0   108

Moralsk panik - en evergreen

Midt i april trådte den nye filmcensurlov i kraft. Det skete i relativ ubemærkethed sammenlignet med den debat, der førte frem til revisionen af loven. I sin endelige version blev loven et sandt radikalt kompromis. Aldersgrænserne blev fastholdt, idet de dog blev sat lidt ned - fremover hedder de 15, 11 og syv år - samtidig med at det blev besluttet, at børn over syv år må se alt, såfremt de har en voksen med.

Men filmcensuren har en forhistorie, der går tilbage til stumfilmens dage. Omkring 1907 rejste de første røster sig til fordel for kravet om at begrænse børns og unges adgang til det nye medie. Både i Danmark og i udlandet var biografen nemlig blevet et samlingssted for børn og unge - især fra de brede sociale lag. I 1910 indførtes en slags prøvecensurordning på Frederiksberg, der på det tidspunkt havde 15 biografer. Børn og unge under 15 år måtte kun se de film, der var godkendt af den lokale censor, lærer Nicolajsen. Også andre danske købstæder ønskede en lignende ordning, men de magtede ikke at gennemføre det. Her måtte man indtil videre klare sig med politicensuren. Alle vegne var lærerstanden i front - ligesom lærerne i øvrigt også var det, når det gjaldt kampen imod smudslitteraturen og Nick Carter, eller bestræbelserne på at få indført et landsdækkende forbud imod børns tobaksrygning på gaden. For slet ikke at tale om kampen imod børnearbejdet. Ønsket om en filmcensur var således led i en større moralsk bekymring grænsende til panik omkring børns og ikke mindst unges levevis og vilkår.

Artiklen fortsætter under banneret

Da bekendtgørelsen blev udsendt i 1913, var alderen ikke overraskende hævet fra 15 til 16 år. Ungdommen var som barndommen på vej til at blive et samfundsmæssigt anliggende. Og den biologiske alder blev det redskab, der kunne trække en indiskutabel grænse for samfundets - personificeret i lærerstandens - ret til at blande sig ikke bare i børns, men også i unges liv uden for skoletid. Dengang som i dag tvivlede mange på alderens udsagnskraft, når det gjaldt om at bedømme børns og unges 'modenhed'. Når den biologiske alder alligevel fandt vej til lovgivningen og dermed sendte ældre, kulturelt bestemte aldre som konfirmationsalderen ud i mørket, så ekkoede det tidens lægevidenskab og spirende børne- og ungdomspsykologi, der siden midten af 1800-tallet havde gjort den biologiske alder til en central videnskabelig kategori.

Sammenligner man den ældre og den nutidige debat, står det klart, at århundredeskiftet var mere fokuseret på de erotiske film end nutiden. Vold var ikke i samme grad et tema som i dag. Man var snarere optaget af de film, der som Gøg og Gokke vendte samfundsordenen på hovedet. Det afspejler, at vold var kulturelt mere accepteret i ældre tider, blandt andet var det endnu de færreste - og slet ikke lærerne - der rynkede på næsen ad fysiske afstraffelser af børn og unge. Omvendt var erotik forbeholdt mænd efter mørkets frembrud - og kun acceptabelt i den udstrækning, der ikke blev snakket højt herom.

Men både den første bekendtgørelse og den sidste revision er et resultat af en moralsk panik, der omfatter mange forskellige sider af børns og unges liv. Fra debatten om læsefærdighed til debatten om tv- og videovold går en lige - om end til tider usynlig - tråd spundet af voksenverdenens forestillinger om den gode barndom og ungdom. I 1913 satte voksenverdenen sin lid til, at en ufordærvet, sund og (ud)dannet ungdom ville tjene Danmark til ære . . . hvad mon vi håber på i dag?

Ning de Coninck-Smith er lektor på Odense Universitet.


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet