Ny og brugbar viden om, hvordan it kan bakke elevernes læring op, er, hvad undervisningsministeren og KL ønsker at få igen for finansieringen af fire store it-projekter. Bag hvert af projekterne, der løber fra dette efterår og to år frem, står et hold af forskere fra henholdsvis Aalborg og Aarhus Universitet (DPU) og professionshøjskolerne.
Nu er så også de 21 skoler, der skal deltage i eksperimenterne, udpeget.
It i skolen: Historisk store samarbejdsprojekter er nu søsat
Nyrenoveret skole parat til projekt
På Christiansfeld Skole i Kolding er skoleleder Hans Winther utrolig glad for, at skolen på baggrund af deres ansøgning nu bliver en del af forskningsprojektet. At skolen er blevet udvalgt som demonstrationsskole hænger sikkert sammen med, at den netop er blevet ombygget og moderniseret, fortæller Hans Winther.
"Vi er en totalt nybygget og gennemrenoveret skole med den nyeste teknologi, så vi har gode forudsætninger for at skabe de digitale læringsmiljøer".
Christiansfeld Skole skal arbejde under projektoverskriften "Inklusion og Undervisningsdifferentiering i digitale læringsmiljøer".
Inklusionen er i centrum
"Inklusionsindsatsen er i forvejen sat i centrum på skolen. Vi er ikke der, hvor vi siger, at alle 100 procent kan inkluderes. Men vi sender ikke ret mange afsted til specialklasser og specialskoler.", fortæller Hans Winther, der forventer, at skolens lærere vil blive styrket i det videre arbejde med inklusionen, når nu et it-projekt er landet på deres skole.
Ikke alle projektskoler er imidlertid toprenoverede. Jeppe Bundsgaard fra Aarhus Universitet (DPU), der er leder på tre ud af de fire it-projekter, fortalte tilbage i maj, at man i udvælgelsen af projekter ville være opmærksom på at få et bredt udsnit af danske folkeskoler involveret i forskningen.
Rådgivningsgruppe: Sådan bør it-millionerne bruges
Sådan deles forskningen
Det er Undervisningsministeriets ambition, at erfaringerne fra Christiansfeld Skole og de 20 andre demonstrationsskoler bliver fremlagt for nuværende og kommende lærerstuderende. Alle andre skoler skal selvfølgelig også lære af forskningen. I en pressemeddelelse fra Undervisningsministeriet hedder det:
"De fire forskningsprojekter munder ud i konkrete indsatser, som efterfølgende kan bruges af alle skoler. Det skal bl.a. undersøges, hvordan it kan understøtte nye måder at organisere undervisningen og skoledagen på. Hvordan der kan sikres bedre sammenhæng mellem forskellige dele af elevernes hverdag – skole, SFO og fritid, og hvordan it kan bruges til at differentiere undervisningen."
Nu begynder først samarbejdet mellem forskere og de udvalgte skoler. Undervisningsministeriet forventer, at forsøgene vil blive sat i gang efter nytår.
21 skoler til it-forskning er fundet
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.