Jeg kunne da godt have tænkt mig, at vi havde været endnu mere ambitiøse, siger lærerformand Gordon Ørskov Madsen, som havde håbet, at tillidsrepræsentanternes opgave med implementeringen af den nye arbejdstidsaftale også kunne blive en del af forliget.

OK21: Lærerforlig løfter børnehaveklasselederne og fritvalgsordningen

Lærernes Centralorganisation og KL har netop underskrevet et overenskomstforlig, som ud over de generelle lønstigninger løfter børnehaveklasselederne lønmæssigt og sætter projekter i gang inden for bl.a. efteruddannelse og støtte til nyuddannede lærere.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Med OK21-forliget 500.000 kommunalt ansatte, der blev indgået tidligt mandag morgen, vurderes det, at reallønnen godt og vel er sikret for de cirka 500.000 ansatte i kommunerne. Til eftermiddag har Lærernes Centralorganisation indgået et forlig for lærergrupperne i kommunerne, som giver yderligere i lønposen til alle kommunalt ansatte lærere. Det sker i form af en forhøjelse af det såkaldte fritvalgstillæg. Som folkeskolelærer får man i dag et tillæg på 0,83 procent oven i lønnen, som man selv kan vælge at veksle til en forhøjelse af sin pensionsindbetaling. Det tillæg hæves til 1,38 procent med dagens forlig.  

Topforhandler om OK21-resultat: Reallønnen stiger

Derudover betyder aftalen omkring 2000 kroner mere om året til børnehaveklasselederne.

"Det er ikke meget, men vi havde også fokus på børnehaveklasselederne ved sidste overenskomstforhandling, og nu tager vi altså et ekstra lille skridt", fremhæver formand for Lærernes Centralorganisation (LC) Gordon Ørskov Madsen.

Også professionsbachelorer i ernæring og sundhed og UU-vejledere får et lille særskilt lønløft med dagens forlig i de specielle forhandlinger på LC-området.

"Det er første skridt mod at give professionsbachelorerne et egentligt lønforløb", siger Gordon Ørskov.

Gårsdagens kommunale forlig afsatte 0,5 procent til de enkelte organisationers forhandlinger, og hovedparten af de penge er altså gået til lønforbedringer.

Sikring af reallønnen er lærernes vigtigste OK-krav

Efteruddannelse som en fremtidig del af overenskomsten

Gordon Ørskov Madsen havde håbet, at tillidsrepræsentanternes opgave med implementeringen af den nye arbejdstidsaftale også kunne blive en del af overenskomsten, men det ønskede KL desværre ikke. Men forliget tager hul på nogle projekter, som DLF gerne vil i gang med. KL og Lærerforeningen tager i fællesskab fat på at se på, om lærernes karriereveje og efteruddannelse på sigt skal være en del af overenskomsten, dels i forhold til skolens udvikling og dels i forhold til lærerens individuelle ønsker om faglig udvikling.

Praktiklæreraftalen skal også kigges efter i sømmene, er parterne enige om, og så har KL og LC lovet hinanden at arbejde videre med at sikre nyuddannede lærere en god start i jobbet.

"Der står allerede i arbejdstidsaftalen A20, at man ved opgavefordelingen skal tage særligt hensyn til nyuddannede, og det er det, vi nu er enige om at arbejde videre på", fremhæver Gordon Ørskov Madsen. "Men jeg kunne da godt have tænkt mig, at vi havde været endnu mere ambitiøse, også med hensyn til efteruddannelse". 

Forliget er netop præsenteret for Lærerforeningens hovedstyrelse. Og med en enig hovedstyrelses opbakning vil det samlede overenskomstforlig blive sendt til urafstemning blandt de aktive medlemmer af Lærerforeningen.

Det sker dog først, når også forhandlingerne i regionerne er afsluttet - her er de afsluttende forhandlinger planlagt til den kommende weekend. Også DLF-medlemmer ansat på det statslige område skal stemme om deres egen overenskomstforlig, som faldt på plads for 10 dage siden. Men denne afstemning er vejledende - her er det Lærernes Centralorganisation, der tager endelig stilling til forliget på vegne af medlemmerne.  

Læs mere

Den samlede aftale mellem LC og KL

Powered by Labrador CMS