Anmeldelse

Literacydidaktik

Elevers læsevanskeligheder er alle læreres ansvar

Anbefalelsesværdig ny bog giver inspiration til at skabe en didaktik for alle, også de læsesvage, i alle fag.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Med fjerde bind i serien "Literacy og læring i fokus" samles en række artikler, der handler om forskellige tilgange til literacydidaktik, der kan bruges, når man har elever, der er i literacyvanskeligheder. Bogen har 11 kapitler, der falder i tre forskellige kategorier. Kategorierne er henholdsvis, hvordan literacyvanskeligheder kan gribe om sig og påvirke elevernes livskvalitet, hvordan læsevejledere og lærere kan stilladsere elevernes læring, og til sidst er der fokus på specifikke indsatser i fagene i forhold til elever i literacyvanskeligheder.

Fakta:

Titel: Literacydidaktik

Pris: 398,75

Sider: 138

Serie: Literacy og læring i fokus

Forlag: Dafolo

Igennem alle kapitler formidles aktuel forskning, samtidig med at forfatterne kommer hele vejen rundt om literacyvanskeligheder, lige fra elevernes perspektiv på deres vanskeligheder, følger af disse vanskeligheder og til vigtigheden i, at der er voksne, der samler alle gode indsatser på en skole. Endelig er der også kapitler, der udførligt fortæller om forløb, der er gennemført i praksis, og som man kan lade sig inspirere af.

Noget af det, der går igen i mange af kapitlerne, er den indvirkning og de psykologiske konsekvenser, det ofte har for elever i literacyvanskeligheder at have netop disse vanskeligheder. Vanskelighederne spiller ind i alle fag og i livet generelt. Artiklerne tydeliggør denne indvirkning, så ingen kan være i tvivl om, hvor vigtigt det er, at der arbejdes didaktisk med disse vanskeligheder, så eleverne får den hjælp, de skal have, for at få udbytte af både den daglige undervisning og eventuelt særlige indsatser.

Denne bog kan anbefales, ikke bare til læsevejlederen eller til dansklæreren med særlig interesse for netop elever i literacyvanskeligheder, men til alle undervisere, da literacyvanskeligheder er til stede i alle fag. De elever, der har disse vanskeligheder, er påvirket af dem hele tiden, og det bør man som underviser have sig for øje. Det kan artiklerne i denne bog bruges til at minde os om. De kan ydermere bruges til at gøre os klogere på, hvad vi didaktisk kan gøre for at stilladsere eleverne i dagligdagen.

Man kan læse bogen fra start til slut. Den er skrevet i et dejligt forståeligt sprog og formidler det forskningsmæssige indhold på en måde, så man ikke opgiver læsningen. Man kan også vælge at bruge den udvidede indholdsfortegnelse, der fortæller lidt om alle kapitlernes indhold, som rettesnor og vælge de kapitler, man ønsker at fordybe sig i.

Hvorom alting er, så er der stof til eftertanke og inspiration i det daglige arbejde med at implementere en didaktik, der tilgodeser alle elever. Også dem, der er i literacyvanskeligheder.