Denne bog er skrevet af en person med et stort engagement, og som vil alt det bedste for de ordblinde. Forfatteren Doris Elisabeth Fischer er født i Tyskland og uddannet som social- og talepædagog i Østrig og Svejts, som musikpædagog i Esbjerg og som Kemplerterapeut. Hun har arbejdet med ordblinde på en højskole i Danmark.

Hendes pædagogiske inspirationskilder er Marie Summer, en østrigsk talepædagog, der arbejder med sammenhængen mellem krop, rytme, vejrtrækning og sprog, Rosmarie Guggenmos, der arbejder med »gestaltpædagogik« og Ronald D. Davis, der har skrevet bogen »The Gift of Dyslexia«. I den hævder han, ifølge Elisabeth Fischer, at »de fleste ordblinde tænker i tredimensionale billeder i stedet for at tænke verbalt. Allerede i tremånedersalderen udvikles denne evne. Ordblinde tænker meget hurtigere end verbalt tænkende mennesker, og vi andre har derfor svært ved at møde dem i deres måde at tænke på«. De ordblinde er i godt selskab, idet Albert Einstein, Niels Bohr, H.C. Andersen, Charles Darwin, Walt Disney, Winston Churchill, Leonardo da Vinci, Goethe og Rudolf Steiner skulle have været ordblinde ifølge Ronald D. Davis.

På højskolen arbejdede forfatteren i starten med kropsarbejde, rytmisk lydtræning, koordinations­øvelser og træning i kommunikation. I bogen gennemgås en række undervisnings­aktiviteter. Nogle af dem er udmærkede, andre er yderst tvivlsomme. At de tilsammen skal udgøre »måden« at undervise ordblinde på, sætter jeg et stort spørgsmålstegn ved. Forfatteren gennemgår en række undervisningsforløb i form af cases, der strækker sig over længere forløb samt enkelte ugekurser. Fælles for disse forløb er, at deltagerne får selvtillid ved orien­teringen om deres særlige evne til at tænke hurtigt og tredimensionalt. Kropsøvelserne spiller en stor rolle i alle undervisningsforløbene. Den motoriske træning er givet godt for elevernes motorik. Arbejdet med elevernes holdning, stemme og åndedræt kan også være nødvendigt. Det arbejdes der med i gymnastiktimer og i taleundervisningen i folkeskolen. Jeg vil dog ikke gøre disse aktiviteter til hovedindholdet i arbejdet med børn og voksne med dysleksi. Forfatteren refererer til Parlenvis arbejder i Göteborg i 1979. Det førte til oprettelsen af særlige motorikrum i tilknytning til specialundervisningen flere steder i landet. Det er man for længe siden gået bort fra.

Koncentrationen øves ved, at eleverne skal finde et såkaldt »orienteringspunkt«. »Orienterings­punktet ligger cirka 15 til 25 centimeter i en vinkel på 45 grader over og bag ved hovedet. Det er samlingspunktet for alle vore sanser«. Enkelte af eleverne har svært ved at operere ud fra det, fortæller forfatteren åbenhjertigt. Personligt står jeg også af her.

Desuden arbejdes med lydøvelser. Disse tager her udgangspunkt i den menneskelige stemme. Der er positive referencer til Volfmetoden, som læseforskere i Norden tager afstand fra. En anden aktivitet, som eleverne har succes med, er modellering. Bogstaver og ord formes i ler. Det arbejdes der også med på forskellig vis i folkeskolen. Det kan være ganske udmærket som én aktivitet blandt flere. Her har jeg indtryk af, at det er en bærende aktivitet.

Sidst i bogen fortælles der inspirerende om, hvordan der arbejdes med eventyr med en gruppe børnehavebørn. Undervisningsmåden kaldes »Gestaltpædagogik en pædagogisk retning, som forbereder især de ordblinde børn til livet og til skolen«. Her arbejdes med visualisering og drama. Lignende undervisningsforløb har jeg overværet i børnehaveklasser i folkeskolen.

Sidste kapitel må glæde en dansker, idet Chresten Kolds tanker om skolen, det levende ord og læsning fremhæves. Indtrykket fra læsningen af bogen er, at forfatteren er et engageret menneske, der givet har nogle gode undervisningsforløb i kraft af sine pædagogiske evner. Forfatterens faglige udgangspunkt personificeret ved Ronald D. Davis sætter jeg derimod store spørgsmålstegn ved også uden at have læst hans bog. Enkelte af forfatterens andre referencer har tilknytning til de såkaldt »alternative behandlingsformer«.

I bogen mangler der desuden referencer til en væsentlig del af den forskning og viden om dysleksi, der er samlet i de sidste tyve år her i Norden.

Det er med beklagelse, at jeg fraråder brugen af denne bog som grundlag for specialundervisning. Men det faglige grundlag i relation til ordblindhed forekommer mig at være yderst tvivlsomt.