Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Mange af de lærere, der underviser på skolerne i dag, skabte deres professionelle »stil« tilbage i 1970erne. De hentede deres politiske og mentale gods i kollektiv- og studenterbevægelserne, brændte for at nedbryde lærerens autoritet, gøre op med den elitære udenadslære, tage udgangspunkt i elevernes egen hverdag og engagere dem i verdens brændpunkter.
Det kan der siges meget godt om.
Men der er brug for en ny generationsstil. For det, der engang var forfriskende anderledes, er i dag blevet så selvfølgeligt for eleverne, at de ikke længere føler det som en gave. Tværtimod, det er endt i ligegyldighed.
Stilen fra 70erne har nået sin grænse.
Ny identitet hver dag
Påstanden kommer fra en af pionererne inden for ungdoms- og kulturforskning, den tyske professor i pædagogik ved universitetet i Hannover, Thomas Ziehe.
Siden 1980erne har han inspireret en hel generation af kulturforskere og pædagoger med sine teser om narcissisme, »Ny ungdom og usædvanlige læreprocesser«, »Ambivalens og mangfoldighed«, der er titlerne på hans to bøger på dansk.
Han har sat ord på, hvad der sker med læringen i en tid, hvor ungdommen ikke længere kan arve deres identitet, men må skabe den på ny hver dag og hele tiden. Det, der i sociologiske termer kaldes »den kulturelle frisættelse«.
For Thomas Ziehe er det ikke nok at tale om lærerpersonlighed, autenticitet og troværdighed, når man taler om en lærers kvaliteter. Kvaliteter og svagheder bør kunne underkastes en professionel drøftelse i en kollegial supervision, som fokuserer på lærerens professionelle stilistik. Kort fortalt skal læreren ikke bare være professionel i sine metoder, men også i sin pædagogiske stil.
Tre bud på en ny stil
For nogle måneder siden udgav forlaget Politisk Revy en ny samling af Thomas Ziehes tekster om ungdom, skole og kultur med titlen »Øer af intensitet i et hav af rutine«. Her kommer han med sine bud på en ny generationsstil:
1. Elevernes forventning om, at alt i undervisningen har relation til deres egen hverdagserfaring, må modsvares af, at læreren indfører betydningsfulde »momenter af fremmedhed«, som adskiller sig fra hverdagserfaringerne.
2. Det selvfølgelige i at nedbryde grænser og informalisere bør konfronteres med muligheden for bevidst at formalisere, mener Ziehe og peger på en udbygget og smidig strukturering af arbejdsformerne i lærerens undervisning.
3. Lærerens selvrepræsentation den måde, han eller hun kommer ind i klassen, ser på eleverne og griber ind i episoder på er et spørgsmål om professionel stil, som også har en æstetisk side. Slut med gumpetung og moraltynget 70er-pædagogik, som ikke har blik for dette, mener Ziehe, som videre skriver i sin bog:
»Hovedproblemerne i vore dages arbejde med skolen skyldes ikke i første række, at skolen er stivnet, men skyldes netop fænomenerne som følge af en kulturel forvandling, som har omstyrtet de forældede selvfølgeligheder og skolens mentale indretning. Livet er heller ikke længere, hvad det var engang«.
folkeskolen@dlf.org
Chat med ZieheI begyndelsen af marts holdt Ziehe en workshop for de studerende på CVU Storkøbenhavn. Besøget sluttede af med en »Chat med Thomas Ziehe« på nettet, hvor Folkeskolen fik lov til at deltage. Vi bad ham kommentere nogle af de aktuelle danske diskussioner om lærerrollen:
KanonDen danske regering ønsker at indføre en litterær kanon i folkeskolen og gymnasiet for at sikre, at alle danske børn stifter bekendtskab med de største nationale digtere og forfattere gennem tiderne. Mener du, at sådan en kanon kunne være svaret på din efterlysning af flere »momenter af fremmedhed«?
Af rent pragmatiske årsager kan en kanon være brugbar, hvis den kan være med til at reducere ren vilkårlighed. En kanon repræsenterer en beslutning, en udvælgelse. Så langt så godt i disse diffuse tider, men jeg bryder mig ikke om ideen med at kombinere en kanon med endnu flere kontrolmekanismer. En kanon er et alvorligt ment forslag, ikke definitionen på en pligt.
Fra Chat med Ziehe onsdag 2. marts 2005, det elektroniske tidsskrift Agora, CVU Storkøbenhavn.
Den autentiske lærerI Danmark har professor Per Fibæk Laursen lanceret udtrykket »den autentiske lærer«, som dækker den gode lærer, der er professionel, overbevisende og engageret, og som finder det meningsfuldt at være lærer. Hvilken betydning mener du, vi kan tillægge lærerens personlige, professionelle kompetencer, når du efterlyser en ny generationsstil blandt lærere?
For det første vil jeg sige, at jeg betragter stilen i sig selv som en meget vigtig faktor ved en lærers undervisning. Stil er ikke det samme som metode. Selvfølgelig må enhver lærer udvikle sin egen personlige stil, som passer lige præcis til ham eller hende. Men set fra mit synspunkt er komponenter som høflighed, strukturering og beslutsomhed nogle meget vigtige kvaliteter ved en lærers professionelle pædagogiske stil. Autenticitet er vigtig, ja, men den skal udøves inden for den professionelle rolle, ikke uden for den. Så autenticitet skal ikke forstås i betydningen »privat«, men snarere som en tilpasning af min professionelle fremtræden til mine personlige muligheder med henblik på at skabe min egen troværdighed.
Fra Chat med Ziehe onsdag 2. marts 2005, det elektroniske tidsskrift Agora, CVU Storkøbenhavn.
PisaEn modernisering af skolen står højt på dagsordenen, både i Tyskland og i Danmark, og Pisa-undersøgelserne skaber turbulens begge steder. Hvad er din kommentar til denne offentlige interesse for skolen og de internationale sammenligninger?
Jeg mener, at vigtigheden af de internationale sammenlignende undersøgelser er overdrevet i offentligheden og massemedierne. Ydermere ville jeg foretrække, at der blev brugt lidt flere kræfter på at fortolke Pisa. Som regel foregår der ingen fortolkning, men blot en ren gentagelse af de statistiske oplysninger. Det kunne være interessant med en fortolkning af de specielle kulturelle baggrunde for de internationale sammenligninger.
Men det kræver vel en bredere deltagelse i debatten og ikke kun en forkastelse af disse undersøgelser?
Netop. I Tyskland tænkes der alt for meget i skolestrukturer og skoleorganisering og alt for lidt i kulturelle sammenhænge og de mentaliteter, der udvikles i forskellige kulturer.
Fra Chat med Ziehe onsdag 2. marts 2005, det elektroniske tidsskrift Agora, CVU Storkøbenhavn.
