Af psykolog Niels Peter Rygaard, CEO i www.fairstartfoundation.com

Denne artikel beskriver forskningens bud på hvilket opvækst- og læringsmiljø der er vist at føre til uddannelsessucces og livsduelighed i voksenlivet. Baggrunden er mit samarbejde gennem 40 år med de faggrupper der skal undervise og give omsorg til omsorgssvigtede, anbragte og tilknytningsforstyrrede børn og unge – den gruppe, hvor færrest klarer 9. klasses eksamen. Et fokus der sætter spotlight på vore børns generelle relationer og trivsel i skolen.

I de samme 40 år har jeg set vores undervisningsmiljøer gå fra autoritær lydighed, udenadslære og fysisk afstraffelse, til traumatiserede lærere, der går ned med stress i forsøget på at rumme utrygge og frustrerede børn og unge med lige så mange diagnoser som der er blade på et birketræ. Som daginstitutionskonsulent, gennem 10 år som psykolog på et skole-behandlingshjem, og som underviser for utallige specialskoler, opholdssteder og plejefamilier endte jeg med at stifte en fond, der omsætter international forskning i omsorg og læring til uddannelser jorden rundt. Da vi nu med mange forskeres anbefalinger har uddannet 600 medarbejdere, der har trænet 40.000 anbragtes omsorgsgivere og lærere i tilknytningsbaseret relationsarbejde, vil jeg gerne viderebringe vores og forskernes erfaringer.

De er enkle: børn bliver kun voldelige hvis de udsættes for vold, og den strukturelle vold vi udsætter dem for er relativt usynlig og utilsigtet. Deres adfærdsproblemer og ringe mentale helbred kan overordnet set forstås som naturlige reaktioner på et massivt tab af trygge relationer – uanset om de viser sig som skolefobi, lavt selvværd og selvmordsforsøg, aggressiv adfærd, eller manglende læring. Eller i tilknytningsteoriens optik: en tryg base er den afgørende forudsætning for lysten til at udforske, lege og lære.

Vi er gået fra lokal professionel autonomi i små stabile miljøer til centralisering og topstyring med præstationer som eneste målestok, uden trygge relationer til de samme klasselærere gennem hele skoleforløbet som forudsætning. Rundt om skolen har vi et samfund, hvor adskillelse fra forældre sker alt for tidligt, og alle relationer til voksne er kortvarige og præget af utallige skift og brud. Vidste du f.eks., at dobbelt så mange danske børn har en uddannelse som 32-årige hvis deres forældre er blevet sammen, som hvis forældrene bliver skilt i opvæksten? Og at skilsmissehyppigheden er mindst hos de velhavende, højere hos de fattige, og tårnhøj hos forældrene til anbragte? En folkeskolelærer med en ottende klasse står i dag overfor en gruppe hvoraf halvdelen er skilsmissebørn. Hvor trygge – og dermed læringsparate - er de mon?

Manglen på basal tryghed giver sig direkte udslag i hvad lærere konfronteres med i hverdagen. F.eks. i mit samarbejde med Lolland Kommune: en otteårig vælter en anden omkuld, og hopper på hans hoved med sine vinterstøvler. Da de voksne tager fat i ham, er hans forklaring: ”Jeg ville se om det siger ligesom en æggeskal”. Eller i vores arbejde i Grønland, hvor 7 % er anbragte, og der er 256 ubesatte lærerstillinger. Her handler et meget søgt kursus for lærere om - selvforsvar. Relationskvalitet mellem voksne triller helt enkelt nedad i form af den enkeltes evne til at skabe tryghed i klassen. Kun de skoler der formår at opbygge en selvstændig kulturel identitet indadtil - trods alle ydre krav – kan glæde sig over en lav grad af vold og mobning.

