Sådan lyder overskrifterne i det forlig på statens område, som finansminister Bjarne Corydon og lønmodtagernes topforhandler Flemming Vinther (formand for Hærens Konstabel- og Korporal Forening) ifølge DR Nyheder har indgået i dag.
Lønstigningerne kommer til at falde over tre år og er nok til at sikre reallønnen, fortæller formand for DJØF's Overenskomstforening Lars Qvistgaard til finans.dk
"Det er et ansvarligt resultat i forhold til den tid, som vi lever i", siger han.
(opdateret 6/2 2015 kl. 15.44)
Næstformand i CFU er lærernes formand Anders Bondo Christensen. Han har været med til forhandlingerne hele natten.
DLF har ansatte på statens område som er lærere på private gymnasiers grundskoler, Røde Kors skoler, Frie Fagskoler og sosu-skoler og konsulenter i ministerier og på professionshøjskoler. Derudover er der også en række professionsbachelorer i ernæring og sundhed.
DLF-medlemmer ansat på det statslige område skal stemme om deres egen overenskomst. Afstemningen er vejledende og vil foregå elektronisk. Det er Lærernes Centralorganisation, der tager endelig stilling til forliget.
opdateret 6/2-2015 23:12
Parterne glæder sig over resultatet
Finansminister Bjarne Corydon glæder sig over en ansvarlig økonomisk ramme.
"Det har været hårde forhandlinger, men jeg er glad for, at vi nu er nået til enighed om et resultat, som er økonomisk ansvarligt, og hvor vi samtidig har skabt plads til reallønsstigninger for de statsligt ansatte", lyder det i en pressemeddelelse fra finansministeren.
Formand for CFU Flemming Vinther er tilfreds med, at reallønnen er sikret for ansatte i staten, og at overenskomstresultatet har fokus på at styrke samarbejdet på den enkelte arbejdsplads - blandt andet ved, at der etableres en enhed, der skal hjælpe leder og tillidsrepræsentant, når der opstår lokale uenigheder. "Det er nytænkning, at vi som centrale parter tager et fælles større ansvar for at klæde det lokale niveau på. Det er ikke altid tilstrækkeligt med en pjece eller et telefonopkald. Med den nye rådgivningsenhed bliver det muligt at få hjælp og vejledning på arbejdspladsen, når problemet opstå", lyder det fra Flemming Vinther i en pressemeddelelse fra CFU. Flemming Vinther er også tilfreds med, at der er etableret et rejsehold, der kan rykke ud til den enkelte arbejdsplads, når der er problemer med arbejdsmiljøet.
"Det er en klar markering fra paternes side om, at det psykiske arbejdsmiljø skal tages alvorligt. Det kan ikke understreges nok, at et godt arbejdsmiljø er forudsætningen for velfungerende arbejdspladser".
Organisationerne forhandler de specifikke krav som lærernes arbejdstid de følgende uger.
4,4 procent mere i løn til statsansatte
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.