Jens Krogsgaard Handest skal bruge meget af sin september på at fotografere insekter, når eleverne går på insektjagt. Naturfagsvejlederen skal nemlig gennemføre masseeksperimentet med syv klasser fra Gladsaxe Skole, hvor han er lærer og blandt andet underviser i naturfag.
“Jeg synes, at det er fedt. I hverdagen sidder man og læser en bog om ting, folk har fundet ud af. Her er vi med i selve grundforskningen,” siger han.
Sidste onsdag tog han, som en af de første lærere i landet, hul på masseeksperimentet, der løber fra 31. august til og 25. september.
Masseeksperimentet er et stort forskningsprojekt, hvor lærere og elever hjælper med at indsamle data, der bliver brugt i forskning på Statens Naturhistoriske Museum. I år deltager 30.000 elever fordelt på 1.377 klasser fra 532 skoler.
Bag eksperimentet står Astra, en organisation, der arbejder for at styrke børn og unges interesse for naturvidenskab, teknologi og matematik.
Byg fælden på forhånd
Årets tema er “Ukendt insekt”, og ved hjælp af et hjemmebygget telt som rummer flere fælder, skal eleverne indsamle insekter og edderkoppespind. Bagefter skal længderne måles, arterne identificeres, og så skal insekterne sendes af sted til forskerne.
Jens Krogsgaard Handest er også med som støtte for sine kollegaer, når klasserne fra skolen skal gennemføre eksperimentet. Han startede derfor forløbet med at vise sine kolleger, hvordan man slår teltet med fælderne op. Derfor har han en vigtig formaning til dem, der skal lave eksperimentet: Man skal prøve at bygge fælden på forhånd.
“Det er svært at bygge, så man skal lige prøve at bygge det i planlægningsfasen og se, hvad det er for nogle fælder, der er i fælden. Der er en god byggevejledning med i pakken,” siger han.
Helt nye arter
Sidste onsdag var Jens Krogsgaard Handest afsted med en 4.-klasse og to kolleger. De indsamler insekterne i poser, derefter måler de, om insekterne er under eller over fem millimeter.
“Jeg får nogle udfordrede børn i spil, der ikke bare kan forstå naturen ud fra en bog eller en computer. Det gør en forskel, at vi render rundt i og undersøger naturen og finder ud af, at det ikke er så farligt,” siger Jens Krogsgaard Handest.
Når insekterne er fordelt i grupper, bruger de appen art.dk til at finde ud af hvilken art, hvert insekt tilhører. Eleverne skiftes til at identificere et insekt.
De større og de mindre insekter bliver derefter pakket i forskellige poser og sendt til forskere på Statens Naturhistoriske Museum. Her bliver insekterne analyseret med avanceret DNA Megabarcoding.
Indsamlingen skal give et unikt og landsdækkende billede af, hvor mange insektarter vi har i Danmark, og derudover kan det være, at nogle heldige klasser opdager helt nye arter.
Skolerne får udstyret
Skolerne må beholde meget af udstyret efter eksperimentet er slut, og det giver mulighed for, at Jens Krogsgaard Handest kan bruge det på mange klassetrin eller måske næste skoleår.
“Det er så fedt, at skolerne får en kasse med fysisk udstyr tilsendt, i stedet for at alt er i en bog eller på computeren,” siger han og fortsætter:
“Jeg lærer at bruge noget mere udstyr og har det til rådighed. Hvis man ikke har så mange penge eller har brugt sit budget, så er det jo lidt en gave at få noget ekstra udstyr.”
De yngste elever, som naturfagslæreren skal lave eksperimentet med, går i 4. klasse, og de ældste går i 9. klasse. Her er der selvfølgelig forskel på tilgangen.
Med de mindste klasser bruger han meget tid på at identificere insekterne, og med afgangsklasserne bruger han mere tid på det forskningsmæssige aspekt.
“Det er svært for de mindre elever at lave forskningen. Der skal vi lige hjælpe dem,” siger læreren.
Generelt er det lidt udfordrende, at læreren skal sørge for, at de laver korrekt forskning.
“Vi skal sikre os, at det er de rigtige dyr, der bliver sendt til forskerne. Det er meget tidskrævende, og der er mange ting, jeg skal have styr på,” siger Jens Krogsgaard Handes, der har været med i masseeksperimentet hvert eneste år, siden det begyndte i 2007 og fortsætter:
“Det er fedt, når eleverne får svar fra forskerne, og de siger tak for dataene. Så føler eleverne virkelig, at de har gjort en forskel.”
30.000 elever er en del af eksperimentet: Lærer har dog en formaning om insekt-fælden
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.