Tilbage til spørgsmålet. Lad os se med forskernes helikopterblik på børn i Danmark: hvad det er i opvæksten der fremmer alle børns mentale helbred, og især de anbragtes? Forskerne ser nemlig ikke anbragte børn og deres forældre som en særlig gruppe – de er bare den hårdest ramte udgave af hele samfundets udfordring med at give vores børn en sammenhængende opvækst. Så hvis vi både vil få alle børn til at trives og få færre anbragt - så må vi også se på opvækstvilkår ud fra et helhedssyn, hvor vi skaber trygge rammer for alle forældre, deres daglige professionelle, og deres forvaltninger.

Lad os starte med hvad der stresser børn og forældres mentale helbred over hele verden - men især i Danmark. I de sidste 50 år er kvinderne gået fra omsorg i hjemmet og ud på arbejdsmarkedet, og alle flytter ind til byerne. Det betyder at børn bliver passet ude langt tidligere end før, netop som de er i gang med at danne en tryg tilknytning til forældrene. Danske forældre har Europas længste samlede arbejdstid, og samtidig de skal varetage den livsvigtige tætte tilknytning til børnene. Forskningen i tilknytning viser helt enkelt, at de mange tidlige adskillelser og voksenskift tænder hjernens alarmsystem, så lysten til udvikling, leg og læring forsinkes eller går i stå indtil man igen får en tryg base. Hvad stresser så forældres omsorgsevne?

Storfamilierne er skrumpet ind så hver tredje forælder bor alene, og halvdelen af børneforældrene skilles. Den udvikling har betydet langt færre børnefødsler, og en stigende overvægt af ældre. Og det store fald i børnetallet har medført en generel nedprioritering af investeringer i både omsorg og uddannelse for de der skal tage sig af børnene. Dette forringede opvækstmiljø øger selvfølgelig risikoen for at de der i forvejen er mest udsatte anbringes. Mange studier har vist at børn af udsatte forældre klarer sig langt bedre hvis de får tæt og god omsorg i daginstitution og skole, og det har mange kommuner ikke råd til.

Danmark har Europarekord i tidlig udepasning, og gennem hele opvæksten sker der flere og flere skift og brud i børns voksenrelationer. Det ser forskningen som hovedårsagen til at hver tredje danske unge har svækket mentalt helbred. De anbragte er blot den lille gruppe på 1 procent, hvis forældre er ramt af endnu flere former for tilknytningsstress. En væsentlig grund til at de 13 mia. vi bruger hvert år på anbringelser har ikke for alvor skabt bedre voksenliv. Den dialog er vi heldigvis i gang med nu, og jeg tror vi trænger til det paradigmeskift forskerne foreslår os.

Det mål siger forskerne kan nås hvis vi fokuserer på at forbedre de fire vigtige relationer vi skal se nu. Hvis alle fire er opfyldt, er chancen for et godt voksenliv meget høj – og jo flere der mangler, jo ringere resultat. Så her er fire korte til opslagstavlen - læserne kan overveje deres egen arbejdsplads:

1.Barnet skal have en langvarig tryg tilknytning til de samme voksne - i hjemmet, i anbringelsen, i daginstitutionen og skolen.

2. Barnet skal være accepteret medlem af en gruppe jævnaldrende i lang tid.

3. Barnets voksne skal have viden om børns tabsreaktioner, og de skal have tæt dialog med andre voksne.

4. Der skal være enighed om synet på barnet og anbringelsen - mellem de voksne barnet er knyttet til, og de der tager beslutninger om hvor det hører til.

Lad os se grundigt på den første forudsætning: En langvarig tryg tilknytning til få betydningsfulde voksne i barnets primære tilknytning. Der er meget forskellige formål og resultater med anbringelse, alt efter barnets alder når det sker. Tryg tilknytning dannes især fra nul til tre år – op til den alder viser forskning i adoption og anbringelse, at de fleste børn kan skifte følelsesmæssig tilknytningsfigur. Derfor er en tidlig anbringelse i plejefamilie eller slægtspleje mest effektiv, fordi den i praksis ofte er en følelsesmæssig adoption, og meget ofte kan helbrede følgerne af tidligt omsorgssvigt. Dermed har jeg ikke taget stilling til hvem der skal adopteres.

