"Trods de politiske tilkendegivelser omkring folkeskoleloven, så oplever vores medlemmer i 43 procent af kommunerne, at serviceniveauet vil blive forringet næste skoleår. Det viser foreningens undersøgelse om budgetsituationen, som den ser ud lige nu", sagde DLFs næstformand Stig Andersen fra kongressens talerstol onsdag. "Og kun i seks procent af kommunerne ser det ud til, at skolen vil blive forbedret. Så meget for Folketingets ønsker om at højne kvaliteten og øge fagligheden".
Undervisningsmidler, deletimer, vikardækning, specialundervisning og lejrskoler er blandt de områder, der påny må holde for:
"Der bliver skruet ned på alle knapperne - og typisk på områder, der også blev ramt sidste år. Der skæres på det, skulle sikre skolens rummelighed. Det, der skulle gøre skolen til et godt sted at være. Og - ikke mindst - der skæres på det, der skulle sikre og vedligeholde faglighed og generel kompetence - nemlig lærernes efteruddannelse", sagde Stig Andersen, hvis ord blev suppleret af beretninger fra amter og kommuner rundt omkring, hvor nedskæringerne rammer hårdest - bl.a. Odense, hvor der på to år nedlægges lærerstillinger svarende til to pænt store skoler.
En enig kongres vedtog en resolution, der kalder det klart utilfredsstillende, at perspektivet for den danske folkeskole er gentagne årlige sparerunder i kommunerne.
43 procent af kommunerne skærer i skolebudgetterne
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.