Anmeldelse

Bogstavleg / Stav og bøj

Klik for at skrive manchettekst.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Et 'edutainment'-program indeholder en kombination af leg og undervisning. På denne cd-rom er hovedvægten lagt på undervisning.

Cd-rommen indeholder to programmer. 'Bogstavleg' er for børn mellem fire og otte år, og 'Stav og bøj' er for børn fra ni år og opefter - også for voksne.

'Bogstavleg' virker umiddelbart indbydende, flotte farver, mange fotografier, tegninger og lyd, og det er let at gå til.

Indgangsbilledet er et børneværelse - ikke et klasseværelse - hvor man vælger et af seks programmer.

Et alfabetprogram med lyd, billeder og vers.

Et ordbogsprogram med mange navneord. Hver gang, man klikker på et ord, vises et billede af ordet, og ordet kan læses højt. Fotografier og tegninger bruges som illustrationer. Billederne er stort set velvalgte, men der er nogle svipsere: Ved ordet 'dronning' vises for eksempel et fotografi af Lady Diana og Prins Charles.

I to programmer arbejdes med at inddele ord i stavelser og med stavning af ord. Der er hjælp at hente hele vejen.

Der er også et program med seks børnesange; det må være her, de fireårige danske børn begynder.

Når en opgave løses korrekt, spilles en fanfare, og en begejstret kvindestemme udbryder: 'Jubii, perfekt, det var da helt utroligt, superflot med videre.

Disse superlativer lyder også, når man har haft ti forkerte forsøg, og så rammer det rigtige. Når man laver fejl, siger den tålmodige stemme: 'Der er noget galt, prøv lige igen', eller 'det skal nok komme med tiden'. Opgaverne er gode og lærerige. Den høje musik og overdrevne ros, der ikke kan slås fra, er programmets største problem. I skolesammenhæng kræver det hovedtelefoner, hvis der skal arbejdes med disse programmer.

'Stav og bøj' indeholder fire træningsprogrammer, hvor de to første kan bruges i skolesammenhæng. 'Bøjning af ord' præsenterer otte hundrede tillægs-, navne- og udsagnsord i sætninger. 'Træning af enkeltord' indeholder over tusinde enkeltord. Man vælger at arbejde med bestemte vokal- eller konsonantkombinationer eller stumme bogstaver. Man kan slå tid til, og på skærmen vises, hvor mange procent rigtige besvarelser, man har. Her uddeles også stereotyp og irriterende ros ved rigtigt udførte opgaver, men uden fanfarer. Ord og sætningsvalget bærer sine steder præg af, at programmet formodentlig er oversat fra engelsk/amerikansk, og denne oversættelse er ikke altid lige vellykket: 'Laksen ynglede i en stærk å'.

Udfyldningsdiktaten er vanskelig. Teksten til 'Alice i eventyrland' vises på skærmen, og en skuespiller læser teksten op i et forrygende tempo. Intonationen er god, men udtalen er ofte utydelig. Indsætning af ord i teksten kan ske med og uden forlæg.

Ordquizen er ligeledes vanskelig. Her skal man finde det manglende ord i en sætning. Problemet i denne quiz er det lidt specielle ordvalg.

Styrken og svagheden ved denne cd-rom er, at den ikke er særlig 'pædagogisk'. Sjov, flot, underholdende, larmende, utålelig ros og indimellem et hæsblæsende tempo. Køb en enkelt, man får relativt meget for pengene, eller anbefal den til brug i hjemmene.