Ved anbringelse efter de tre år er resultaterne knapt så gode. Når børn anbringes efter de tre år, er deres livslange dilemma at skulle danne en tryg identitet mellem to familiekulturer og tilknytninger – præcis den samme udfordring som skilsmissebørn og adoptivbørn oplever. For at børn skal kunne danne en tryg identitet skal de have ret til at høres om samvær - det gælder både hvis de ønsker at sige fra, men i lige så høj grad har de brug for at kunne sige til. Forskningen i både adopterede og anbragte viser os at det er livsvigtigt for anbragte at kende deres rødder, og med så få undtagelser som muligt at bevare kontakten med familien. Undersøgelser tyder endda på, at jo længere væk man anbringes geografisk fra sine venner og sit miljø, jo ringere livsudvikling. Som vist af Bo Morthorst fra Syddansk Universitet har børn i slægtspleje større livssucces, fordi båndene til hele familien ikke skæres over. Det sker desværre i langt de fleste anbringelser at familien som helhed ikke inddrages og høres tilstrækkeligt. I forskningen er der ikke væsentlig forskel i succesraten mellem plejefamilier og opholdssteder - det er alder ved anbringelse, inddragelse af alle i netværket og relationskvalitet der er afgørende.

Og hvis man først anbringes sent som teenager er effekten mindst, og anbringelse i plejefamilie mere problematisk. Kort sagt, jo ældre børn er ved anbringelsen, jo mindre effekt, jo større udgifter, og jo flere sammenbrud. Og jo flere skift i anbringelsen, jo flere udvikler så mange traumer at de kun kan rummes på et professionelt opholdssted. Vi anbringer flertallet alt for sent - i 11-12 årsalderen, når følgerne af deres tabsreaktioner for alvor viser sig som traumer - og næsten hver femte unge anbragte har oplevet 3 eller flere anbringelsesskift. For dem er livseffekten stort set lig nul ifølge VIVE. Og vi flytter de anbragte alt for ofte, nogle endda med få timers varsel, uden mulighed for at gense dem de har knyttet sig til i årevis. Langt de fleste har oplevet tre eller flere skoleskift. Resultatet er naturligvis at deres tillid og relationer til lærere og kammerater gang på gang bliver brudt, og alt hvad der er investeret er spildt. Kombineret med mange lærerskift og vikarer bliver dette en giftig cocktail.

Dermed kommer vi til børns sekundære voksenrelationer: deres daglige pædagoger, lærere, og især deres sagsbehandlere. De relationer betyder mest for de anbragte, der jo er langt mere sårbare overfor skift i professionelle.

Her har vi en hovedårsag til manglen på uddannelsessucces hos hvert femte almindelige danske barn, og hos tre fjerdedele af de anbragte: uden nære voksenrelationer forsvinder evnen til at udforske, lege og lære. Hvordan kan anbringelser så forebygges - også gennem generelle indsatser fra fødsel til voksenliv? Lad os se på hvor vi kan forbedre børns daglige rammer fra vugge til voksenliv - de har nemlig størst positiv betydning for de mest udsatte.

Én risikofaktor for anbringelse ligger tidligt i alle børns liv: Den massive mangel på jordemødre og støtte til fødende. Som Gretty Mirdal beviste for fyrre år siden da kvinderne kom på arbejdsmarkedet betyder høj stress hos moderen i graviditet og fødsel at den nyfødtes udvikling forringes. Især de børn der senere hen anbringes er langt oftere født for tidligt, med lavere fødselsvægt og mange flere komplikationer, og det gør dem meget mere sårbare for alle senere belastninger – sådan starter en ond spiral. Som Svend Aage Madsen viste i Rødovre projektet for udsatte fødende: hvis højrisikoforældre får stabil kontakt med faste professionelle under fødslen, vejer de nyfødte mere og trives bedre!

