Stinus Nielsen er død

Ved Stinus Nielsens død skriver DLF's formand, Anni Herfort:

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Søndag morgen døde Danmarks Lærerforenings tidligere formand og æresmedlem, Stinus Nielsen, på Vordingborg Sygehus - kun få uger før sin 95-års fødselsdag.

Selv om den sidste periode var præget af sygdom, var han aktiv som altid. Så sent som i sidste weekend talte han på Gammel Avernæs i foreningen af tidligere hovedstyrelsesmedlemmer.

Stinus Nielsen forlod sine forældres gård ved Lemvig som 16-årig og kom til Nordsjælland, hvor storebror drev købmandsforretning. Den unge kommis viste hurtigt talent for både handling og handel - evner, som den danske lærerstand og folkeskolen senere skulle få gavn og glæde af.

Forældrene flyttede til Vordingborg, og her fik Stinus Nielsen sin lærereksamen i 1927. Arbejdsløsheden blandt lærere var stor, men han fik arbejde som vikar, og allerede året efter blev han formand for Danmarks Lærerforenings vikarkreds. Fra 1932 til 1936 repræsenterede han de unge lærere i hovedstyrelsen, og i 1938 kom han i hovedstyrelsen ved et almindeligt valg. Fra 1944 til 1953 var han foreningens hovedkasserer, næstformand i fire år fra 1952, og fra 1956 til 1972 var han foreningens formand.

I alle årene havde han mange jern i ilden. I 1954 blev han bestyrelsesformand for Lærerstandens Brandforsikring, og den post fortsatte han på helt frem til 1988. Og han var arbejdende bestyrelsesformand, mødte oftest før alle andre og gik ofte sent.

Stinus Nielsen var formand for Danmarks Lærerforening i en periode med voldsom ekspansion, medlemstallet steg fra cirka 20.000 til 50.000, og foreningens formue voksede fra en million til 47 millioner kroner. Lærerne var dengang tjenestemænd, men Stinus Nielsen forstod, at der også skulle stilles økonomisk magt bag organisationens krav, derfor blev Særlig Fond oprettet.

Året efter valget af Stinus Nielsen som formand købte Lærerforeningen Kompagnistræde 32 i København til det hastigt voksende kontorpersonale. I kongresberetningerne kan man se, at der i 1956 var ansat to en halv person, men allerede to år efter var der otte, og i 60'erne blev arbejdsstyrken så stor, så der måtte ansættes en leder af sekretariatet.

Politisk stod der stor respekt om Stinus Nielsen. Det var ikke tilfældigt, at sekretariatsadressen blev i gå-afstand til Undervisningsministeriet og Christiansborg.

Man var nødt til at lytte til Danmarks Lærerforening, når der skulle forhandles. De tætte forbindelser til Det Radikale Venstre blev brugt, uden at nogen var i tvivl om foreningens partipolitiske uafhængighed. Stinus Nielsen fik sat tydelige fingeraftryk på både folkeskolelov, lønningslov, tjenestemandslov, læreruddannelseslov og to tjenestetidsrevisioner.

Når DLF i dag har glæde af gode og smukke kursusejendomme, kan man i høj grad takke Stinus Nielsen. Sixtus blev købt kort tid før, man købte sekretariatsbygningen, og i 1962 erhvervede foreningen både Skarrildhus og Gammel Avernæs. Det skete ikke uden modstand og skepsis, men også på det område så han fremad, kæmpede for sit synspunkt og vandt. Han var en fremsynet, stædig og vedholdende taktiker gennem alle årene - og en respekteret og frygtet forhandler.

Og så var han kunstelsker. Det kan ses både i Lærerstandens Brandforsikring og på Lærerforeningens ejendomme.

Stinus Nielsen gik ind i sin tid, prægede den, fordi han ville og turde. Det er en kæmpe, der nu er død, men resultaterne af hans rige liv forsvinder ikke, de vil til stadighed gavne lærerstanden og den folkeskole, som han elskede og værdsatte.

Stinus døde i overgangen mellem sommer og efterår, åndsfrisk til det sidste.

Jeg talte i telefon med Stinus i fredags, og han talte om, at det havde været en dejlig aften på Gammel Avernæs sidste lørdag. For stik imod al logik deltog Stinus i 25-års jubilæet for den forening, han var stifter af og formand for, foreningen af afgåede hovedstyrelsesmedlemmer i Danmarks Lærerforening, mere prosaisk kaldet 'De Faldne Engle'.

DLF forsvandt ikke fra Stinus' univers, da han stoppede som formand i 1972. I 38 år var han med i hovedstyrelsen, og DLF blev ikke alene en væsentlig del af hans liv, Stinus er også en væsentlig del af Danmarks Lærerforenings liv.

Som formand mærkede jeg, hvor meget Stinus kerede sig om DLF. Han blandede sig hverken internt eller i den offentlige debat, 'for når man er gået, og andre har taget over, så er det jer, der tegner linjen', som han sagde.

Stinus fulgte med og mente noget, men han gav først sin mening til kende, hvis man bad ham om det.

Jeg er Stinus taknemmelig for, at han havde overskud til at dele sine erfaringer med mig, og for, at han havde sans for at sende en lille hilsen, når han mente, at den var fortjent, eller når han vidste, den var tiltrængt.

Stinus var en værdig og klog mand. Jeg er glad for de stunder, jeg fik lov til at opleve med DLF's Grand Old Man. Han var en blændende historiefortæller, der øsede af sine erfaringer som formand og forhandler. Ingen tvivl om, at han blev 'rundere' med årene, men heller ingen tvivl om, at 'den hårde banan' har fightet og vundet mange sejre for DLF's medlemmer.

Stinus er død, men i vores minder og i vore hjerter har han fundet blivende plads.