begyndelsen af 1800-tallet kun i skole hver anden dag. En skole på 100 elever kunne således nøjes med en lærer. Den ene dag kom de ældste elever, den næste dag de yngste", fortæller Anne Katrine Gjerløff, der forsker i skolehistorie ved institut for uddannelse og pædagogik (DPU), Aarhus Universitet.      

I landsbyskolerne var der lavt til loftet, og det var sjældent, vinduerne kunne åbnes. Det var ikke ualmindeligt, at børnene kom i skole uden at have været i bad med træsko smurt ind i komøg.

"Der findes malende beskrivelser af, hvor klamt der kunne lugte i sådan en brændeovnsopvarmet skolestue", siger Anne Katrine Gjerløff.     

En anden undervisningsform

I 1850-60'erne begyndte man at tale om skolehygiejne, og der blev stillet lovkrav til, hvor store skolestuerne skulle være, at vinduerne skulle kunne åbnes, og at gulvet skulle kunne gøres rent. Et stampet lergulv levede ikke op til det krav. Langsomt begyndte man også at sænke elevtallet.

"Man mindskede klasserne ved at bygge nye skoler, eksempelvis forskoler, hvor de mindste børn kunne gå for sig selv og blive undervist af en forskolelærerinde, der var billigere end de almindelige lærere", fortæller Anne Katrine Gjerløff. 

I slutningen af 1800-tallet var de maksimalt 100 elever per lærer sænket til maksimalt 80, det vil sige 40 af gangen. Når elevtallet oversteg 80 skulle der ansættes en ny lærer og findes nye undervisningslokaler.

"Men humlen er stadig, at mange elever havde meget lidt plads dengang", siger Anne Katrine Gjerløff, der forbinder den trængte plads med datidens undervisningsform.

"Det var først i 1900-tallet, at klasseundervisningen, hvor en lærer henvendte sig til hele klassen på en gang, opstod. Indtil da gik den enkelte elev til katederet og fik gennemgået, hvad han havde læst. Man sad ikke nødvendigvis med hovedet vendt mod tavlen som i dag", fortæller Gjerløff.      

Færre elever i byens klasser

Omkring århundredeskiftet gav den ny teknologi mulighed for en ny skolearkitektur. Mange af de københavnske kommuneskoler står stadig som de blev opført dengang.

Dengang havde man lavere klassekvotienter i København end ude på landet. På landet var der ikke altid børn nok til, at man kunne aldersdifferentiere klasserne, mens man i København og andre større byer indførte aldersdelt undervisning i slutningen af 1800-tallet med 36 børn i klasserne.

I dag er billedet et andet. Det er som oftest de store forstadsskoler, der har de rigtig høje klassekvotienter. På landet og på friskolerne har man flere steder kunnet holde elevtallet per klasse lavt. Det er da også de store lokale forskelle, der giver et ikke-alarmerende gennemsnit på landsplan, mener Ning de Coninck-Smith, der ligesom Anne Katrine Gjerløff forsker i skolehistorie ved Aarhus Universitet.  

Siden 2003 har klassekvotienten ligget på omkring 19,5 elever pr. klasse.

"Gennemsnittet er slet ikke repræsentativt. Man kan finde friskoler med meget små klasser, på nogle årgange 4-5 elever. De fleste af elevernes timer bliver så godt nok samlæst på tværs af årgange", fortæller Ning de Coninck-Smith.

'En tilspidset debat'

Siden man i 1970'erne begyndte at sammenlægge skoler har politikere og skolefolk diskuteret klassekvotienterne. Der har af flere gange været stillet forslag om at sænke klassestørrelsen, men det er aldrig sket.

"Debatten har været der de sidste 30-40 år og den har til tider været ganske tilspidset, fordi den er blevet blandet op med flere andre ting, eksempelvis lokalsamfundets behov for den lille skole. Historisk har mange forældre været tiltrukket af små skoler og af den lave klassekvotient. Det har været en hyppigt brugt begrundelse for at fravælge folkeskolen", siger Ning de Coninck-Smith og fortsætter:

"De politiske vinde i forhold til klassekvotienterne har svunget op og ned. I økonomiske gode tider kan man sagtens lave små klasser uden at nogen piver, men i det øjeblik, det begynder at gå dårligt, og det gjorde det jo allerede fra 73, så bliver det sværere", siger Ning de Coninck-Smith.

Med det hele handler ikke om økonomi, tilføjer hun. 

"Tilhængere af store skoler argumenterede i 1970'erne med, at kun på den måde kunne elever på landet få det samme uddannelsestilbud som børn i byen. I 80'erne talte politikerne for bevarelse af små skoler, fordi man havde en ide om, at erhvervsforholdene ville ændre sig i fremtiden og folk flytte på landet," fortæller Ning de Coninck-Smith.

Hun vurderer, at OECD's anbefalinger har spillet en vigtig rolle i 00'ernes debat om klassestørrelsen.

Ning de Coninck-Smith er forskningsleder og redaktør på et stort skolehistorisk værk, der udkommer på skolernes 200 års jubilæum i 2014. Selv er hun medforfatter på bind nummer 5 om skolehistorien fra 1970 og frem til i dag. Anne Katrine Gjerløff er ligeledes en af flere forfattere på bindene om perioderne 1850-1920 og 1920-1970. Det store skolehistoriske projekt er finansieret af Carlsbergfondet.

Anne Katrine Gjerløff har gået i en grundvigiansk skole på Fyn med 18 elever i klassen fra 1979.

Ning de Coninck-Smith gik på Zahle skole fra 1960-1969. I hendes klasse var der 28 elever.