Så kommer risikobarnet i vuggestue: Hvert femte danske barn under 1 år går i vuggestue i underbemandede store grupper. I Norge er der ingen små under eet år i vuggestue, i Sverige meget få! Den internationale CFOC-standard siger højst 3 vuggestuebørn pr. voksen fra 0-2 år - men i Danmark er der nu 5 vuggestuebørn pr. overtravle voksen. Her bliver grundlagt mange traumer, bl.a. kan man se at de mindste får et forhøjet niveau af det skadelige stresshormon cortisol. Høj tidlig tilknytningsstress er vist at give permanent høj stress i voksenlivet. I pressede kommuner normeres vuggestuebørn ofte som børnehavebørn for at spare. Alle, men især højrisikobørn og deres forældre har brug for professionel omsorg i vuggestuealderen.

Hvad er så den optimale ramme når barnet kommer i børnehave? Det svarede VIVE på, da de sammenfattede alle internationale studier i børnehaver siden 1937. Konklusion: hvis børn passes i små grupper på 4-6 børn af de samme uddannede pædagoger, der har tætte følelsesmæssige samspil med dem, er børnene mere intelligente som 16-årige! Men de sidste 30 år er vi gået fra syv børnehavebørn pr. voksen til 11 børn, og pædagogers ansættelsestid er faldet til kun 3 år. Det øger risikoen for at et udsat barn anbringes.

Når børn så kommer i skole: så længe børn oplever alt for mange lærerskift og mangel på personlige relationer til voksne, er det helt virkningsløst at forlænge skoledagen, stille krav og måle alt. På et behandlingshjem med landets mest traumatiserede børn havde de den samme lærer hele dagen i klasser med fem børn. Det betød at over halvdelen kom tilbage til folkeskolen uden støtte efter 1 ½ år. Det kan man sammenligne med en anbragt pige jeg talte med i ottende klasse, der havde optalt 52 klasselærere siden sin første skoledag.

For anbragte og deres plejefamilier og opholdssteder er stabil kontakt og dialog med sagsbehandleren helt afgørende. Jo flere skift i sagsbehandler, jo ringere trives både plejeforældre og barn, og jo flere sammenbrud i anbringelsen. Tankevækkende når f.eks. sagsbehandlere i Københavns Kommune gennemsnitligt er ansat i 9 måneder. For en anbringelsessag der varer 14 år vil et københavnerbarn derfor nå 37 sagsbehandlere. Og forudsætningen for én god børnesamtale er jo at barnet har fået et fortroligt forhold til en kendt sagsbehandler.

Så: Stabil voksenkontakt og succes i uddannelse er uløseligt forbundet. Det ser jeg f.eks. hos de 55.000 langt mere udsatte, jeg møder i vores samarbejde med SOS Børnebyerne. De har den samme SOS Mor med 4-6 børn hver dag i hele opvæksten, og veluddannede lærere i interne skoler. Resultat: 80 % klarer 9.klasse, og 14 % bliver akademikere.

Så kommer vi til det andet krav til opvækstmiljø, der har meget stor betydning som voksen: At barnet er accepteret medlem af en gruppe jævnaldrende i lang tid. Det er nemlig i langvarige venskaber med andre børn, man lærer at skabe sociale netværk i voksenlivet. At være udelukket i en børnegruppe eller klasse er tæt forbundet med ensomhed, hjemløshed og misbrug i voksenlivet. Social eksklusion på børneniveau betyder forsinket social og følelsesmæssig udvikling. Anbragte har af mange grunde ofte svært ved at få venner, og det øger risikoen for at de som unge opsøger kriminelle grupper med stærke fællesskaber. Man kan også se, at de som sluses ud til eget værelse uden et netværk af voksne og jævnaldrende klarer sig ringest.

Både for adopterede, skilsmissebørn og de anbragte er det afgørende at få stabile venskaber. Det gælder uanset om det er i en klasse, på et opholdssted, i fritidsaktiviteter, eller i ungdomsuddannelse. Marianne List har i Plejeforældrenes Landsforening startet samtalegrupper for anbragte. Det giver dem et fælleskab og åbne dialoger om det at være anbragt - ganske som den gruppe for adoptivbørn og forældre jeg selv og mine adopterede børn har mødtes med i tyve år.

