Ansigtsløs fjernundervisning

Det kom sig af, at en af mine elever oplevede det meget intimiderende, at mit ansigt fyldte hele hans skærm, når vi mødtes til ordblindeundervisning. Han spurgte pænt, om vi kunne prøve uden. Og det viste sig, at det absolut ikke skadede undervisningen, men i stedet blev en styrke.

I stedet mødes vi om et fælles tredje, nemlig mit slideshow, eller mine elevers skærmbillede. Vi kigger på 'tavlen' og lytter til hinanden. Vi er alle fri for egne spejlbillede nede i hjørnet, og vi forstyrres ikke af visuel støj fra en masse kameraer.

Fjernundervisning bliver aldrig det samme som almindelig undervisning i et klasselokale. Derfor giver det i mine øjne god mening, at lege lidt med mediet, og overveje, om diverse features, såsom kamera, virkelig skal bruges hele tiden, eller om det bare skal være en mulighed blandt mange.

Det er lidt pudsigt at tænke på, hvor længe vi faktisk har værget os mod at benytte kamera ved telefonsamtaler. Det har været en mulighed i rigtig mange år, men har aldrig rigtig vundet indpas. Her under Corona er det blevet benyttet lidt mere, men er nok nedadgående for de fleste. Måske ligger der et eller andet i det direkte kamera, som ubevidst gør os utilpas. Jeg holder i hvert fald pause fra det for en tid.