Det var de to første nødvendigheder: omsorg og læring i langvarige relationer med voksne, og langvarige venskaber i en tryg børnegruppe. Jo flere skift og brud, jo ringere udvikling.

Så kommer vi til den tredje søjle: At barnets voksne er i stadig vidensudvikling, og i daglig dialog med andre voksne om opdragelse og undervisning. Voksnes følelsesmæssige tilstand triller helt enkelt nedad til børn, og gør dem enten trygge eller utrygge. Så hvad siger studierne? At social isolation og mangel på viden hos voksne skaber udbrændthed og øger hyppigheden af skældud, vold og misbrug. Som psykologer er vi meget optagede i forældreevneundersøgelser af de voksnes egen opvækst, men det er faktisk lige så afgørende at barnets voksne har et fortroligt netværk, hvor de kan tale om hvordan de løser børns adfærdsmæssige og følelsesmæssige udfordringer. Det er forudsætningen for at voksne kan møde børn med den rigtige balance mellem ro og følelsesmæssigt engagement. Mange studier peger på at når plejeforældre, lærere og pædagoger har en tryg base i form af gode relationer indbyrdes og til deres daglige leder, kan de også skabe en tryg base for selv de sværest ramte børn. I Fairstart´s uddannelsesforløb kan vi se en klar parallel mellem de professionelles stigende trivsel og de anbragtes udvikling. Det skyldes både den viden de får om hvordan man arbejder med de særlige indlæringsvanskeligheder og samspilsformer der ses ved tidligt omsorgssvigt, men i lige så høj grad de åbenhjertige samtaler om problemløsning, der opstår undervejs. Og i arbejdspladsforskningen kan man se at gode relationer mellem medarbejdere og ledere er helt afgørende for effektiv opgaveløsning, engagement, og bedre udnyttelse af hver krone. I Fairstart har vi derfor udvidet tilknytningsteoriens begreb om mor barn/forholdets trygge base til en egenskab ved en tryg gruppe, hvor alle deltageres livserfaringer skaber en fælles forståelse af barnet.

Det sidste vigtige forhold, især for skilsmissebørn, adopterede og anbragte er: At der er enighed om synet på barnet - både mellem de som barnet er knyttet til, og de der tager beslutninger i dets liv. I dag er det ikke bare psykisk sygdom, misbrug eller vold der fører til anbringelse. Skilsmisse er langt vigtigere end vi tror, og langt mere udbredt hos anbragte. Hvis et barn eller teenager oplever at skilte forældre fortsat skændes eller rivaliserer om retten til barnet, sættes det i en angstfyldt loyalitetskonflikt, der betyder at evnen til at tage fra i skolen nedsættes mere permanent. Et grundigt dansk studie af børn født i 1980 har vist, at dobbelt så mange havde fået en uddannelse i 32-års alderen, hvis deres forældre blev sammen mens børnene voksede op. Et resultat der er lige så velunderbygget som det forekommer trist. Hvert tiende skilsmisse-unge fortæller at forældrene fortsat skændes, og hver femte at forældrene bagtaler hinanden. Et klart tegn på det stress forældre oplever i dag.

Skilsmisse er er langt hyppigere i de anbragtes familier: i Holland fandt man at hvert tredje forældrepar skilles, mens otte ud af ti anbragte har fraskilte forældre. Skilsmisse sker også hyppigere jo fattigere forældre er, fordi forsørgerstress og bekymring svækker forældres evne til at skabe tryg tilknytning. Og vi har nu 64.000 danske børn under fattigdomsgrænsen. Hvis man ser på de 58 børn der er blevet adopteret uden samtykke de sidste fire år, så kom de fjorten fra Lolland Kommune, hvor hvert tiende barn lever under fattigdomsgrænsen. Den voksende økonomiske ulighed rammer nu forældreevnen i hele verden.

For anbragte især gælder kravet om enighed mellem de mange parthavere i barnets liv. De har tit meget forskellige syn på og krav til anbringelsen: forældre, plejeforældre, opholdssted, skole, sagsbehandler, familieplejekonsulent, socialtilsyn, ankestyrelse, etc.

Det var de fire forslag fra forskernetværket om det fælles mål for alle indsatser: langvarige ubrudte voksenrelationer, støtte til anbragtes venskaber, vidende voksne med et dialognetværk, og enighed mellem de voksne om anbringelsen, med respekt for barnets tilknytninger og ønsker.

Så når vi taler om børns og anbragte børns rettigheder, mentale sundhed og læring, er det vigtigste retten til at have stabile og ubrudte relationer til deres vigtige voksne, og deres venner. Det er vores fælles udfordring i et samfund hvor vores relationer bliver stadigt kortere og flere. Målet om at forebygge anbringelser står også i den FN-konvention Danmark underskrev i 2019, som endnu ikke er blevet en del af dansk lovgivning. Økonomen James Heckman har fået en Nobelpris for at påvise, at enhver indsats for forældre og børn før femårs alderen giver en senere samfundsgevinst på 5 gange investeringen i form af stærkere voksne - en gevinst der falder, jo senere i livet man støtter. Det område og hele opvækstområdet har vi konsekvent skåret ned på gennem 30 år. Sammen med de tilbagevendende epidemier i storbyer er næste generations mentale helbred truet.

Når man forstår anbragte og deres forældre som den del af befolkningen med den højeste grad af tilknytningsstress og mentale problemer, bliver det klart at indsatser og investeringer på hele børne - unge området - fra graviditet til voksenliv - kan sænke antallet af anbringelser. Den ekstra milliard der nu foreslås til anbringelsesområdet bør følges op af en langt større investering i forældre og børns hverdag, så risikobørn får et langt tryggere opvækstmiljø. Vi skal skabe små selvstyrende enheder, hvor børn har tætte relationer til et stabilt netværk af voksne i hele opvæksten!

Set fra forskernes synsvinkel og min erfaring gennem mange år ligger et vigtigt behov for forbedringer ikke i vores lovgivning, men i at styrke de pressede forvaltninger, daginstitutioner og skoler der skal tage sig af alle vores børn, både økonomisk og fagligt. Et skridt er tættere dialoger mellem skole, sagsbehandlere, opholdssteder, de anbragte, forældre og plejeforældre. Det ser vi i de nye frikommuner, hvor medarbejderne bytter om på den tid de bruger på administration, og den tid de bruger på samtaler med barnet og dets netværk. I Kolding Kommune tilrettelagde vi f.eks. et dialogforum mellem plejefamilier og sagsbehandlere, og det førte til langt bedre samarbejde om anbringelserne. I Aabenraa Kommune var der konflikter om samvær mellem plejeforældre og forældre, indtil forvaltningen bragte dem sammen på uformelle fællesdage, så de lærte hinanden at kende.

Som konklusion: hvis vi arbejder på at tilvejebringe forskernes fire betingelser, er jeg rimeligt sikker på at vi kan se mange flere unge der består 9. klasses afgangseksamen, og flere skolebørn der udfolder alle deres evner i en tryg hverdag.

Litteratur

Rygaard, N.P.: Tidligt frustrerede børn: nogle resultater fra en undersøgelse af 48 børn med diagnosen "Tidlig følelsesmæssig frustration: belastninger under graviditet, fødsel, i barnets 2 første leveår og resultater ved testning med WISC”. Skolepsykologi, Blå Serie, 21 (1998).

Rygaard, N.P.: Tilknytningsproblemer og tilknytningsforstyrrelse hos børn og unge – en håndbog i det praktiske arbejde. Bestilles via npr@attachment.dk

Rygaard, N.P., Darling Rasmussen, P. (2021): Kort og Godt om Tilknytning.  Dansk Psykologisk forlag